En helt er ikke en rollemodel
Heltene stod allerede centralt i Leths Sportsdigte fra 1967, hvor bl.a. Fausto Coppi blev mytologiseret. Hans beskrivelse af den antikonforme italiener - med de berømmede, ensomme udbrud i bjergene - fik Col du Tourmalet til at se lille ud ved sammenligning. Men Leths fascination af alt fra jazz, dans, cykelløb, film og antropologi hører sammen med en identificering af det eksemplariske menneske. Det menneske, der kommer til udtryk, når eneren træder i pedalerne med smerten malet i ansigtet, når pianisten udpeger eksistensens præcise smertepunkter på sit klaviatur, eller når danseren laver det fuldendte, graciøse svaj i luften.
Ofte – det er jo dog et selvbiografisk motiveret projekt – er Leth en hovedperson i sine helteportrætter. Helte er nemlig ikke blot enere på den store scene, men også helte på den mindre scene, der udgør Leths eget liv. Både her som i Haiti. Hans haitianske kok eller personlige venner fremhæves lige så ofte som globale personligheder fra kunstens verden, og den vekselvirkning fungerer godt bogen igennem, fordi den har noget charmerende idiosynkratisk over sig.
Leth skriver i bogens forord, at der er forskel på en helt og en rollemod
