Ærligt-ironisk
Der er noget kynisk ved at kritisere en forfatter, der er så ærlig som amerikanske Ariana Reines. I hendes anden digtsamling, Coeur de Lion, befinder vi os i en form for bekendelsespoesi, hvor personlig ærlighed trumfer det højpoetiske. Om bogen så vitterligt er biografisk eller ej, er for så vidt lige meget. Digtene er i hvert fald personlige i den forstand, at de centrerer sig klart om et jeg, der ikke holder meget tilbage. Coeur de Lion indeholder intime, sårbare linjer—som her, i samlingens første digt:
»Her den anden nat
Da jeg ikke kunne sove
Ved siden af dig og jeg
Sagde jeg havde lyst til at græde
Og du sagde det burde jeg
Og så græd jeg«
Hele samlingen, som egentlig er et langdigt, taler til en ekskæreste, et »du« ved navn Jake. Forholdet mellem digterjeget og Jake relateres til seksuelle eskapader, litterær teori, og ikke mindst til en hel del andre mellemmenneskelige forhold. Følger man lidt med i den unge, hippe poesi lige nu, ved man godt hvor det bærer hen. Der er op til flere referencer til popmusik, en masse namedropping af franske teoretikere, og desuden en stemning af »hudløs ærlighed«, som om s
