Print artikel

Historien er ikke fortid, den er nutid

Still fra 'King: A Filmed Record... Montgomery To Memphis'
Kritik
29.03.17
Gennem tre film, der alle behandler borgerrettighedsbevægelsen i USA, bliver det tydeligt, hvordan fortiden konstant er tilstede i nutiden.

Jeg har set det samme filmklip tre gange i tre forskellige film. I klippet kan man se Martin Luther King Jr., præsten, taleren, helten - han ser slidt ud, træt af at kæmpe, træt af kampen – han er omringet af politimænd og meddemonstranter. Han er i Chicago. Med hans egne ord er Chicago det sted, han har oplevet det mest brændende had mod sorte amerikanere. Unge hvide mænd med solbriller og åbentstående skorter ligner James Dean og holder skilte, hvor der står: »We don’t wanna go to school with negroes.« De slår i jorden med baseballbats og hujer og råber i takt: »We want King! We want King!« En pistol knalder og Martin Luther King dukker sig. Bevægelsen er hurtig, et ryk i hans skuldre, knæene er ved at give efter under ham. Frygten forplanter sig fra ham til mig: blev han ramt? Jeg ved godt, det ikke er der han skal dø, det er ikke endnu. Men frygten bliver siddende i kroppen. Det må den også gøre på King, men han retter hurtigt ryggen. Retter han på sit slips? Eller tager han sig til halsen i affekt? På et andet tidspunkt, som ikke blev fanget på kamera, blev han ramt i hovedet af en sten.

Billederne er fra d 10. juli 1966. 50 år siden. King var 38. Han blev myrdet 1 år og 9 måneder senere i Memphis. Han nåede ikke at blive 40.

Første gang jeg ser billederne er i filmen King: A Filmed Record… Montgomery to Memphis. Sidney Lumets film var oprindeligt tænkt som en engangsforestilling og blev vist d. 24. marts 1970. Heldigvis er den blevet restaureret og redistribueret i 2012 og på CPH:DOX var den en del af det program, den amerikanske sanger og musiker Anohni havde kurateret til festivalen.

Filmen har ingen voiceover, og udover nogle få klip fra et scenerum med skrevne monologer opført af bl.a. James Earl Jones (Darth Vaders stemme) og Harry Belafonte, består den kun af klip fra marcherne i bl.a. Selma og Chicago. En gruppe sorte mænd og kvinder har stillet sig på trappen i kø for at registrere sig som vælgere. De bliver gennet voldeligt væk og ned på fortovet af politi og knipler for så, lige så snart politibetjentene går indenfor igen, bare at stille sig tilbage på trappen. En virkelig hård form for slapstick. Det kan tilsyneladende gentage sig i en uendelighed. Det viser, hvordan anti-volden som metode kan udstille voldsmonopolets utilstrækkelighed. De kan ikke så godt slå på passive kroppe. Og dog gør de det alligevel. Protesten er stoisk og stærk. Magten er latterlig og farlig.

Filmens sidste minutter viser den sidste march: den der foregik efter Kings begravelse. Filmens eneste underlægningsmusik spiller også her. Nina Simones sang Why? (The King of Love is Dead) spiller. Nina Simone synger det stadig utroligt vigtige spørgsmål: »What’s gonna happen, now that the King of love is dead?«

Jeg er vokset op med taleren Martin Luther King. Vi så hans taler i skolen, i gymnasiet lærte jeg om etos, patos og tretrinsraketter i retoriktimerne. Jeg er blevet lært, at Martin Luther King sejrede. At borgerrettighedskampen var noget, der hørte fortiden til. Når jeg ser billederne af sorte mænd og kvinder der bliver tæsket af politiet og af deres hvide medborgere, så tænker jeg, shit, hvor er det vildt, at det der engang er foregået. Selvom jeg godt ved, selvom jeg har set, at det stadig foregår. Den amerikanske forfatter James Baldwin siger i filmen I Am Not Your Negro: »History is not the past, it is the present.«

Anden gang jeg ser billederne af Martin Luther Kings skuldre ryge op mod ørerne er i Lee Ann Schmitts helt nye film Purge This Land. Schmitt boede i mange år med sin partner, der er sort, i Chicagos Southside-kvarter. Det kvarter Trump sagde, han var klar til at sende militæret ind i, hvis kriminaliteten ikke holdt op.

Det er landskaberne, der skal fortælle historien i Schmitts film. Der er næsten ingen ansigter med. I stedet er der lange kameraindstillinger på øde byer, hvor en bil kører igennem, et socialt boligbyggeri, hvor nogle teenagere kører på cykel og spiller basketball, en landevej gennem en skov, hvor nogle fløjter urovækkende. Voiceoveren og de rytmisk tilrettelagte tekststykker fortæller historien om John Brown. Den hvide, revolutionære skikkelse der i 1859 ledte en lille milits af tidligere slavegjorte i et angreb på et våbenlager i Harpers Ferry, Virginia. De skove man ser i filmen, er de skove John Brown og hans hærenheder vandrede rundt i om natten, og fløjtene var deres signaler til hinanden.

John Brown blev stoppet i sit angreb på våbenhuset, han fik aldrig bevæbnet det oprør. Han blev arresteret og anklaget og dømt for at oppiske et slaveoprør, han blev hængt d 2. december 1859. Den morgen skrev han i sin dagbog: »I, John Brown, am now quite certain that the crimes of this country will never be purged away but with blood.«

Det har taget Schmitt seks år at lave filmen, fortæller hun efter det visningen på CPH:DOX. Det startede med John Brown. Han var fascinerende for hende. Det blev vigtigt at fortælle historien om ham, men også at fortælle om de mennesker, der omgav ham. Han må ikke blive en white guilt hero. Schmitt er hvid og Brown er et spændende spejl for hende. Men historien fortsætter, den bliver ikke i fortiden. Schmitt får, mens hun laver filmen, en søn med sin sorte partner. Imens ser hun på TV, hvordan mordene i Ferguson, Baltimore og alle de andre steder, der blev gnisterne til det bål, som #BlackLivesMatter-bevægelsen voksede ud af, sker på unge mænd, unge mænd som hendes søn om ikke så mange år vil komme til at ligne. Historien bliver personlig for hende.

I et krydsklip, der rammer som en mavepuster, klipper Schmitt imellem overvågningsbillederne af Tamir Rice i minutterne op til, han bliver skudt og dræbt af politiet i en park i Ohio; og mellem billeder af hendes to år gamle søn. Sønnen ses på skærmen af en babymonitor stående op i sin tremmeseng. Schmitt installerer denne distance, en skærm på en skærm, fordi hun selv har en distance, de erfaringer hendes søn risikerer at få med politiet, ligner mere Tamir Rices end hendes. Filmen er personlig, men det er ikke hendes personlige erfaringer, det handler om. Det er en gavmild position, hun indtager. Hun bruger den distancerede og personlige position til at tale om noget vigtigt, der ligger udenfor hende selv. Det er vigtigt at tænke på som en mulighed, når skyttegravene mellem ytringsfrihed og repræsentation ofte bare graves til dybere ekkokamre.

Den tredje gang jeg ser Martin Luther King frygte for sit liv, er det i filmen om forfatteren James Baldwin, I Am Not Your Negro. Raoul Pecks film tager sit afsæt i Baldwins ufærdige manuskript Remember This House.

Baldwins projekt var i og for sig simpelt. Han ville fortælle om tre af sine venner. Medgar Evers, Martin Luther King Jr. og Malcolm X. Alle tre borgerrettighedsaktivister. Alle tre uenige med hinanden. Alle tre yngre end ham. Alle tre myrdede.

James Baldwin
James Baldwin

Det er Samuel L. Jackson, der læser Baldwins tekst. Nogle gange forestiller man sig, man kan høre en krop i en stemme. Sådan er det også med Jacksons stemme i den her film, men det er ikke hans egen krop, han taler frem. Det er heller ikke Baldwins meget mindre, snævrere og så ofte jakkesætsklædte krop. Ikke helt.

Baldwin var ikke en præst som King, ikke en community organizer som Evers, ikke en revolutionær som Malcolm X. Det taler han med skam i stemmen om. Han ved ikke, hvad det vil sige at risikere andres liv i en strategisk overvejelse, som King gjorde det i Selma. Han ved ikke, hvordan man samler penge ind og fordeler dem retfærdigt til for mange trængende, som Evers gjorde det i NAACP (the National Association for the Advancement of Colored People). Han ved ikke, hvad det vil sige at oppiske en stemning og tale dundrende til en forsamling, som man vil have til at bevæbne sig, vil have til at gå i krig, som Malcolm X gjorde det. Men Baldwin kan skrive. Han kan være et vidne, han kan rejse rundt, være til stede og tage af sted igen, og han kan skrive om sine oplevelser og andres i de store østkystmagasiner. Han var elsket af mange hvide, fordi de ikke med ham behøvede se deres egen skyld reflekteret i hans øjne. Han var en oversætter. Et medium.

I essayet Down at the Cross – A Letter From a Region in My Mind fortæller Baldwin om at møde lederen af The Muslim Nation Elijah Mohammad. The Nation var en sekterisk gruppe, der mente, at når de hvide førte krig mod de sorte, så måtte de sorte kæmpe tilbage. De hvide skulle udryddes og den sorte befolkning i USA skulle vende tilbage til Islam. Det var The Nation der forsøgte at reappropriere Negro-begrebet, de ville lave et Negro America. Baldwin forstår deres smerte og deres kamp. Han har selv oplevet det. I 1948 flygtede han til Paris, fordi det ikke var muligt for ham at blive forfatter som en ung mand i Harlem. Hvis han gik og frygtede for sit liv hver dag på gaden, kunne han ikke sidde foran skrivemaskinen. Men Baldwin hader ikke hvide mennesker.

I filmen hører man ham sige: »I am not a racist, Malcolm was a racist

I et Tv-program er King, Malcolm og Baldwin blevet interviewet hvor for sig. Malcolm er rasende på King, han kalder ham for et moderne svar på Onkel Tom, altså en sort mand, der går de hvides ærinde på bekostning af de sorte og til sin egen fordel. Malcolm taler om krig, han taler om had og om at bevæbne sig. King taler om kærlighed. Han siger, at den er en stærkere kraft end nogen anden. Det er ikke svært at se forskel, det er ikke svært at vælge. Sådan er strategien også. Del og hersk.

Det ene hvide menneske efter den anden toner frem på skærmen i Pecks film og siger undskyld. Billedet er dobbelteksponeret, så man samtidig ser sorte mænd og kvinder blive overfaldet på gaden. Hillary Clinton siger undskyld. Donald Trump siger, undskyld, men sådan er det bare. Det er forfærdeligt, at hans læber skal sige de ord.

Baldwin vil konfrontere de hvide mennesker med deres umenneskeligheder. Det har han lært af sine tre venner, at han bliver nødt til. Han vil ikke være en Onkel Tom. Men han taler stadig deres sprog, han bruger deres kanaler. Det er hans rolle. Han skammer sig over den, men han spiller den, så godt han kan.

James Baldwin siger, at historien om, hvordan sorte bliver behandlet, er historien om USA. USA er bygget på at tage noget fra nogen, fordi de blev anset som værende mindre værd. Man tog landet fra den oprindelige befolkning, man begik folkedrab ved Wounded Knee. Man byggede en økonomi og et land op på gratis og derefter underbetalt arbejdskraft. Baldwin siger, I kan ikke hænge en ung sort mand eller en ung sort kvinde fra et træ med en løkke om halsen uden selv at blive monstrøse. Han siger, men jeg har en fordel, jeg har set jer. Mens I har kigget væk i skam over det monster I er blevet, har jeg betragtet jer. Jeg kender jer bedre, end I kender mig. Han siger, historien er ikke jeres fortid, den er jeres nutid.

Raoul Pecks film falder i den pædagogiske ende af spektrummet for dokumentarfilm. I korte klip bringes fortællingen om Baldwin og hans tre venner, de tre borgerrettighedsaktivister, op til nutiden, hvor klip fra de store optøjer i Baltimore bliver sidestillet med klip fra heste, der tramper marcherende demonstranter ned i Selma. Pointen er tyk, men den er holdt stram, og den er valid.

Igennem Baldwin kan man fortælle en ny historie, en historie hvor kampen for borgerrettigheder i 60’ernes USA ikke sejrede. Man kan fortælle en historie, hvor udviklingen er nået dertil, hvor en fjerdedel af unge sorte mænd i dag forventes at afsone en straf. Men også hvor en ung kvinde fra South Side i Chicago kunne blive USA's first lady.

Når Nina Simone synger, What is going to happen now, må svaret være: historien fortsætter, men vi kan ændre på, hvordan vi fortæller den. Der blev ikke sat noget punktum for halvtreds år siden.