Print artikel

En stenhuggers selvportræt

»Yahya Hassans sætninger behandler ikke kroppen med samme følsomhed, som en stenhugger behandler stenen. Han hugger ikke med en lille mejsel. Han hugger med øksen.«
Anmeldelse
14.11.19
I sin anden digtsamling skriver Yahya Hassan om ødelæggelsen, og hvordan kroppen forsøger at klare at blive hugget op.

Jeg tænkte på en særlig måde at bruge sproget, som findes i rapmusikken, da jeg læste Yahya Hassan nye digtsamling. Det er både noget med rytmiciteten, de ofte rimede sætninger og det univers, teksterne foregår i. Særligt kom jeg til at tænke på de åbnende linjer i nummeret Speak now, hvor Jedi Mind Trick-medlemmet Vinnie Paz i en vanligt udblæsende blanding af voldsomhed, tungt billedsprog og lydlig elegance rapper sådan her: »Yo, I'm Jesus / My right hand writes diseases / My left hand will strike and fight ya weakness / I'm covered in blood wherever the feast is / Find me covered in blood wherever police is / I'm covered in blood wherever your niece is / I'm covered in mud from burying heaters / Vinnie Paz fuck whoever Vinnie Paz pleases / Hit you in the chest till you don't even know what breathe is«.

Yahya Hassan skriver lignende i digtet KVÆSTET OG BEVÆBNET: »NÅR JEG HAR DEN ENE HÅND VIKLET IND I GIPS / HAR JEG ET SKARPLADT SKYDEVÅBEN I DEN ANDEN«. Men Hassans Jesus er modsat Pazs ikke det mindste glorværdig: »JEG BLEV FØDT SOM RESULTAT AF EN VOLDTÆGT / LIGESOM JESUS«, skriver han. Det, der kan være så tøjlesløst ved rap, er, når rapperen formår at mejsle attitude ind i selve sprogets form. At gøre den lydlige fremføring af ordene til en lige så stor del af det attitudebærende, som det der bliver sagt, sådan at den akustiske lækkerhed og ordenes indhold smelter sammen i én hård bevægelse. På samme måde er det tøjlesløst, når en digter formår at have lydlig attitude. Med Hassans digte er man nødt til at rejse sig op fra lænestolen og læse teksterne HØJT, hvis man ikke kan håbe på et tidspunkt at høre, hvordan Hassan selv læser teksterne op. Om han tilpasser de nye teksters rytmicitet og flodagtigt fossende lydunivers til den karakteristisk messende recitationsform, der fører teksterne tilbage til Hassan selv.

Jeg har tænkt på Yahya Hassan som en slags stenhugger. Idealet her er skulpturen. Hassan arbejder med kropsmotivet, som var det en stenblok, der skal hugges ud. Et sted inde i det bastante er der måske en form, der vil frem, men hvert fejlslag kan ødelægge det hele og stille stenen til skue som et sårbart materiale.

At især Yahya Hassans første digte måske er blevet glemt lidt bag den massive omtale, der har mindet om noget enten fra et realityshow eller en actionfilm, er jo ikke digtenes skyld. Men jeg vil forsikre om, at det ville være en skam at erhverve sig Hassans digtsamling bare for at læse den som et sladderblad. For digtene – og Hassan er jo ret beset digter – udfører nogle voldsomme poetiske manøvrer. I digtenes interesse for, hvad kroppen er for eksempel, fremskrives hylsteret som en vild attribut. I virkeligheden er det digtsamlingens heftigste motiv – meget vildere end motorcykeljagterne, fængselsophold og skydevåben.

I det åbnende digt FORLAGSMØDE (der starter ud med, hvad der må siges at gå ind under kategorien raptroper) skriver han: »UD AF BLOKKEN / SKUDSIKKER VEST PÅ I SOMMERVARMEN / PÅ SKINNER TIL HOVEDSTADEN / ORDENSMAGTEN LURER MIG / OG STRIPPER MIG I FORLAGETS UDSTILLINGSVINDUE / DE MÆSKER SIG I MISTANKER / OG TØMMER EN KUFFERT HVER / KLÆDER OG EDER HENKASTES PÅ ASFALTEN / JEG SAMLER DEM OP / BARYLERNE BANKER MIG I BRYSTET / JEG SIGER AT JEG ER EN DIGTER PÅ VEJ TIL MIT FORLAG«. Så er scenen sat, og digteren er blevet hugget ud af blokken, nøgen men iført skudsikker vest. Det er kroppen og det hårde, stenene, asfalten. Jeg har tænkt på Yahya Hassan som en slags stenhugger. Idealet her er skulpturen. Hassan arbejder med kropsmotivet, som var det en stenblok, der skal hugges ud. Et sted inde i det bastante er der måske en form, der vil frem, men hvert fejlslag kan ødelægge det hele og stille stenen til skue som et sårbart materiale. Det er sådan digtene forsøger at balancere, og sådan Hassan fremstiller kroppen: når nogen slår én på brystet, er brystet nødt til at gøre sig hårdt – selvom det kan gå i stykker af det. I virkeligheden er kroppen ikke af sten, uanset hvor meget den end kunne ønske det. Kroppen er en skrøbelig kødklump, der må iføre sig den skudsikre vest for at fremstå uigennemtrængelig.

Det ville være en skam at erhverve sig Hassans digtsamling bare for at læse den som et sladderblad.

Yahya Hassans sætninger behandler ikke kroppen med samme følsomhed, som en stenhugger behandler stenen. Han hugger ikke med en lille mejsel. Han hugger med øksen; »DET LIGNEDE ØKSEVOLD« skriver han et sted om et skuddrab. Kroppen står hele tiden for skud, når det gælder perforeringer, ødelæggelser, lemlæstelser. Den er hele tiden ved at gå itu, men må kæmpe sig videre og holde sammen på helet. Som han beskriver det i digtet UÅR:

»JEG TROR HVERKEN PÅ MIN PEN ELLER MIN PISTOL / MEN JEG HAR DEM ENDNU VED HÅNDEN / JEG TROR IKKE PÅ MIN LATTER / OG JEG TROR IKKE PÅ MIN GRÅD / SÅ JEG GÅR RUNDT OG RØMMER MIG LIDT / NU SKRIVER JEG DIGTE MED EN BRÆKKET HÅND / PÅ ET SPROG SOM EFTERHÅNDEN / HAR LIDT MERE OVERLAST END MIT MODERSMÅL / NU SKYDER JEG FOLK / DER IKKE FORSTÅR ANDET END SKUD / NU GÅR JEG TIDLIGT I SENG / FOR AT STÅ OP TIL INGENTING / NU TRÆNER JEG MIG OP / TIL AT BLIVE KØRT NED IGEN / NU HAR JEG OVERLEVET ENDNU EN VINTER / FOR AT TILBRINGE ENDNU EN SOMMER BAG TREMMER«.  

Det er virkelig sort at læse om, og det håb, der var tilstede i Hassans første digtsamling er helt forduftet her, hvor alting er gået i stykker eller er ved at gøre det. I fængselsdigtet STENHUGGER træder flertydigheden i ordet »hugge« frem i vildt bestialske, horrorlignende former for ødelæggelse: »MANDEN I NABOCELLEN VAR STENHUGGER / HAN DRØMTE OM AT HUGGE KUNSTEN / MEN VAR ANSAT TIL AT HUGGE BROSTEN OG GRAVSTEN / HAN ENDTE MED AT HUGGE SIN EKSKONE HALVT IHJEL / FORDI HUN NÆGTEDE HAM SAMVÆR MED BARNET / NU BESØGER HUN HAM EN GANG OM UGEN / OG HUN TAGER BARNET MED«. Døden er tæt på, kunsten er tæt på, volden og smerten. Digteren er en stenhugger, der hugger portrætter ud af en blok og finder ud af, at den ikke er lavet af sten, men af kød, og at portrættet er hans eget.