Gensyn med Arvid
Den norske forfatter Per Pettersons debut Aske i munden, sand i skoen fra 1987 tematiserer et barns åbne forhold til en verden, der både er spændende og grufuld. En verden med kærlighed, tryghed og leg, som også rummer død, ensomhed og sorg. Den danske oversættelse udkom første gang i 2008, hvor Petterson roses for sin præcise skildring af de sarte familie- og venskabsrelationer og for at beskrive et hverdagsliv forvandlet til magi. Debuten er netop blevet genoptrykt af forlaget Batzer & Co og markerer sig endnu engang som en talentrig debut. Med ironisk lethed skildrer Petterson en ung drengs udvikling i ti noveller samlet til en kort roman.
I øjenhøjde
Aske i munden, sand i skoener et godt sted at starte sit bekendtskab med figuren Arvid Jansen og få indblik i Pettersons minimalistiske stil. Hovedpersonen Arvid Jansen har en vild fantasi, drømmer ofte og tisser i sengen om natten. Læseren er ført tilbage til en lille forstad til Oslo i slut halvtredserne. Romanen skildrer Arvids relationer til sin far, der arbejder på en skofabrik og senere en børstefabrik. Moren der gør rent hjemme, søsteren Gry, der læser Anders And blade me