I en sky af digitalt rod

Essay

31.01.19

Det er et uundgåeligt mantra i disse tider, at vi skal smide de ting ud, der er overflødige. Men de der samler på og omgiver sig med ’ubrugelige’ ting, gør det ikke nødvendigvis, fordi de tror, de er brugbare. Der findes en porøs grænse mellem os og de varige objekter, vi omgiver os med, og især det digitale rod føles både særligt tæt på os og fyldt med potentiale.

Maja Bak Herrie

På det seneste har jeg tænkt meget på affald og rod. Det lyder måske lidt mærkeligt, men affaldet, rodet og vores tanker om det synes at poppe op alle vegne i denne tid: Affaldssortering findes alle vegne: Der bliver genbrugt, genanvendt og givet væk på Facebook-grupper og på tøjbytteaftener, og sindrige, japanske oprydningsregimer introduceres for at skabe orden i overfloden af tøj, plastikposer og glittede tilbudsaviser, der hober sig op omkring os. Om det er fordi, vi føler, at der er aflad at få for det klimasyndige overforbrug, eller om det er for bare at gøre noget er lidt uklart.

Til gengæld er også jeg selv begyndt at se rod alle vegne. Plastik, papæsker og kuglepenne, der er løbet tør for farve, tøj, der ikke længere passer, og cd’er, jeg ikke får lyttet til. Jeg har kastet mig over rodet og omfavnet det. Jeg har gjort det til et projekt. Jeg har diskuteret fremtidige affaldssorteringsstrategier med min kæreste, sat mig ind i genanvendelsespolitikken i Aarhus kommune og kigget kritisk på mit urimeligt store lager af plastikindkøbsposer.

Men alt imens, jeg omhyggeligt sorterer det slidte fra det pæne i klædeskabet og bananskralderne fra plastikemball