Skildpadder, lastbiler og jordskælv
Et sted i Italien. Engang i 80'erne. Måske. Nil fisker efter skildpadder i en lille dam. Hr. Gentili vil købe huset, hvor Nil bor med sin gamle mormor. Men de vil ikke sælge. Samtidig møder lastbilchaufføren Gionni sin gamle skolekammerat Zerla på motorvejen. De snakker om gamle dage i den ulidelige sommervarme. I radioen hører de om et dødsfald, der ryster Bolognas kunstscene. Senere mødes Gionni og Zerla igen i en motorvejskø ved den jugoslaviske grænse. Og et jordskælv skaber kaos.
Det kan være svært at se, hvordan begivenhederne i Snuder på lastbiler egentlig hænger sammen. De dukker nærmest bare op i nærheden af hinanden, krydser hinandens vej et enkelt sted. Edo Chieregatos korte historie stikker i flere retninger og viser glimt af verden omkring hovedpersonerne. Atmosfæren er trykkende og fortællingen, der først til allersidst eksploderer, sitrer af det, der bare venter på at ske. Det er for varmt, for fugtigt, for lummert, for sent, for risikabelt. Og alligevel samler Snuder på lastbiler sig i en tung, uheldsvanger stemning, der kulminerer i den spektakulære slutning, som på rigtig novellemanér overrumpler læseren med et uventet og vildt syn.
Mi