»Vi har brug for en revolution«

Lone Aburas’ seneste bog Det er et jeg der taler (Regnskabets time) er lige så kontant som den er kort. Halvdelen af bogens 45 sider er dekoreret med Mo Maja Moesgaards simple, men elegante streg, hvor man, som når man bladrer hurtigt gennem en blok med små tegninger, fornemmer et par subtile symbolske narrativer i stop-motion format, der består af gestikuleringer, opskrivninger af navne på en væg og aftagning af en hættetrøje. Som hun indleder bogen: »Så lad mig starte forfra og forklare, hvorfor huden ikke er en accessory, lad os bare sige en hættetrøje, man kan tage af og på.«

Fortællingen i de små tyve siders prosa-monolog er også subtil, hvis overhovedet eksisterende. I så fald handler den om samfundets deroute. I en mere eller mindre uafbrudt strøm følger man en stemme, et jeg der taler, et jeg med en masse frustrationer. Frustrationer over at have en anden hudfarve, frustrationer over andres forsøg på empati, frustrationer over alligevel at være privilegeret, frustrationer over politikere, A-kasser og Nazi-trøjer, frustrationer over frustrationerne. Moesgaards tegninger visualiserer frustrationerne, så de ikke blot er alles, men så de knyttes til en krop, t