Print artikel

Åbne pladser

Åbne pladser - Illustration: Peter Nielsen
Analyse
08.02.12
2011 var året, hvor folk rundt om i verden krævede deres ret på store, åbne pladser fra Tahrir-pladsen i Kairo til Puerta del Sol i Madrid. Alt afhængig af de historiske og politiske forhold på et givet tidspunkt kan et folks frihed eller mangel på samme findes afspejlet på åbne pladser.

De store, åbne pladser i hjertet af verdens metropoler har i nyere tids historie flere gange udgjort en art af folkerevolutionernes frihedsplatforme. Bastillepladsen i Paris 1789, Alexanderplatz i Berlin 1848, Den Himmelske Fredsplads i Beijing 1989 for blot at nævne nogle få af de pladser, der i tre revolutionsår indtoges af større folkemasser. Om muligt vil 2011 i endnu højere grad end disse revolutionsår blive husket som året, hvor millioner af mennesker verden over fyldte en lang række pladser til bristepunktet. Tahrir-pladsen i Kairo, Puerta del Sol i Madrid, Kikar Hamedina-pladsen i Tel Aviv, og igen er listen meget længere. Hvad er det ved storbyers åbne pladser, der gør, at enorme menneskemasser på et givet historisk tidspunkt drages imod dem?

Magtens monumenter        

På grund af de mange komplekse facetter ved de omtalte begivenheder kan der sandsynligvis gives flere svar. Der findes dog et kort, indlysende svar, som det er muligt at uddybe uden at udelukke andre mulige forklaringer og under bevaring af det komplekse ved anliggendet: De fleste af verdens metropoler er konstrueret omkring magtcentre, hvis åbne pladser udgør enorme rum for at mødes i tusindtal og stå om ikke ansigt til ansigt med magthaverne, så i det mindste stå nede på pladsen og se dem i levende live. Man skal ikke lade sig narre af, at en åben plads giver indtryk af at være et fredeligt sted, hvor de tilstedeværende og deres blikke tilsyneladende kan få lov at vandre frit. På de fleste pladser findes der noget, som hurtigt fanger opmærksomheden og fængsler blikket i en vertikal bevægelse: Magtens monumenter.

Kirker og katedraler minder om de gejstliges magt, palæer og paladser om de adeliges og de royales magt, ministerbygninger og parlamenter om politikernes magt. Magt er en subtil ”størrelse”, der ikke uden videre kan ses med det blotte øje, hvilket igennem århundreder har fået magthavere til at gøre deres magt endnu mere synlig ved at opføre ceremonier, optog og parader på de åbne pladser foran monumenterne. Selvom de gejstlige, de adelige og de royale i store dele af Europa har taget til takke med en perifær plads i det moderne magtnetværks spil som følge af den lange sekulariserings- og demokratiseringsproces, som det 18. og 19. århundredes revolutioner igangsatte, er det samme ikke tilfældet mange steder udenfor Europa. Religion og politik er disse steder blandet sammen på en ofte uigennemskuelig måde med magtmonumentet som det symbolske samlingspunkt.

Med monumentet som magtcentrum kan den foranliggende åbne plads på den ene side fungere som en art magtens forstørrelsesprisme. Jo større pladsen er og jo højere hævet de magthavende er over pladsen, jo mægtigere vil disses magt kunne tage sig ud i så manges øjne som mulig. På den anden side vil den åbne plads kunne bruges som frihedsplatform for folket, der er underlagt magten. Desto større pladsen er og desto mere opsatte de forsamlede på pladsen er efter at gøre oprør, desto mere ”modmagt” vil de kunne opbyde overfor den monumentale magt. Den åbne plads kan anskueliggøre det dialektiske spil mellem magt og frihed i et samfund på et givet tidspunkt og tilbyde et øjebliksbillede af dette samfund.

En åben plads kan tjene flere formål, der ikke er direkte politiske, men som alligevel aflægger vidnesbyrd om et folks frihed. I mange middelhavslande er der tradition for om dagen at anvende en og samme plads som handelstorv og legeplads, mens de samme pladser om natten forvandler sig til zoner for fest og gøgl. I de nordiske lande har de åbne pladser ofte mere opdelte funktioner, for eksempel i København, hvor Amalienborgs og Christiansborgs slotspladser tjener henholdsvis royale og politiske formål. Rådhuspladsen kunne dog være et mønstereksempel på en bymidte, der i løbet af året udgør et samlingssted for mangfoldige aktiviteter såsom demonstrationer, koncerter, fejringer og hyldest af sportsstjerner. På disse pladser er magtens monumenter ikke nær så dominerende og de bruges i demokratiske retsstater ikke som undertrykkelsesmidler, hvorfor det kun yderst sjældent kommer til direkte konfrontationer mellem magthaverne og folket, der nyder en forholdsvis stor frihed i det offentlige rum.

Diktaturstatens og det totalitære regimes pladser

Med afsæt i det forgangne års begivenheder skal vi vende tilbage til det dialektiske spil mellem magt og frihed, der bredte sig fra Tahrir-pladsen i Kairo til andre arabiske lande og startede det såkaldte arabiske forår. Det arabiske forår er et eksempel på, når folkemasser bruger de åbne pladser som frihedsressourcer. Folkemasserne samledes netop ikke for at overvære og hylde magten i sin manifeste form, men for at gøre opstand imod den og bryde med dens diktatur. At der er tale om magtdiktaturer, viser sig i den måde, hvorpå de pågældende regimer reagerer på folkeopstanden, nemlig med vold for at gøre folkemasserne tavse og få dem til igen at underlægge sig magten i al dens pragt. De forsamlede folkemasser forsøger imidlertid med deres højlydte tilstedeværelse på de åbne pladser at gøre sig fri af magtenenevældet og legemliggør dermed samtidig deres egen frihed.

Den tysk-jødiske tænker, Hannah Arendt, tillagde denne folkelige frihedsakt på åbne pladser en afgørende politisk betydning, hvilket hun fandt afspejlet i forskellige styreformer. Mens et diktatur slår ned på folk, der mødes og ytrer sig frit foran magtens monumenter samt på andre åbne pladser, nøjes et totalitært regime ikke med dette. Det vil på forhånd med vold og magt forsøge at overvåge og sågar holde alle åbne pladser lukket, hvor mennesker frit kan mødes – det være sig såvel i det private som i det offentlige rum – for at ensrette hele samfundets opmærksomhed mod styrets paroler. Den eneste åbne plads, som regimet lejlighedsvis holder åben, vil forudsigeligt nok være enormt stor for at demonstrere dets magtvælde, som sigter mod at holde ethvert menneske i et jerngreb og dermed undgå, at det kan handle og tænke frit.

Demokratiets åbne plads

Større og mindre åbne pladser i et samfund kan således siges at have med menneskelig frihed at gøre, i det omfang de giver mennesker mulighed for at gå sammen og utvungent udveksle tanker eller materielle goder med hinanden. Demokratiet er den eneste politiske styreform, som bygger på folks frihed til at ytre sig og forsamles, hvorfor en demokratisk valgt regering også i udgangspunktet må forholde sig tøvende overfor at gribe ind, når folk indtager en stor åben plads, sådan som det i det forgangne år er sket flere gange på Puerta del Sol i Madrid. Den spanske 15. maj-bevægelse er ikke oppe imod et monumentalt magtdiktatur, der bruger åbne pladser og det øvrige offentlige rum til at demonstrere sin magt; men hvilken politisk magt er det så den bruger sin frihed til at yde modstand?

Demokrati betyder som bekendt folkestyre, hvilket dog i et moderne repræsentativt demokrati, som det fungerer i praksis, må modificeres en smule, så det snarere henviser til et styre af repræsentanter valgt af et flertal i folket. Hvad ”de indignerede” – som de kaldes i spanske folkemunde – fra Puerta del Sol har været og om muligt stadigvæk er fortørnede over, er ikke demokratiet som sådan, men den måde, hvorpå dets repræsentanter har forvaltet magten. ”I politikere repræsenterer os ikke”, har været et af de mest brugte slagord på Puerta del Sol, og som i ugerne efter 15. maj gav genlyd i andre europæiske hovedstæder, hvor atter tusinder af mennesker samledes på åbne pladser.

I et demokrati støder magthavernes magt og folkets frihed i princippet ikke længere frontalt sammen, da magten ligger hos folket, der ifølge dets egen forfatning regerer sig selv. I stedet for at fungere som rum for magtudøvelse og undertrykkelse, kan de åbne pladser fungere som en udvidelse af den offentlige sfære, hvor de forsamlede som i Madrid på fredelig vis gør deres frihed til at ytre sig og forsamles gældende.

I de fleste arabiske lande og andre steder i verden står de endnu ved begyndelsen af denne proces, og de åbne pladser under det arabiske forår bliver nærmest til sindbilleder på den spontane skabelse af en offentlig sfære, hvis udformning og indhold ikke er dikteret fra et enevældigt magtcentrum. Offentlig vil sige åben og en offentlighed i demokratisk forstand svarer til en åben plads, hvor der ikke længere er noget magtcentrum eller nogen form for magtudøvelse, der er hellig, det vil sige som står uimodsagt og ikke er åben for diskussion. Et demokrati lader sig næppe etablere endsige gennemtvinge, uden at et stort folkeligt flertal tager det første skridt ud på åbne pladser og dermed legemliggør sin egen frihed.