Vi giver tingene videre til vores børn

Det fortællende jeg i Karl-Emil Heibergs Familiedigte er selv klar over, at han både behandler et levet, eventuelt selvbiografisk liv og samtidig beskriver noget alment, noget som skaber identifikation fra læserens side. Bogens første digt koketterer med dette spænd:

»Forældre/ bedsteforældre/ oldeforældre/ de har altid altid hund/ eller aldrig hund men altid kat/ eller aldrig kat/ men så fugle/ eller fisk«

I digtet knyttes en egenskab kategorisk til forældrene, bedsteforældrene og oldeforældrene – de har altid hund – for så i næste linje at blive modsagt, hvorefter en ny egenskab præsenteres og modsiges. Tilbage står man som læser med det omfattende koncept familie: alle har eller har haft forældre, ingen kan undsige sig dette. Men hvilken betydning har det egentlig at stå over for disse familieroller eller ligefrem selv at skulle indtage dem? Det er den slags spørgsmål, Familiedigte på sin egen naivistiske måde stiller helt fra første digt.

Karl-Emil Heiberg er uddannet fra Forfatterskolen, og Familiedigte er hans anden digtsamling. Bogen falder i otte titelløse dele, som er adskilt af halvfjerdser-mørkebrune faneblade. Hver del rum