Der er et yndigt land
Den jyske vestkyst har aldrig været så smuk, som den er i Martin Zandvliets nye film. Den hvide kyst fortsætter, så langt øjet rækker. Heden er grøn, gul og orange. Solen står højt om dagen og er dybrød om aftenen. På et lille husmandssted bor en kvinde i blåprikket kjole, og hendes lyshårede datter løber frejdigt rundt i klitterne med sin dukke. Det er maj 1945, Danmark er blevet befriet, og krigen er slut. Nætterne er lyse, og sommeren uendelig.
Det kunne godt være begyndelsen på en historie om en modstandsmand, der vender hjem til det lille landsbysamfund som en helt. Det er det ikke. Tværtimod. Midt i befrielseseuforien skal en dyster historie til at udspille sig; en historie, som henter inspiration i autentiske hændelser.
Under 2. Verdenskrig gravede besættelsesmagten over to millioner landminer ned under sandet langs den jyske vestkyst. Og hvem ellers end tyskerne selv skulle man sætte til at fjerne landminerne, da krigen sluttede, og ingen rigtig tænkte på sådan noget som krigskonventioner? I dagene efter kapitulationen blev en række tyske krigsfanger sendt til Vestjylland for at rydde op efter dem selv, før de kunne få lov til at tage hjem til Tyskland.
