Ufarlig undergangstirade

Det sker en gang imellem, at jeg ikke forstår en bog. Det skaber selvfølgelig en frygt for at være en inkompetent læser, for at bogens abstraktionsniveau simpelthen er uden for min litterære rækkevidde. Som regel skyldes det dog, at den bevidst ikke vil forstås. Fordi sproget er i forfald, fordi handlingen er i forfald, fordi der ganske enkelt ikke er noget at forstå. I bogen, såvel som det, den siger noget om; verden. Og det kan være godt og skidt. Det kan være fint, at den ikke vil forstås, men det kan være noget skidt, hvis hverken formatet eller sproget kan bære det. Peder Frederik Jensens seneste udgivelse, langdigtet eller monologen Skullfucking, er i den sammenhæng en lidt umulig størrelse.

Fra et sanatoriums rum, et værelse, eller hvert fald noget, der har fire vægge, en stol og et bord, sidder en person, et sanatoriets svar på Kældermennesket, og gjalder mod og om verdens tilstand. Skiftevis om de monotone handlinger på værelset, spidsning af tændstikker, stopning af piben, skiftevis refleksioner over magt, sprog og tid, skiftevis små brudstykker af noget, der har fundet sted; en krig, som jeget efter eget udsagn ikke har erindring om, men som tydeligvis