Smuk og kedelig
Nikolas Winding Refn kom ind på Filmskolen i 1992, men droppede ud inden han var kommet i gang. Fire år senere kunne den 25-årige self-made filmrebel flippe fingeren af den etablerede branche, da den første Pusher-film udkom. Med 218.000 solgte billetter blev spillefilmsdebuten et stort hit, også udenfor Danmark, og Refns karriere var skudt i gang med et brag. Siden har karrierevejen budt på mange sving og dramatiske detours.
Efter opfølgeren Bleeder (1999), rejste Refn til USA og floppede fælt med den eksperimenterende thriller Fear X (2003), og hans nystartede produktionsselskab gik konkurs. Men han kom igen. Tilbage i København dannede Amager og Nordvest rammerne om de to næste film i Pusher-trilogien, der skulle redde Refn ud af det økonomiske kaos. Kunstnerisk lykkedes det. Både Pusher II (2004) og Pusher III (2005) er voldsomme filmperler, båret frem af det håndholdte kameras nøgne paranoia, den korporlige usikkerhed, de autentiske scenerier, det sublime skuespil og den elegante instruktion. Alle de, der gav Pusher III dårlige anmeldelser, bør gense den. Ikke mindst voldshøjdepunktet i filmens slutning, hvor den serbiske Nordvest-gangster Milo (en
