Print artikel

Trist topografi

Kritik
16.03.18
I bogen 'Sad Topographies' har kunstneren Damien Rudd samlet historier om de mest triste stednavne i verden.

Aldous Huxley sagde det så godt, da han spurgte om Jorden måske bare var en anden planets helvede, for hvad er et helvede og en himmel uden noget at sammenligne med? Der findes også mange steder, hvis navn hentyder til at de er et slags helvede på jord. Bogen Sad Topographies tager os med på besøg til dem. 

På vej ind i byen Nothing i Arizona, USA, står et byskilt, der lyder »The staunch citizens of Nothing are full of Hope, Faith, and Believe in the work ethic. Thru-the-years-these dedicated people had faith in Nothing, hoped for Nothing, worked at Nothing, for Nothing.« Der har højest boet fire mennesker i Nothing, nu er der ingen, passende nok. Men et nyt skilt sat op i 2005, da byen blev købt af en tidligere grisebonde, lover, at »a new Nothing is coming soon.«

Hvorfor i det hele taget kalde et sted noget så trist og mærkeligt som ”Nothing”? I bogen Sad Topographies har kunstneren Damien Rudd samlet historier om de mest triste stednavne i verden. Interessen blev vakt, da han ved et tilfælde faldt over Mount Hopeless på et kort over Australien. Han begyndte at søge efter andre triste ord i Google Maps og fandt hurtigt både Disappointment Bay og Misery Creek. Opdagelsen blev til en samling, som igen blev til Instagram-kontoen @sadtopographies. Og nu altså også en bog, der vil fortælle historien om de triste steder, gennem både myter og fakta.

Det er her vi bliver taget med til byen Nothing med det eksistentielle byskilt og det håbløse bjerg. Mount Hopeless, fandt Rudd ud af, har sit navn efter en mislykket ekspedition, da Australien stadig var uopdaget af europæiske øjne, og en fyr havde lavet et kort over øen, som han mente nok var rigtigt, uden selvfølgelig at have undersøgt det. Da historiens helte tog ud på ekspedition, kom de derfor gevaldigt på afveje, og der, hvor der skulle have været en dejlig indsø, var der kun ørken og tørke. Håbløst, tydeligvis.

Bogen er inddelt i flere korte essaylignende tekster, der adskilles af historierne om de triste steder. Med fare for at kollapse i formuleringer som: »It no longer possessed the human presence which gives a place it placeness. Place had returned to space,« er essayene velresearchede og referencetunge på den gode måde. Rudd har for eksempel fået åbningslinjen fra Chris Markers film Sans Soleil med: »I’ve been around the world several times, and now only banality still interest me.«

Doom Town blev bombet og bygget op igen mange gange, altid med mannequindukker i gang med de hverdagsgøremål, der gang på gang, på brutal vis, blev revet ud af deres dukkeliv

Som Rudd selv bemærker, er det måske ikke tilfældigt, at mange af stederne med triste navne ligger i de gamle kolonier. Rudd mener, at navnene også bærer en slags melankoli for de civilisationer, der blev udvisket af kolonialismen. Om de europæiske eventyrere, der gav dem navne, også delte denne melankoli, er selvfølgelig mere uklart.

Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at navnene er fra en tid, hvor verden var uopdaget, uforklaret og truende. Rudd skriver, at »det er på kort, at vi opdager foreningen mellem landskab og sprog.« Og i modsætning til nu, hvor landskabet er til for turisme, har det igennem tiderne været en lunefuld ven, der når som helst kunne vende sig mod én.

Et af de mest mærkværdige steder nævnt i bogen er dog fra nyere tid: Doom Town dybt inde i Navadaørkenen i USA. Selv om byen havde et bibliotek, en brandstation, busser og biler, var det aldrig nogen rigtig by, for ingen boede der. Doom Town var et prøvesprængningsområde for det amerikanske militær i 50’erne, der ville afprøve hvorledes et atomangreb ville se ud, og gennem videooptagelser vise det amerikanske folk, at den sovjetiske fare ikke var abstrakt og svær at forholde sig til. Doom Town blev bombet og bygget op igen mange gange, altid med mannequindukker i gang med de hverdagsgøremål, der gang på gang, på brutal vis, blev revet ud af deres dukkeliv.

Bagerst i bogen er der et register over andre triste steder, du kan googlemappe eller »go, if you’re feeling low.« Her finder vi blandt andet: Depression Pond (NY, USA), All Alone (Bradford, UK), Bloody Dick Peak (Montana, USA) og Mamungkukumpurangkuntjunya eller på dansk, Der djævelen tisser (South Australia). Der er også byen Kulolema i Finland, der betyder død, og Hell i Holland. Rudd har ikke fået Helvete med, et stykke af en elv i skoven omkring Oslo, der gjorde livet surt for dem, der fragtede tømmer langs elven. Nu bruges den ikke længere til at fragte tømmer, og du kan krydse den dybe kløft på en hængebro og forsøge så godt du kan ikke at falde ned.