Tavshedens land
Arktis og det nordlige har en særlig mytologisk klang i Norge. Det er en del af det oprindelige Norge, hvor det barske landskab, den stærke kulde og de hårde livsbetingelser har skabt en særlig mennesketype, som kan overleve, hvor andre går til grunde. De er hårdere og mere autentiske end de blødsødne søringer i Oslo eller de trivelige bønder i det sydlige Norge.
Roy Jacobsen omfavner denne mytologi i sine to bøger om familien Barrøy, De usynlige, der udkom i 2013, og nu i Hvidt hav, som fortsætter historien om familiens udsatte liv på den lille ø Barrøy. Barrøy, som ligger direkte ud til Atlanterhavet, blotlagt for vejrets luner året rundt. Som navnesammenfaldet mellem familie og ø antyder, så er menneskene vokset sammen med geografien i en sådan grad, at de ikke føler sig hjemme andre steder. De er øen, øen er dem, og det er næsten ikke til at forklare for andre, som det beskrives i romanens let mytologiske sprog:
»Barrøy er et tavshedens land, de voksne forklarer ikke børnene, hvad de skal gøre, de viser dem det, og børnene efterligner dem, og drengene fra Finnmark er så godt som barrøyboere, et folk af få ord og stor visdom i hænder og
