Litteraturen skal kunne mere end at give én noieren på
Det er ikke helt let at beskrive, hvad der egentlig sker i argentinske Samanta Schweblins korte fortælling Redningsafstand, som nu er udkommet på Gyldendal i Peter Adolphsens oversættelse.
Det man med sikkerhed kan sige, er at teksten er udformet som en dialog imellem en mor og et barn, som ikke er hendes. Kvinden, Amanda, er dødeligt syg, og barnet, David, sidder ved hendes side.
Davids tale er skrevet med kursiv og er inkvisitorisk, dominerende, nærmest voksen. Amanda, derimod, er desperat og ængstelig. Sammen genfortæller de i dramatisk nutid historien om to mødre og deres børn, der på uklar vis bliver forgiftet i en lille landsby i Argentina.
Undervejs i dialogen understreger barnet David konstant, hvad der er vigtigt og uvigtigt i det, Amanda fortæller. Som om han kender løsningen, og som om, afsløringen endelig vil finde sted, så snart Amanda har sagt én ting til. Redningsafstand er en mystisk bog, og der er ingen tvivl om, at mystikken holder læseren i en form for suspense, der giver én lyst til at læse den færdig.
Ordet 'redningsaftstand' forklares tidligt i romanen af Amanda som den »variable distance mellem min datter og mig se
