Historien er ikke fortid, den er nutid
Jeg har set det samme filmklip tre gange i tre forskellige film. I klippet kan man se Martin Luther King Jr., præsten, taleren, helten - han ser slidt ud, træt af at kæmpe, træt af kampen – han er omringet af politimænd og meddemonstranter. Han er i Chicago. Med hans egne ord er Chicago det sted, han har oplevet det mest brændende had mod sorte amerikanere. Unge hvide mænd med solbriller og åbentstående skorter ligner James Dean og holder skilte, hvor der står: »We don’t wanna go to school with negroes.« De slår i jorden med baseballbats og hujer og råber i takt: »We want King! We want King!« En pistol knalder og Martin Luther King dukker sig. Bevægelsen er hurtig, et ryk i hans skuldre, knæene er ved at give efter under ham. Frygten forplanter sig fra ham til mig: blev han ramt? Jeg ved godt, det ikke er der han skal dø, det er ikke endnu. Men frygten bliver siddende i kroppen. Det må den også gøre på King, men han retter hurtigt ryggen. Retter han på sit slips? Eller tager han sig til halsen i affekt? På et andet tidspunkt, som ikke blev fanget på kamera, blev han ramt i hovedet af en sten.
Billederne er fra d 10. juli 1966. 50 år siden. King var 38. Ha
