Print artikel

I en sky af digitalt rod

Essay
31.01.19
Det er et uundgåeligt mantra i disse tider, at vi skal smide de ting ud, der er overflødige. Men de der samler på og omgiver sig med ’ubrugelige’ ting, gør det ikke nødvendigvis, fordi de tror, de er brugbare. Der findes en porøs grænse mellem os og de varige objekter, vi omgiver os med, og især det digitale rod føles både særligt tæt på os og fyldt med potentiale.

På det seneste har jeg tænkt meget på affald og rod. Det lyder måske lidt mærkeligt, men affaldet, rodet og vores tanker om det synes at poppe op alle vegne i denne tid: Affaldssortering findes alle vegne: Der bliver genbrugt, genanvendt og givet væk på Facebook-grupper og på tøjbytteaftener, og sindrige, japanske oprydningsregimer introduceres for at skabe orden i overfloden af tøj, plastikposer og glittede tilbudsaviser, der hober sig op omkring os. Om det er fordi, vi føler, at der er aflad at få for det klimasyndige overforbrug, eller om det er for bare at gøre noget er lidt uklart.

Til gengæld er også jeg selv begyndt at se rod alle vegne. Plastik, papæsker og kuglepenne, der er løbet tør for farve, tøj, der ikke længere passer, og cd’er, jeg ikke får lyttet til. Jeg har kastet mig over rodet og omfavnet det. Jeg har gjort det til et projekt. Jeg har diskuteret fremtidige affaldssorteringsstrategier med min kæreste, sat mig ind i genanvendelsespolitikken i Aarhus kommune og kigget kritisk på mit urimeligt store lager af plastikindkøbsposer.

Men alt imens, jeg omhyggeligt sorterer det slidte fra det pæne i klædeskabet og bananskralderne fra plastikemballagen i køkkenet, er der ét sted, hvor rodet fortsat får frit spil, ét sted hvor jeg ikke kan få mig selv til at rydde op og smide ud, endsige bare skabe en smule organisatorisk overblik: mit digitale rod. For jeg sletter næsten aldrig noget, gemmer konstant nyt og lægger alting fra mig i én pærevælling på mit digitale skrivebord.

I mit browservindue er der næsten altid mere end ti åbne faner, og i min mappe med bogmærker er der læsestof og YouTube-videoer nok til flere ugers underholdning. Åbner jeg mit digitale arkiv, rummer det alt lige fra gamle installationsfiler og programmer, der ikke længere er relevante, til udkast og versioner af manuskripter, jeg for længst har gjort færdige. Jeg hader at organisere, kategorisere og slette mit digitale indhold – ligeså meget som jeg hader, når fysiske ting roder omkring mig.

Unsubscribe, unfriend, delete!

Efter at have betragtet skrivebordet på min arbejdscomputer i en rum tid og forsøgt at tage mod til mig med både en opmuntrende kop kaffe og en formaning til mig selv om, at noget må gøres, og at det bare er filer, beslutter jeg mig for at forsøge på at skabe orden i det digitale kaos.

Som for så mange på min alder er min første indskydelse at gå til den store søgemaskine for at få vejledning, og det viser sig naturligvis, at der findes adskillige redskaber derude, og at især den amerikanske blogosfære har mange råd at komme efter. På becomingminimalist.com noterer skribenten sig f.eks. at én af de bedste, men også absolut værste ting ved introduktionen af digitale medier er, at man nu har alle sange, film og billeder tilgængelige for enden af sine fingerspidser, hvorfor man må være langt mere hård og slette alt det, man ikke bruger permanent: »Refuse to keep things that serve no purpose«, skriver han, og forklarer, hvordan det skal gå for sig: Alt fra installationsfiler til venner på Facebook skal gennemgås og genevalueres, oprydningsprincipper skal sættes i spil og tingene skal igen under kontrol: Unsubscribe, unfriend, delete!

Guiden hjælper imidlertid overhovedet ikke. Jeg bliver bare endnu mere utilpas ved tanken om at slette alle mine forældede manuskripter, billedfiler, screenshots og bogmærker. Jeg beslutter mig for, at jeg må blive klogere på, hvad alt det her handler om, før jeg kaster mig forhastet ud i et digitalt oprydningsregime.

Efter blot et par få Google-søgninger går det da også op for mig, at jeg er langt fra den eneste, der har det svært med det digitale rod. Fænomenet har tilmed en række mere eller mindre teknisk-lydende navne, nogle mere foruroligende end andre. Mens en almindelig betegnelse for tilstanden på min computer er digital clutter, digitalt rod eller uorden slet og ret, findes der også patologisk klingende forklaringer derude. Begreber som digital hoarding, e-hoarding og cyberhoarding dukker op, diagnoser, som er mere eller mindre direkte forbundet med den mere kendte term compulsive hoarding, der dækker over en tvangsmæssig ophobning af genstande.

Betegnelserne irriterer mig umiddelbart lidt. For jeg er jo netop ikke en hoarder, tænker jeg. Jeg har ingen problemer med at skille mig af med fysiske ting, med plastikaffaldet eller med mit gamle tøj. Det er udelukkende de digitale ting, det her angår, kun virtuelle filer, mapper og bogmærker. Eller hvad?

»Does it spark joy?«

Dagene går, og jeg fortsætter med at se affald og rod alle steder. Jeg læser artikler om rod, giver mig i kast med større og mindre kategoriserings- og oprydningsprojekter og lytter til sorteringseksperten Marie Kondos hypede og hyppigt delte vejledninger på YouTube. Kondo er sirlig og sanselig, og hendes japanske (og shintoinspirerede) tilgang virker på mange måder mere skånsom end dén, jeg mødte på becomingminimalist.com. Samtidig er hun også kompromisløs i sine principper: Man skal ikke gemme væk eller kategorisere så meget, som man skal smide ud. »Does this object spark joy?« er hun blevet kendt for at spørge, og de genstande, som ikke giver glæde, skal sorteres fra og smides væk.

Min kæreste fortæller mig om et meme, der florerer på Twitter for tiden. En bruger skriver i spøg at dét, hun egentlig gerne vil vide, er, hvorfor Marie Kondo endnu ikke har bedt kvinder tage stilling til, hvorvidt deres mænd for alvor gør dem glade, eller om det ganske enkelt er på tide, at de skal takkes og bortskaffes, ligesom overflødige sokker, bøger og køkkenmaskiner.

Memet er en del af en lang række humoristiske og mere eller mindre kritiske reaktioner på Kondos oprydningsregime. Flere tager udgangspunkt i den absurditet, som opstår, hvis alt vurderes med udgangspunkt i et spørgsmål om fornøjelse. Memet her synes da også at pege på den vold, der kan være forbundet med at skille sig af med genstande – eller bekendtskaber – der ikke længere giver én umiddelbar glæde. Skal ting nødvendigvis have et formål eller være knyttet til en særlig glædesfølelse for at bestå?

genstande rækker ud over ens egen kropslige varighed

Jeg kommer til at tænke på en YouTube-forelæsning med den britiske politolog Jane Bennett, hvor netop spørgsmålet om formål og fornøjelse berøres. Bennett har kastet sig over fænomenet compulsive hoarding og undersøger hvordan hoarderen, mennesket, der konstant ophober og gemmer ting til trods for, at de er ubrugelige eller uhygiejniske, oplever sin situation. Hun beskriver forskellige hamstringslogikker, og de er alle langt fra fornøjelse og formål. To ord, der ellers virker til at være centrale og tilbagevendende i de oprydningsdogmer, jeg støder på i diverse vejledninger.

Borges’ bibliotek

Den første af de logikker, Bennett beskriver, handler om tid og varighed. Det hamstrende menneske søger noget uden for sig selv, noget som er radikalt anderledes: den absolutte langsommelighed. Samler man på små glasstykker eller forstenede muslingeskaller, kan det være fordi disse genstande rækker ud over ens egen kropslige varighed, mener Bennett, fordi de bidrager med en fremmedartethed, man fascineres af.

Jeg tænker på mit overfyldte mailarkiv, på mine bogmærker og på de mange forældede noter og manuskripter på mit digitale skrivebord og er faktisk tilbøjelig til at give hende ret. Der er noget med tiden i mit digitale rod, der er besnærende: Hvis jeg har glemt noget, der er sket for et stykke tid siden, minder mine mails mig om, hvad det er, og hvis jeg har tænkt, set eller oplevet noget, kan jeg straks søge det frem igen i et screenshot, i en note eller i en gammel besked.

Bennetts anden logik er beslægtet med den første og retter sig også mod et mere sanseligt aspekt af hoarding. Bennett kalder det vores porøse grænse mod tingene, altså en form for sanselig eller sensitiv modtagelighed over for omverdenen, der gør, at det, man omgiver sig med, får lov at smitte af på én. Jeg opbevarer ikke mine gamle filer, fordi det hjælper mig, men fordi dokumenterne, billederne og beskederne er forbundet med mig på en måde. For andre virker mit kaotiske skrivebord med unøjagtigt navngivne filer (.final, .final1, .finalFINAL, .final_FINAL1) og mine uendelige lister af bogmærker måske som et udtryk for et rodet og uorganiseret sind. For mig, derimod, er filerne en del af et tankemylder, jeg havde, for det, jeg tænkte med og var optaget af på et givent tidspunkt. Det er svært bare sådan lige at slette noget, der er eller har været en del af én selv.

Jeg kommer til at tænke på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ berømte fortælling om Biblioteket i Babel, der er så uendelig stort og uorganiseret, at man i en enkelt levetid ikke kan nå at finde den ene bog, man leder efter. Svævende i et uendeligt tomrum strækker biblioteket sig endeløst i alle retninger, og hyldemeter efter hyldemeter tårner sig op fyldt til randen med bøger i samme format og med samme sidetal, men dog alle forskellige og opstillet efter gådefulde principper. Forskellen mellem Borges bibliotek og det digitale rod, der hober sig op hos mig, er imidlertid, at jeg kan søge i det. Google, finde, lede videre. Måske er mit digitale rod slet ikke rod, tænker jeg, men blot umærkede, uorganiserede hukommelsesfragmenter, jeg kan finde frem eller søge i på et senere tidspunkt.

Jeg er som så mange andre i dag vant til at søge på de ting, jeg mangler, hvad end det er i Googles uendelige biblioteker, på min egen rodede harddisk, på Dropbox eller i min e-mail-indbakke. Jeg er vant til at søge på nøgleord, der bringer mig frem til den rette fil eller fact, og måske er det derfor, at jeg så nødigt vil skille mig af med mit rod. Jeg er tiltrukket af dets absolutte langsomhed, og filerne og bogmærkerne er blevet en del af mig. De synes at mime livet i en ny, digital verden, hvor søgningen er én af  de første handlinger, man griber til, når man er omgivet af kompleksitet.

Den pragmatiske bias

Den sidste af Bennetts logikker handler om tiltrækning. I stedet for at rette sig mod formål eller fornøjelse, som oprydderen gør det, retter hoarderen sig nemlig, ifølge Bennett, mod den udefrakommende poesi, der er at finde i ting. Det er en underlig tiltrækning, en sanselig eller sensitiv én af slagsen, der ikke let lader sig forklare. Ting føles forskelligt for forskellige mennesker, mener Bennett, og nogle mennesker knytter sig stærkere til ting end andre.

Jeg knytter mig til digitale ting, og det gør jeg måske, fordi de er så radikalt anderledes end mig: Umiddelbart uendelige i deres varighed og omfang, potentielt set fulde af information og viden, jeg endnu ikke besidder, og dryppende af minder og fragmenter fra tidligere samtaler og tankerækker.

Måske er det udelukkende dårligt at hobe ting op omkring sig. Men kan det nu passe? Kan man være hoarder i klimakrisetider?

Hoaderen har en særlig intelligens, mener Bennett, en særlig sensitivitet, som vi måske kan lære noget af. Hoarderen spørger ikke: »Hvordan kan jeg bruge disse ting?«, »hvordan kan jeg tage kontrol over min bolig?«, men fornemmer snarere potentialet i rodet. Der er en pragmatisk bias i vores samfund, mener hun, som måske er beslægtet med det, jeg kalder for oprydningsregimet: Ting skal smides ud, hvis de ikke bliver brugt. De skal tjene et formål eller bidrage konkret med glæde til besidderen.

mit digitale rod og affald findes på en lidt anden måde

Der er status i at sortere og skille sig af med rod, affald og overskydende ting, og jeg er selv én af dem, der har kastet mig over tøjet, bøgerne og emballagen. Men da det kom til det digitale rod, var det imidlertid ikke så let endda at reducere kompleksiteten. Det fysiske rod hober sig fysisk op omkring mig og sladrer om mit forbrug af ting. Mit digitale rod og affald, derimod, findes på en lidt anden måde.

Selvom der synes at være en stigende fornemmelse af, at også digitale ting opholder sig et sted, at Dropbox-serveren også kræver plads og energi til nedkøling et sted ovre i USA, så kan vores filer – de mange billeder, mapper og bogmærker – stadig være svære at slette. Og muligvis med god grund. Måske har rodet og affaldet endnu ikke udspillet sin rolle, bare fordi vi er færdige med at benytte det eller glæde os over det. Og måske er vi for hurtige til at dømme dem, der har svært ved at smide ud, sortere og rydde op.