Jeg er et museum for hele verden

»Jeg er lidt distræt, jeg glemmer alt for tit kroppens funktioner «, er noget af det første den 27 årige debutant, og tidligere forfatterskoleelev, Lea Løppenthin fortæller mig, da jeg mødes med hende på en cafe på indre Nørrebro i København. »Jeg glemmer nogle gange at spise, og alle de andre ting man skal gøre, for at holde kroppen kørende. Den gentagelse, der er i det, er belastende«. Jeg genkender med det samme, det hun taler om. I Løppenthins første digtsamling, Nervernes adresse, der udkommer i dag, og er grunden til, at vi mødes, reflekterer digtenes jeg, blandt meget andet, om kroppen og dens opslidende rytmer, krav og tit og ofte også uforudsigelige og selvstændige handlinger. Nervernes adresse er dog meget mere end krop. Den er en meditation over tiden som fænomen, og menneskets forsøg på skiftevis at sætte den på formel og slippe den fri. Det med kroppen vender vi tilbage til. Jeg spørger Løppenthin, hvorfor der er så meget tid i hendes digtsamling?

»Jeg tror, bogen kæmper med en tidsforståelse, som handler om akkumulering. Den handler om dét at spare op. Det er det, man gør, når man skriver, og det man gør, når man sætte