Forstadens kvælende ro

»Det var en sær lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York.«

Første sætning i Sylvia Plaths roman, Glasklokken, fra 1963 slår kraftfuldt tonen og temaet an. Den placerer læseren og hovedpersonen, Esther Greenwood, i New York sommeren 1953, hvor det sære og lumre siver ind i Esthers oplevelse af byen og hendes nedtrykte sindstilstand, der udvikler sig til en svær depression. Idet hun gysende forestiller sig Rosenbergparrets nært forestående henrettelse ­– »hvordan det ville være at blive brændt langs nervebanerne« – foregribes dét, der skulle være »hendes livs sommer«, men i stedet ender med indlæggelse på psykiatrisk hospital og behandling med elektrochokterapi.

Glasklokken er netop udkommet i dansk nyoversættelse af Mette Moestrup og Olga Ravn, der er gået modigt til klassikeren. Resultatet er en veloplagt opdatering af Esther Greenwood, der i den nye version er både eftertænksom og rap i replikken i vellykket overensstemmelse med det originale forlæg. Romanen vrimler med metaforer, litterære referencer og sammenligninger, der er omhyggeligt og poetisk fordanskede.