Kvinderne og deres evige klovne
De burde have været Anders Fogh Rasmussens børn. De ejede 00erne, og de kiggede sig sjældent tilbage eller længere væk end toppen af bøgehækken på Frederiksberg. Folk uden for København eller den kreative klasse var blot objekter i deres dukkespil. Negative konsekvenser af deres handlinger blev altid sendt videre til sidemanden. Sådan rullede man dengang. Deres armbevægelser fortalte os, at de kunne (og ville) købe hele verden. Men for Frank og Casper var der altid ét problem. Deres modsætning, kvinden, var deres værste fjende. De elskede hende, men forstod hende aldrig. Enten strøg de af sted på druk og utroskab, hævdede sig som machomænd. Eller så var de ynkelige objekter og i sidste ende altid skakmat i deres kvinders feminiserede univers af et villakvarter på Frederiksberg. Derfor greb de altid til den sidste, men moralsk komplekse løsning for at undslippe endnu en fadæse: nemlig løgnen. Igen og igen. Nu er de to snart midaldrende mænd tilbage på det store lærred med deres anden spillefilm. 00erne er fortid, Frank er blevet far, og venskabet er svundet ind til, at Frank må læse om Caspers liv i Berlingske Business. Der er lang vej til fordums storhedstid, forstås.
Cas
