En verden af smådele

Et sted i Corinna Belz’ dokumentarportræt Bin im Wald. Kann sein, daß ich mich verspäte (2016), sidder Peter Handke ved spisebordet i sin villa i pariserforstand Chaville. I billedet ser vi, badet i et efterårstonet lysindfald, et buttet hvidvinglas, helt tildugget, en tallerken med blegnede amarantfarvede blomsterdekorationer og en gammeldags bøfkniv med lyst, guldindfattet benskaft. Midt på tallerkenen ligger afskårne, jordede rester fra en nævestor svamp med gulnet stok og brunlig hat, som forfatteren er i gang med at bearbejde med en kortbladet kniv. Imens siger han: »Jeg er sjovt nok kendt for at være et svampefjols. Men det er en af de smukkeste ting i livet. Når jeg er ombord på et fly, i en lufthavn, og keder mig gudsjammerligt, tænker jeg ”når jeg kommer hjem, bliver det hele bedre; når jeg er dér, i den denne verden af smådele.” Det er en slags redning fra den skide, gennemkalkulerede tekniske verden«. Den umiddelbart lidt undseelige scene viser, hvor væsentlige svampe er for Handke. For forfatteren. Hans litteratur stræber nemlig mod det, han (gen)finder i svampene: En forundrende verden af smådele uden kalkulation. Forsøg over svampenarren