Print artikel

Et Europa ude af sted

Seventh United States Army Military Police Near Vouilly, Calvados, Normandy, c. July 23 © John G. Morris
From left to right: Claude Anquetil, 16, Tino Boggini, 17 and Auguste Sabine, 17, orderlies at the First United States Army press camp, ouilly, Calvados, Normandy, August 6, © John G. Morris
Artikel
23.09.15
John Godfrey Morris' fotografier portrætterer et Europa i et nulpunkt mellem eufori og lammelse. Den europæiske tilstand efter Anden Verdenskrig, hvor folk venter på, at den nye tid skal begynde. Et Europa i randzonen.

Drevet af rastløshed og kedsomhed tog den 27-årige amerikanske Life Magazine-fotoredaktør, John Godfrey Morris i 1944 – ikke mere end et par uger efter D-Day – fra redaktionslokalerne i London til fronten i Frankrig. I London havde Morris haft ansvaret for Life Magazines fotografiske dækning af Anden Verdenskrig, og havde blandt været den ansvarlige redaktør på Magnum-fotografen Robert Capas hypnotiske billeder af soldater, der lander på stranden i Normandiet den 6. juni, 1944. I Frankrig slog Morris sig sammen med de seks udsendte Life Magazine-fotografer – George Rodger, Robert Landry, Ralph Morse, David E. Scherman, Frank Scherschel og Robert Capa, – der dokumenterede krigen på det europæiske fastland og de allieredes vestlige fremmarch. »Here I was assigning people to cover the war at risk of life and I figured I should share it,« som Morris senere sagde.

Morris brugte i alt fire uger i Frankrig i Normandiet og Bretagne i sensommeren 1944, hvor han tog fjorten ruller film. Morris anså ikke sig selv for at være fotograf, og hans fotografier var ikke taget med henblik på at blive udgivet, men derimod som personlig dokumentation.

Derfor var det først niogtres år senere, i 2013, at fotoredaktøren Robert Pledge fandt Morris' billeder i hans skrivebordsskuffe. Morris er i dag en velrespekteret fotoredaktører og har – udover Life Magazine-tjansen – været redaktør på Ladies' Home Journal, Magnum, The Washington Post og The New York Times. Enkelte af Morris' fotografier fra Frankrig er blevet udgivet, men blev vist samlet første gang ved fotografifestivalen Visa pour l'image i Perpignan i Frankrig i 2013, og blev efterfølgende udgivet – halvfjerds år efter de blev taget – som bog med titlen Quelque part en France: l'été 1944 de John G. Morris (en dansk oversættelse ville lyde noget i stil med: Et eller andet sted i Frankrig: John G. Morris' og sommeren i 1944), kurateret af netop Robert Pledge.

Nu er udstillingen Somewhere in France i Ungarns hovedstad, Budapest, sammen med en større udstilling, der viser den amerikansk-ungarske Robert Capas noget ekstravagante, high-life farvefotografiske virke på Hollywod-filmproduktioner, væddeløbsbaner og rigmandsressorter efter Anden Verdenskrig (Capa skulle da også senere vende tilbage som krigsreporter i Vietnam, hvor han døde i 1954). Men Capa-udstillingen blegner i sammenligning med Morris' personlige dokumenter fra Anden Verdenskrig. Da International Center of Photography bragte Morris' fotografier i New York beskrev de dem som en rørende førstehåndsberetning fra en af det 20. århundredes største konflikter. Men Morris’ fotografier er ikke bare en rørende, personlig beretning, men dokumenterer og blotlægger en bestemt, universel krigstilstand, jeg vil kalde randzonen.

Randzonen som europæisk tilstand

Ethvert normalt krigskort, der i historietimerne viste os de allieredes fremmarch efter D-Dag, portrætterer en noget sort/hvid europæisk tilstand under Anden Verdenskrig, hvor den europæiske befolkning enten befandt sig i en tilstand af tysk besættelse eller af allieret befrielse – enten frygt eller ekstase. Morris dokumenterer derimod marginen, randzonen mellem disse to absolutte tilstande. Som Morris selv har sagt: »I was photographing the margins of the war but they kind of held up a picture of what war is really like.« Denne randzone er et sted mellem frontlinjen og det befriede Europa, mellem fremmarch og en afventende, næsten vegetativ tilstand (som en af Gauguins tahitiske kvinder sidder en allieret soldat og kigger ud i luften på trappestenen til det nu lukkede teater, overmalet med hagekors og antisemitisk grafitti), mellem frygt og ekstase – mellem undtagelsestilstand og en grynende forhåbning om tilbagevenden til en europæisk normaltilstand.

Morris blev kørt rundt i jeeps fra by til by i Frankrig. Ofte få dage efter de egentlige slag havde udspillet sig. Som Robert Pledge siger i en samtale mellem de to, så dokumenterede han noget, som andre fotografer ikke fangede, fordi de allerede var videre til det næste slag. I dagene efter kampene og befrielsen skildrer han et europæisk limbo.

From left to right: Claude Anquetil, 16, Tino Boggini, 17 and Auguste Sabine, 17, orderlies at the First United States Army press camp, ouilly, Calvados, Normandy, August 6, © John G. Morris
From left to right: Claude Anquetil, 16, Tino Boggini, 17 and Auguste Sabine, 17, orderlies at the First United States Army press camp, ouilly, Calvados, Normandy, August 6, © John G. Morris

Udenfor byen Marigny kommer en lille deling soldater gående, slæbende, ude af formation nærmer de sig det næsten væltede byskilt til den franske by. Foran byskiltet, i vejkanten, ligger en gennemhullet ged med benene stift i vejret. En kampvogn med påskriften Only guards beyond this point afgrænser den bevægelige randzone til den anden side – mod slagmarken og den tyskbesatte del af Europa. En række tyske krigsfanger bliver eskorteret fra slagmarken til de fornyeligt befriede byer, hvor de allierede har indstiftet en midlertidig lovgivning; Tre unge, franske drenge er blevet hyret til at holde styr på presselejren; De allierede har oprettet midlertidige informationscentre; En purung tysk soldat med hænderne bag hovedet kigger direkte ind i Morris' kamera, mens han afventer sin skæbne; En slagter står foran sin slagterforretning, smilende ved siden af et skilt, hvor der står, at det er forbudt at sælge kød til de allierede soldater; En amerikansk GI står, uden mission, og læser et tysk propagandamagasin; En krigskorrespondent i skjorte skriver på en skrivemaskine, der står på et bord i solen i den franske sommer; En ung kvinde jubler over befrielsen – en soldat og en ung kvinde kysser i grøften til en mark. De allierede blev fejret som befriere overalt på trods af, at de var blevet udsat for luftangreb fra de allierede styrker, der i nærheden af Saint-Lô udgjorde det største tilfælde af egenbeskydning i det amerikanske militærs historie.

Dette er den anden side af historien. Overalt står byerne i ruiner. Ofte fra de allieredes bombefly. Randzonen er fyldt med mindemærker og monumenter over det faktum, at disse byer kort forinden har været en slagmark – og kunne blive det igen. I Marigny i indgangen til en opgang ligger en død tysk soldat; I en busk i samme by ligger en død amerikansk soldat med et tæppe, der dækker hans hoved; I en sønderbombet herskabslejlighed i Calvados i Normandiet står en mor med sin unge datter foran et klassisk maleri af en kvinde, cirka samme alder som kvinden selv; Et ufokuseret, uskarpt billede af en kampvogn, der kører forbi en sønderbombet kirke; Flygtninge ankommer til byen i æseldrevne vogne, en kvindelig flygtning sidder på en åben plads fyldt med kasser og venter på at få tilbudt et hjem eller tage videre, andre forsøger normalisere denne tilværelse som flygtning og vasker deres tøj. Det er kendetegnende for alle folk i denne randzone, at de er ude af sted. Det er i dette limbo mellem de to absolutte tilstande af eufori og lammelse, at folk venter.

Et eller andet sted i Frankrig

Titlen Quelque part en France henviser, ifølge bogens redaktør Robert Pledge, til det faktum, at alle breve sendt fra fronten skulle igennem militærcensur. Her var et af kravene, at man ikke måtte afsløre sin lokation i brevene. De breve, Morris sendte fra Frankrig hjem til sin kone er derfor uden sted. Derfor titlen Et eller andet sted i Frankrig, der i den engelske variant er blevet til Somewhere in France.

Men titlen bliver også et udtryk for Morris' helt specielle position i det krigsramte Frankrig. Normale krigsfotografer har til opgave at dokumentere militære operationer med fokus og præcision til en ængstelig, afventende befolkning – i dette tilfælde USA, England og resten af Europa. Morris, derimod, så ikke sig selv som fotograf og fortsatte ikke med at fotografere efter han vendte tilbage fra Frankrig: hans billeder er uskarpe, på nogle tidspunkter drømmeagtige, og de var aldrig tænkt til at blive udgivet. Mens krigsfotograferne dokumenterede de enkelte militære operationer, fangede Morris en grundlæggende stemning i det Europa, som de fremrykkende hære havde ladt tilbage.

Denne stemning er ikke nødvendigvis knyttet sammen med et bestemt tidspunkt, lokation eller militær operation, men er en universel tilstand, som i den grad kommer til udtryk i randzonen - mellem fronten og det befriede Europa i Morris' billeder fra sommeren 1944. Morris position gjorde det muligt at berette både personligt, men også universelt om et Europa ude af sted.

Et Europa ude af sted

Den unge tyske soldat med hænderne bag hovedet repræsenterer i virkeligheden denne mellemtilstand bedst. Fra de allieredes synspunkt er den tyske dreng i militæruniform et symbol på deres sejr. Men som ung europæer afventer han sin usikre fremtid ligesom resten af den europæiske befolkning. Som Morris senere skrev om den tyske krigsfange: »Somehow I had expected supermen, proud and arrogant. Instead I saw a row of frightened, vulnerable faces, unshaved, unhappy. My eyes rested on a boy who could scarcely have been sixteen. ‘You poor kid,’ I thought and took this picture.«

På det Ungarnske Nationalgalleri i Budapest står den ungarnske kunstner Tibor Vilts buste med navnet Et barns hoved efter krigen, der forestiller et deformt, udmagret barnehoved med indsunkne øjne med en unaturlig, skarp trekantform – der måske kunne ligne en makedonsk krigshjelm – enten som en indgroet del af hovedet eller som en enorm granatsplint, fastlåst eller indopereret i barnets kranium. Mange af efterkrigstidens ungarske skulptører skabte disse dekonstruerede menneskekroppe, der, ligesom Morris’ skildring af randzonen, formåede at skildre denne grundlæggende europæiske selvforståelse efter krigserfaringen: Selvom Europa var blevet befriet, så var den europæiske befolkning, bombet af både tyskerne og de allierede, blevet flygtninge på deres eget kontinent og ude af sted i Europa.

FNs Flygtningekonvention fra 1951 blev født ud af netop denne erfaring. Ikke som et svar på de andres problemer, men som et svar på vores eget. Efter Anden Verdenskrig vandrede Europas egen befolkning igennem det krigshærgede kontinent. I 1951 var ca. 400.000 mennesker strandede i lejre uden udsigt til at få et sted at bo. I dag har vi glemt, at generationen før os selv var flygtninge i et Europa ud af sted, deforme af det tyvende århundredes krige. Vi har mistet den grundlæggende fornemmelse for, at Europa engang var - og igen kan blive en krigszone. John G. Morris' billeder minder os om dette.