Nathuens Kategori
Ve den der nævnes i en Bernhard-roman. Den østrigske forfatter, hvis kunstnertrilogi nu er endeligt oversat til dansk, har flere yndlingsskældsord, men figurerer man på siderne, er man sandsynligvis enten en »småborger« eller en »dilettant«. Eller en »nathuefilosof«, Bernhards udødelige betegnelse for Martin Heidegger. Jeg ved ikke helt hvad det betyder, udover at Heidegger rent faktisk gik med en lidt besynderlig nathue, men det er noget skidt noget at være.
Har man selv overværet et raserianfald, har man måske set, hvordan de groteske indsigter pludselig står i kø hos den grebne. Snart forholder tingene sig i virkeligheden sådan og sådan, pludselig er den og den person i virkeligheden en dum skiderik. Den rasende mener selv at frigive en form for usagt, begravet sandhed. Som når fortælleren i Undergængeren, den første af de tre romaner, uddeler rasende lussinger til filosofien, som er defineret ved »en ynkelig aforistisk eftersmag.«
Med en populær ny anglicisme kalder vi det også for et rant. Forskellen fra at være helt almindeligt småsur er, at m
