Kannibalisme og melankoli

Som barn ved middagsbordet fortalte min far mig tit en vittighed som også hans far havde fortalt ham:

Sønnen: Faaar, når kannibaler spiser mennesker, spiser de så også tissemanden?

Faren: De spiser op!

Kannibalen er ikke en figur, der går op i hvem eller hvad, det spiser, så længe de spiser. Et dyrisk menneske for hvem andre mennesker bare er kød.

Det er også den gengivelse man genkender fra tegneserier, hvor kannibalen som regel er sort og har en knogle gennem næse, når den kommer bærende på Anders And, for senere at kunne hænge ham over bålet. En primitiv og simpel skikkelse.

Men hvad nu hvis kannibalen er en langt mere gennemgående figur i den vestlige kulturs historie?

Det synes at være det spørgsmål Daniel Birnbaum og Anders Olsson stillede sig selv i 1992. Nu er den kyndigt oversat til dansk af Karsten Sand Iversen og udkommet på forlaget Basilisk, og stort hep for det.

Melankolien og spisningen

Spisningen er en social begivenhed. Om det så handler om ofringer, der ofte ender i et festmåltid, eller bare et middagsselskab. Melankolikeren står udenfor fællesskabet. En af litteraturhistoriens bedst kendt