Det værste ved Vesten
Det 21. århundrede vil sandsynligvis blive husket som det århundrede, hvor den vestlige verden for alvor begyndte at se sine helte i et nyt perspektiv. At granske og revurdere dem i lyset af fortidige synder og moralske overvejelser. Men mens dommen over sexkrænkere i eksempelvis film -og tv-branchen umiddelbart har været benhård, lader fordømmelsen af filosofiens dårlige samvittighed, den tyske filosof Martin Heidegger, der har vist sig at være glødende nazist, til at have været mere eller mindre moderat.
Efter udgivelsen af de Sorte hæfter i 2014, hvor Heidegger åbenlyst kæder sin filosofi sammen med antisemitismen, har der selvfølgelig været flere Heidegger-fordømmende debatindlæg, og den tyske filosof Günter Figal trådte endda tilbage som formand for Heidegger-selskabet i afsky for hæfternes indhold. Alligevel er Heidegger (så vidt denne filosofistuderende har erfaret) stadig en central del af pensum på filosofistudiet i Danmark såvel som Frankrig, Tyskland og den angelsaksiske verden, og man har selv i amerikanske aviser kunnet læse indlæg, der forsvarer den tyske filosof under overskrifter som In Defence of Heidegger og A Fight for the Right to Read Heidegge