Print artikel

Et tidsskrift, der forbinder Europas centrum og periferi

Profil
05.04.17
Litteraturen bør erkende sit slægtskab med den velskrevne journalistik. Det mener Audun Lindholm, redaktør på det markante norske kulturtidsskrift Vagant. Fra 2017 løsriver tidsskriftet sig fra forlaget Cappelen Damm og vil fremover på egen hånd bedrive ambitiøs kritik og reportagejournalistik med både nordisk og europæisk udsyn.

Da Gyldendal i september sidste år annoncerede nedlæggelsen af det gamle litteraturtidsskrift Kritik, var ærgrelsen stor i det litterære miljø – og ikke kun i Danmark. Det norske kulturtidsskrift Vagant bragte i deres netudgave både et interview med Kritiks redaktør Elisabeth Friis og en enquete, hvor en række danske kritikere – og en norsk – gav deres besyv med om det store forlags beslutning. Godt en måned senere blev det offentliggjort, at Vagants eget forlag, norske Cappelen Damm, ville afbryde samarbejdet.

Heldigvis skal der mere end et forlagsbrud til at tage modet fra Vagant, der er udkommet siden 1988 og i dag er et af Nordens mest velrenommerede kulturtidsskrifter. Redaktionen fortsætter uafhængigt af forlaget, dog med økonomisk støtte i en overgangsfase på to år. »Tidsskrifter drives af passion og vilje og har altid nået utrolig meget med små ressourcer. Skal man lykkes med at lave tidsskrift under dagens økonomiske betingelser, må man være fremsynet og se muligheder snarere end trusler,« siger Audun Lindholm, der siden 2006 har været ansvarshavende redaktør på Vagant.

Listen over tidligere redaktionsmedlemmer tæller markante norske forfattere, som Karl Ove Knausgård og Linn Ullmann – og Vagant er på den måde lidt af en institution i det litterære Norge, der ellers kan bryste sig af en lange række fine kulturtidsskrifter, som Vinduet, Bokvennen og Syn og Segn. Fire gange årligt udkommer tidsskriftet på ubestrøget papir og med glittede, farvestrålende omslag, der signalerer, at bladet er med på de grafiske noder. Her kan man læse artikler om aktuelle kulturfænomener, essays og anmeldelser. Ofte er der også en temasektion – de sidste år har bladet fx belyst emner som industri og droneteknologi gennem forskellige kulturelle, litterære og filosofiske perspektiver.

Det sidste nummer af Vagant, der udkommer med Cappelen Damms forlagssignatur, er et dobbeltnummer med tema om guldalderforestillinger. I den græske antik var guldalderen en tabt idealtilstand, hvor menneske og natur var i balance. Siden har begrebet fået udvidet betydning, og det er den, temasektionen udnytter til at tegne et portræt af en samtid, hvor flere subkulturer og politiske strømninger er drevet af nostalgi. Det gælder fx dyrkelsen af norrøn kultur i ny-hedenske bevægelser, og et fænomen som musikgenren neo-folk, der fra flere fronter beskyldes for at fremme en højrepolitisk dagsorden.

Det litterære essay er i højsædet hos Vagant. Der kan være tale om klassiske essays, der forbinder det personlige med det universelle, som i Ida Lødemel Tvedts følsomme og poetiske portræt af sin mormors »senile oprindelsesmyter.« »Hun er som en miniatureversion af europæisk idéhistorie:« skriver Tvedt om sin mormor. »På den ene side er hendes smukke sære hoved et virvar af individualistisk frihedstænkning, på den anden side har det små dryp i sig af noget potentielt strengt og ekskluderende.« Der kan også være tale om essays, der snarere nærmer sig en akademisk tradition eller den journalistiske feature: en belæst udredning af en idé, et begreb eller et fænomen. Audun Lindholm understreger, at Vagant ikke er et akademisk tidsskrift – faktisk skriver de færreste akademikere godt nok til magasinets spalter, mener han – men ikke desto mindre er bladet både klogt og til tider også krævende: Et essay om paralleller mellem vikingetiden og den moderne norske velfærdsstat breder sig fx over 25 gennemresearchede sider i guldaldernummeret.

»Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker?

Ser man på Danmark, Norge og Sverige isoleret set, er de litterære cirkler, hvor debatten udfolder sig, forholdsvis små. Tager man konsekvensen af vores sprogfællesskab, ser det straks anderledes ud, og dén konsekvens tager man hos Vagant, der publicerer tekster på alle de skandinaviske hovedsprog. Vagant er på den måde ikke så meget et norsk, som et nordisk tidsskrift: flere danske og svenske redaktører har været tilknyttet gennem tiden, og en fjerdedel af de nye abonnenterne de sidste to år har været danske. »Jeg vil sige at hele den litterære offentlighed i dag har en fællesnordisk tendens,« hævder Audun Lindholm optimistisk. »I Norge er der i hvert fald en udbredt holdning om, at det gælder om at følge med i, hvad der sker i nabolandslitteraturerne,« fortæller han.

Til vagant.no produceres ugentligt neteksklusivt indhold med fokus på svensk og dansk kultur under fanen Vagant Norden, ligesom redaktionen løbende udgiver en række oversættelser af europæiske forfattere og tænkere i serien Vagant Europa. Vagants redaktion har i dag hovedsæde i Berlin, og dén orientering mod kulturelle fællesskaber på tværs af nationer og sprog er ikke bare et valg, men en pligt, mener Audun Lindholm. »Berlin er Europas kulturhovedstad,« siger han. »I små lande har en af tidsskrifternes vigtigste funktioner altid været at bringe kulturelle impulser fra storbyerne til provinsen – og lad os indse, at både Danmark og Norge er europæiske periferier.«

Siden nyheden om Cappelen Damms beslutning, har Vagant fået over 170 nye abonnenter. Og hvad skal disse læsere så forvente af det nye, selvstændige Vagant? Audun Lindholm fortæller, at redaktionen vil undersøge long form-journalistikken. »I 30 år har norske romanforfattere og essayister defineret deres arbejde i modsætning til journalistik. Det er værd at stille spørgsmålstegn ved,« siger Audun Lindholm. »Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker? Er der historisk hold i en så rigid afgrænsning mellem brugslitteratur og skønlitteratur? I dag er megen skønlitteratur på vej over i ”virkelighedslitteratur”, samtidig med at en del journalistik er bedre skrevet end det meste, som markedsføres som fiktion, tænk fx på Svetlana Aleksijevitj.« Med henvisning til paraplyudgivelsen Eurozine, der formidler det bedste fra over 80 partnermagasiner i Europa (herunder netop Vagant), og til nye onlinemedier, tegner Audun Lindholm konturerne af det, der ligner en fælleseuropæisk vision for tidsskriftsmiljøet: »Over hele Europa opstår nye platforme for at muliggøre en journalistik, som lader idédebatter, kritik og reportagegreb brydes mod hinanden – her ønsker vi at deltage!«