Print artikel

En syndig frister på fire ben

Kommentar
03.07.18
I Karen Blixens tekst 'Ringen', der har en fåretyv i ulveskikkelse på rollelisten, kan vi få en forståelse af, hvilken rolle ulven spiller i mytologisk forstand. Dermed giver en nutidig læsning af novellen et uventet perspektiv på ulvedebatten i 2018.

Ulven er et potentielt terrorangreb på fire ben: Frygten for kræet er stor, risikoen for et angreb er langt mindre. Det skønnes, at der er ti ulve i Danmark, efter dyret igen kom inden for rigets grænser i 2012 efter 200 års pause. Det er endda kommet så vidt, at en 66-årig mand har skudt en ulv i Vestjylland. Den hede ulvedebat er ikke blot en kontrovers om dyret som biologisk væsen, om EU-direktiver, der sikrer fredning, og om jyde- og københavnerbashing. Det er mindst lige så meget en debat om ulven som mytologisk væsen, om kristen historiefortælling og dyrets modsætning: et dansk landbrug vi sætter højt.

I Karen Blixens Ringen fra 1958 hører vi om den stolte gårdejer Konrad, der udover at være fåreavler er gift med Lise. Konrad kontrollerer fårene, de er indhegnet og tjener mennesket det formål at være hans levebrød. Dermed repræsenterer Konrads forhold til fårene det antropocentriske natursyn, hvor naturen er underlagt menneskets kræfter, og hvor den skal tæmmes sådan, at den skal tjene mennesket. Konrads funktionelle tilgang til naturen er nøjagtigt den, vi ser i forhold til landbrug i Danmark i 2018. Naturen er ikke til for sin egen skyld. Men noget generer den kontrollerede natur både hos Blixen og i Danmark i 2018 – en fåretyv i ulveskikkelse.

Den stolte Konrad har giftet sig med Lise, der knap er voksen og derfor fortsat har en ung piges uskyld over sig – det er ikke lang tid siden, at hun har leget med dukker. En dag da Konrad skal vise Lise sine får, finder de dyrene skambidt. Konrad og hyrden Matthias bliver hurtigt enige om, at det må være en fåretyv i ulveskikkelse, der er på spil. Også hos Blixen minder synet på ulveskikkelsen om debatten i 2018. Nok er ulven ikke direkte til fare for mennesket, men den vil spolere kilden til indtjening og føde, og frygten er mere skræmmende end selve den fare, der er forbundet med at møde den. Hos Blixen bliver det understreget, at historien om fåretyvens hærgen er uhyggelig, men netop derfor vil Lise gerne høre mere om den. Det uhyggelige pirrer hende. På trods af Lises kejtede ungpigehed får vi alligevel hints om, at hendes seksuelle fantasier er langt mere udviklede end Konrad nogensinde har forestillet sig. Således bliver hun opstemt ved samtalen om, at fåretyven minder om en ulv, der repræsenterer det syndige, det hedenske og det onde, der ifølge Niels Hein, der har skrevet en bog om ulven som mytologisk væsen, er knyttet til kristendommens forestillinger om ulven. Disse adjektiver må ulven i 2018 leve med takket være en herskende kristen historiefortælling, der ikke har skånet dyret.

Inden Lise bliver sendt hjem, udbryder Konrad, at fåretyven er en »stakkels djævel«. Djævelprædikatet kan ses som en fællesbetegnelse for ulve. Johs. Nørregaard Frandsen, professor i litteratur, fortalte i Deadline d. 22. april, at ulven tit tager form som djævelen – den er med andre ord alt det, vi i et land domineret af kristne fortællinger er så ræd for. I Konrads ytring ligger også et øjebliks medlidenhed med ulveskikkelsen. Ganske som da ulven blev skudt i april 2018. Medlidenheden bliver Lise særdeles harm over, for når man har medlidenhed med en forbryder, bliver man i Blixens tekst anset for at være en frimurer eller en fritænker. I 2018 personificeres fritænkeren i en københavnerfjern akademikertype, der er langt fra virkeligheden (Jylland), hvor ulven er på spil. Argumentet i ulvedebatten har netop været, at det er nemt for teoretisk tænkende byboere at forholde sig distanceret til problemet, hvorimod dem, der bor tæt på ulven, er langt mere tilbøjelige til at frygte ulven, fordi de ved, hvad de snakker om. Folks følelser skal vi tage alvorligt, som daværende minister Esben Lunde Larsen proklamerede.

I 2018 personificeres fritænkeren i en københavnerfjern akademikertype, der er langt fra virkeligheden (Jylland), hvor ulven er på spil.

Da Lise bliver sendt hjem, bliver hun bedt om at tage hjem ad den menneskeanlagte sti gennem skoven; krat og buskadser rummer farer, man skal holde sig væk fra. Inden hjemturen har hun endda givet Konrad besked på, at han må tage hendes hat med tilbage til huset, for hun har lyst til at slå håret ud – hun har lyst til at være utro – hun har lyst til at møde ulven. Hjemturen glæder hende, måske ønsker hun ikke at lytte mere på, hvordan de kan fange ulveskikkelsen, hun ønsker at møde det farlige, at blive konfronteret med den, fordi den kan fremkalde de drifter, som hun har mærket tidligere i fortællingen, hendes rødmen, da Konrad fortalte om ulveskikkelsen. Da hun bevæger sig ind i krattet, væk fra stien, bliver hun advaret flere gange mod det naturlige, som er farligt.

Men hendes seksualitet trækker i hende og er langt stærkere end de advarsler, hun får. Hun drages mod krattet, og som stivnet møder hun der fåretyven, ulven personificeret som et menneske. Ulveskikkelsen repræsenterer råstyrke, maskulinitet, forbudthed og det vækker et begær i Lise, som Konrad aldrig har formået at vække. Længslen mod den rå natur er i den grad til stede. Ulveskikkelsen står for det dyriske, det ukontrollerbare og de drifter, som mennesket så gerne vil kontrollere. Da hun møder ulveskikkelsen, gør fortælleren opmærksom på, at han (ulven) har holdt øje med hende længe – en kærlig påmindelse om, at vi tror, vi kan kontrollere naturen, men den holder øje med os. Efter kort, intens øjenkontakt mellem Lise og ulveskikkelsen, foregår et samleje i symbolsk forstand, og konstant er det mødet med det naturlige, det ukontrollerbare, der er i centrum. Selv en yndig ung kvinde, gift med en gårdejer, en Esben Lunde Larsen-type har brug for naturen – alt kan ikke tæmmes. Ulvefiguren bryder ind i ægteskabet mellem Konrad og Lise, ind i det harmoniske landbrug.

Af frygt for ulvens råstyrke tilbyder Lise ringen, men den bliver afvist. I kristendommen var også varulve mennesker, der ikke kunne styre deres trang til blandt andet sex, nøjagtigt ligesom fåretyven i Ringen. Det er i dansklærerkredse (jeg kender selv et par stykker) tolket, som om hun tilbyder ulveskikkelsen ægteskabet, fordi hun, via den upålidelige fortæller, ikke er lykkelig med Konrad. Men med ulvedebatten present i baghovedet kan det også fortælle os, at ulven ikke ønsker at blive kontrolleret af mennesket, hvor meget vi end ønsker at kontrollere den. Det handler altså ikke om menneskets behov, det handler om ulvens. Et syn, vi overser i ulvedebatten 2018. Måske er det på tide, at vi også indretter os efter naturen og ikke omvendt. Lise står netop i dette dilemma: Hun ønsker at forene sig med ulven, at dyrke det ukontrollerede, men deri ligger også et paradoks, for når hun tilbyder ægteskabet, vil det uciviliserede blive civiliseret i form af et ægteskab, og drømmen om det fri vil gå tabt.