En arrogant labyrint
Et første spørgsmål: Hvorfor? Spørgsmålet er næsten uhørt i litteraturkritikken. Her vil man hellere spørge hvordan? Hvordan er teksten skruet sammen? Hvordan sætter det sig selv i spil? Med Amalie Smiths nye bog Et hjerte i alt må jeg give fortabt og gentage mit spørgsmål: Hvorfor?
Et hjerte i alt er en litterats våde drøm. Den spiller næsten perverst på en stor mængde litteraturteoretiske diskussioner om genre, form og indhold. Det gør bogen f.eks. i sin paratekst. Altså alt det, der ligger udover selve teksten. På bagsiden betegnes Et hjerte i alt som en samling af noter, essays, praksis og poetik fra perioden 2007-2017. Den dækker hele Smiths aktive periode, og er en refleksion over hendes samlede opus.
Hvis man åbner bogen møder man straks det første brud. Teksten er vendt om. Man læser altså bogen vertikalt i stedet for horisontalt. Man læser oppe fra og ned, i stedet fra højre mod venstre. Og her må jeg allerede spørge: hvorfor? – og sige uden megen rygdækning, at det føles en smule arrogant – ja, næsten fremmedgørende, denne bevægelse, at læse bogen på hovedet.
Det er bemærkelsesværdigt, at netop parateksten
