Print artikel

»Og siden troede jeg bare at jeg skulle bløde ud på en sofa. Hvile efter livets overbalance«

Pressefoto
Essay
03.03.17
Forfatteren F. P. Jac husker tilbage på tilværelsen som ung og håbefuld digter, en masse drukture, det københavnske dagblads-miljø i 1980erne, galskab, kærlighed, sammenbrud og endelig: øjeblikke af velsignet ro.

Tag dog nu bladet for munden Flemming Palle, havde jeg sagt godt og inderligt til mig selv. Det har været i årene 74-75, og jeg skrev løs af iver i mit lille anneks. En overgang troede jeg simpelt hen, at jeg havde opfundet den dugfriske ugentlige digtsamling. Men med den vældige post respons fra alskens forstående danske forlag, som jeg så nådigt fik retur, kunne jeg efterhånden genstridigt besinde mig med, at jeg manglede et markant særkende. Ja, måske ligefrem et vandmærke i mine papirer som lyste teksterne op. 

Men intet mindre end en psykologisk-sammenbruds-kolbøtte i sommeren 76, fik mig pludselig til at undre mig over mit eget sprog. Enten havde jeg fået vinger, eller også havde jeg stødt mig godt og grundigt på en flaske æblevin. Men der var simpelt hen sket en gen-forskydning i min måde at møblere sætninger på. Og hold da kæft hvor det fascinerede mig, men det varede dog endnu nogle dansklæreres kejtede kviksteptrin, inden de kunne se det originale, ja den jomfrunale originalitet i det. Men nu skrev jeg simpelt hen bare rundt om hele verden, og det var ligemeget hvor, for den stod jo altid foran mig. Eller den hang der slentrende i luften og vejrede ord. Og hvis ikke der var en blok i nærheden, skrev jeg på bagsider af gårsdagens aviser. En enkelt gang efter at have tørt min røv til babymås igen, kom linien bare netop som jeg skulle lette mig fra toilettet. Og hvad var så mere naturligt end at gribe rullen og få de to gudsdriftige linier foreviget. Stor var hengivenhed senere på dagen, da min hovedrystende far sagde, at han havde lagt en forglemmelse til min litterære galskab i vindueskarmen på toilettet.

Nå, men jeg tog bladet for munden, og kantede mit navn så jeg engang kunne tage en større sværm af autografjægere i munden. Under den minimalistiske fromme figur af en F.P. Jac, debuterede jeg i december 1976 på det lille undergrundsforlag Jorinde & Joringel, med den lille samling prosadigte ”Spontane kalender-blade”. Og så var kæden ellers sat på forfatterskabet, og nu var der ingen kære mor og ingen vej tilbage. Så nu lejede jeg en stor elektrisk kontormaskine, for der skulle fandme ikke mangle noget i mit digteri. Og så var det ellers bare fuld fart frem, for hvem kendte livslængder når nu et sværtebånd kunne blive tyndere og tyndere. Og at jeg lejede maskinen, var en besyngende ungdomsideologi om aldrig at ville eje noget.

En smuk forsommeraften i 1977, sidder jeg så midt i mit fleksible borgerlige arbejde som elektronik-pusler og spidder ledninger i de rigtige lodninger. Radioen går som altid, og da jeg altid sidder der alene om aftenen, er det den ellers forsømte P1 kanal der bare kører derudaf. Jeg sidder med mit store krus med kaffe, og en kølig dåseøl venter også på at mavesyren meget snart vil tage imod. Så løber der pludselig en tekst igennem værkstedet, og jeg synes at jeg genkender en tydeligere og tydeligere hjemve. Meget snart går det op for mig at det er “Perspektivkassen”, radioens litterære magasin der er i luften. Af bar nervøs bepippelse har jeg slet ikke hold på noget i de næste minutter. Men så går det endelig op for mig at det er den sidste Jorinde & Joringel serie, der er under behandling, og at der bliver læst en tekst op fra hver af de tolv skrifter. En efterfølgende diskussion i studiet med Poul Borum og Vagn Steen, er næsten siden slettet i min erindring. Lige på nær, mine damer og herrer, at Poul Borum fremhævede min lille pjort bog som den eneste væsentlige og fremadskuende i bundtet af hæfter. Jeg tror aldrig at jeg er kørt hjem med så bævende knæ, og en stolthed i mit haleben der næsten vrikkede cyklen i stykker. Og så ville udsendelsen blive genudsendt nogle få dage længere fremme. Og da der så også kom honorar fra Radiokassen, ja så var jeg jo en rigtig forfatter. Forfatter til 560 kroner.

Så forstod jeg alligevel meget bedre det brev som jeg havde fået sendt fra Poul Borum. Han havde sgu overgivet sig den gamle. For som redaktør af “Hvedekorn” havde han nobelt returneret den første store sending han havde fået. Og så med de regn-opmuntrende linier, kom igen om et par år. Men det pludselige skred der var sket i min linievaudeville, havde nu gjort at der lå en ny sending til ham allerede et par måneder efter. Og nu med mærkatet F.P. Jac, og dem havde han sgu antaget. Og i det samme brev skrev han så at han med fornøjelse havde læst mit hæfte, og anmeldt det til Ekstra Bladet. Men som han så ømt sluttede, de har det med at glemme dem der handler om lyrik. Siden var han altid til opsparet opmuntring, og vi bevarede et venskab af løs varm dybde, til hans alt for tidlige død. Men vi nåede heldigvis at have ham til julefrokost i Allerød, i julen 95, som desværre blev hans sidste. Og for nu at blive i de afdødes rækker, så lavede Hans-Jørgen Nielsen og jeg, Hans døde i 91, et stort udvalg af Borums digte, ”Valgte digte” til hans 25-års digterjubilæum i 87. Og det var en bog der kom til at høste megen anerkendelse.

Halvfjerdsernes slutning blev ikke bare en afslutning og et endeligt for det så fortumlede knækprosadigt. Men glem nu ikke, knækprosadigtet havde også sine roser, tænk hvor havde dansk digtning været fattigt uden folk som Vita Andersen, Bente Hansen, Dan Turèll og Peter Poulsen. De fire kunne skrive med pulserende knæk så man jublede. Sikke lange stræk de havde i sig.

Men nu åbnede så den store ballet sig, firsergenerationen var på vej. Men hvilken generation nogen sinde har ikke været på vej. Men sådan havde Poul Borum altså døbt den. Men om den, og alle dens skavanker og alle dens stjerner, har jeg skrevet nok så udførligt tidligere. Og der er ingen grund til at gentage sig selv for arkenes skyld. (“Hvordan jeg blev forfatter”, en antologi, Borgen 1997), og mit nyeste radiospil (”Som om at vi ikke var plot nok”, marts 1998), om forholdet Strunge-Jac 1977-1983. Men at der var et stort og voldsomt skred på vej, jo da. To af mine egne bøger omkring dette årtiskift havde givet mig, det kunne jeg mærke på telefonens galopperende afbrydelser, et lyrisk folkeligt gennembrud i margen. Og så gik det sgu så dybt som helt ned i anmelderrækkerne. Og det var med digtsamlingen “Jeg er fandme til”, 79 og så min store firserbibel, supremdigtet ”Misfat”, 80. Jo, jo. Begge bøger er skrevet dybt ind i nattelysets flager.

Og her startede så også en helt ny del af mit vingefang. Jeg blev fra foråret 1981 ansat som lyrik-anmelder på formiddagsbladet B.T. Og det var jo en vidunderlig tokrone at stå med i hånden, for der var jo på en eller anden måde krone på begge sider. Jeg stod lige midt i mit eget gennembrud som forfatter, og samtidig kunne jeg give alle mine unge kammerater på vej op et klap på skulderen. At de fleste så senere glemte eller ignorerede det, ja det er jo så bare en lystig fortælling af i dag. Det kan være jeg kan trylle en rigtig ondskabsfuld en frem lidt senere. Min tid på B.T. varede cirka et års penge, og jeg må sige at jeg var lidt af en flov klemt person, da jeg inviterede min gode ven og redaktør Holger Ruppert på et glas øl, samtidig med at jeg nænsomt nervøst sagde op. Det varede et par anstrengte bogreceptioner inden vi rigtig kunne grine sammen igen. Men der var altså kommet en likvid luns af lokkemad fra dagbladet Politiken, og det følte jeg altså ikke at jeg kunne sige nej til. At det så udviklede sig til en groteske af de absolut mareridtsagtige, det vender jeg med stor fornøjelse tilbage til senere.

I efteråret 1979 blev jeg inviteret til sandwich-møde på Café Sommersko med to af mine ældre fætre, i denne de skrivendes maske-kunst. Og efter en meget kort snak var hammeren så faldet i vigør, og Bandet Nul var en realitet. Det var min tidligere redaktør på Borgens Forlag, “Munden brænder på huden”, 78, Asger Schnack, Danmarks længste og mest pertentlige charmetrold. Han udgav også senere min første krybe-succes på sit eget forlag Swing, det var forlagets bog nr. 49 “Jeg er fandme til”, inden han lukkede og slukkede forlaget med bog nr. 50. Og han er stadig en af de få, som jeg danser en øm Dylan-kræser med. Den anden vogter i dette hemmelige møde var den altid flagrende romantiske Etatsråd Klaus Høeck, en elektronisk computer-buldrebasse med en revolution på hver af de nyklippede negle. Det fortog sig vist først, da han fik sæde i Det Danske Akademi, og masser af blomster at passe i det fynske Veflinge. Og stolene både her og der virkede vist mere tiltalende end Fidel Castros uendeligt lange marktaler. Men han var en mild Baader-Meinhof sympatisør var han, den gødende gode Høeck. Det var vist i virkeligheden mest tegneserie-hjerter var det. Og så læste han resolut Ekstra Bladet.

Schnack og Høeck havde udgivet et lille kvantum bøger sammen, men havde nu i et anfald af sommer og rockmusik fundet ud af, at nu skulle der sgu laves et rigtigt Band. Og så havde de fundet på denne idé, til at kontakte mig, bambinoen, til at være med til at skrive melodilinierne. Og det var måske slet ikke så skævt endda. Jeg husker så stadig, da jeg krydsforhørtes, om det nu var rigtigt at mit musikalske pokerfjæs sluttede med de der Kinks-sange sidst i 60erne. Men jeg kunne dog gøde på vandene og erkende, at jeg også lyttede til Bowie, Steve Harley og Slade, når mit humør ville prelles med det. Og så satte vi os ellers nok så stateligt ved et af de runde borde på cafeen, og det med en overflod af stærkt mørkt øl og hyppende fantasifostrende ideer. Og som aftenen skred frem lignede vi mere og mere en natteudgave af The Who. Men vi ville telefonere sammen senere om et rigtigt stiftende møde.

Og det blev så i klubhuset i Valkendorfsgade. Lige i Københavns hjerte, og så nær en kirkelig tilgivelse som det nu var muligt. Asger og hans højgravide Betty lagde så de næste par år husly til det, der skulle udarte til tre bøger, og senere det ultimative kvadrat “Bandet Nul samler værket”, 83. Så havde vi faktisk også skrevet vores cyklus-talent rundt. Men nu må vi vist lige ind i Bandets dagligdag først.

Bandet Nul var på alle måder en fremmed lancering i det lyriske normalitetsbillede. Og for den uøvede pendler, der bare lader øjnene glide hen over en lyrikside, kunne det godt bare ligne en sproglig morsomhed. Men der var faktisk en mening i galskaben og en stor kærlighed i produktion og provokation. Bandet Nul var faktisk intet mindre end en satirisk sprogrulle, der tog tidens samtaleemner op i ironisk og vidtskuende suiter. Og så også lige denne litteraturhistoriske prale-begmand. Bandet Nul har haft flere hel-sides digte i dansk dagspresse, end nogen anden dansk litterat. Sådan var vi bare.

Og det blev da også til en forrygende arbejdsferie, hvor vi over nogle dage havde os et fast bybud i Hørbylunde ved Silkeborg. Og jeg tror faktisk at det morede gode gamle Per Højholt, at vi fik sat lidt ungdomskor på hans hverdag. Og han var da også en af den stribe digtere, som tog imod tilbuddet, og på en enkelt tekst skrev med som speciel gæstestjerne. Så herligt.

Men ellers samledes vi et par gange om måneden i Valkendorfsgade, gerne fra klokken nitten til midnat. Og så havde vi ellers haft hver vores lille emne at gå og tygge charme på. Emnet faldt så hurtigt på plads, imens at Asger valfartede til køkkenet efter porter og let Carlsberg. Og så drak vi ellers driftsikre centimeterslurken, om at lægge ud med dagens første linie. Og skulle det være en lille genert pjort på 30 vers, ja så var den såmænd også lagt i figur til det blev midnat. En eftermiddag havde vi siddet og pjattet lidt alvor ind i Falklandskrigen. Jeg greb telefonen og kan endnu høre min mumie af en stemme sige til Hans-Jørgen Nielsen på Information: Tak Hans, mange tak Hans. Og så var vores digt på 60 vers ellers en aftale. Asger ville aflevere det renskrevet næste dag til frokost på bladet. Og efter de første 30 vers puttede Betty os så, med bløde tæpper for lidt søvn og nødvendig afrusning. Og ved midnat var teksten til Hans så klar. Og også som scenetækkelige erindringsguder tog vi sgu vores tørn. Vi læste som årets herrekor op da Henrik Nordbrandt holdt fest i anledning af Akademiets Store Pris på Gyldendal. Og vi holdt ca. 300 mennesker i ånde i Frederiksværk, sågar lille Morti Vizki. Eller på Glyptoteket hos Flemming Johansen, der læste vi op for hele den flok groupier der ellers huserede på Café Sommersko og på Café Dan Turèll. Bandet Nul opløste sig selv i 1983 grundet helbreds-skavanker, undertegnedes fordrukne fortalelser, og så en mere end tidsnødvendig afrusning. Men som jeg sidder her står det stadig som min måske gladeste periode som digter. Så ud med jer allesammen og se om I ikke kan finde et bind af “Bandet Nul samler værket”. Og så endnu engang tak til Asger og Betty, for alt det tisseri og andet mas som I havde med Høeck og mig.

Somrene på Samsø Folkehøjskole faktisk hvert år 1980-85, bliver et efterhånden ganske naturligt otium, inden en ny bogsæson og et par receptionsfejltrin endnu engang står for døren. Man ankommer med sit foredragsmanuskript til de halvanden time som det nu skal svinge fra podiet. Og så bliver man altid mødt af den samme åbne og lune velkomst af Anne Birgitte og Jørgen Gleerup. Der står et poserende værelse til rådighed, og man kan af lys gestus blive boende hele den uge, hvor det respektive hold på kursus er der. Man kan finde sin helt egen hule på øen, og det gør jeg allerede det første år. I marken bag ved den nærliggende brugsuddeling, der mejer man diskret en lille firkant i kornet frem, og her lader man sig så æde af solens vitaminer, og købmandens køleskab. Der er faldet mangen en god linie i dette Shangri-La. En skyld der står rundt om i den store produktion. Man glemmer nu aldrig.

Det er også her at dansk digtnings tavse alkoholmeter traver gangene tynde fra morgenstunden, uden andet end at nikke et godmorgen. Og han skal heller ikke afbrydes til kaffen skal han. Det er ingen ringere end Leonard Cohens gudbarn, Bo Green Jensen, der er ved at skridte sprog og territorium op. Og så går han ellers på scenen lige efter morgensangen. Som en elastik spændt til den yderste bue, fremdrager han så sin matematiske poetik til et brusebad af anerkendelse. Og så slipper elastikken ellers den sortklædte digter. Min kone er ankommet i vores lille tohjulstrukne, og Bo’s kone har nu næsten fået fedtet neglene op til frihed. Vi afskriver et eftermiddags-seminar, og kører en tur rundt på hele øens så forskellige klimatiske afarter. Vi er ikke bare betagede, vi er også opløftede, og en snert af skruetrækker-tørst fører os til et af øens legendariske udskænkningssteder. Og her bliver den sorte digter under solbrillerne pludselig til den popstar, som han også emmer så helvedes af. Og nu sætter vi så elefantsnude mod elefantsnude, og et racerløb af kæften, tritten og retninger får nu frit løb. Pludselig vokser Jensen ind i sine tekster. Der dufter sådan af Amager og Bornholm nu.

Et år er en færgeforbindelse set med det blinde øje, så jeg må se mig nødsaget til en lille overnatning i Kalundborg. Gudskelov kommer min elskede fra arbejdet i Kastrup Lufthavn, og holder mig med selskab natten over. Så det er med røde afsprittede øjne, at jeg er med morgenfærgen til øen. Og så er det en helt og aldeles uplejet færge uden nogen morgen-komplet. Men mine abstinenser forsvinder da vi langsomt lægger til ved havnen. Tænk at Morti Vizki er så tidligt oppe, og der står han så med sin fine digterlap i vejret. Det var det år hvor Sankt Hans fuglene jog os op til den bedste fest som jeg har oplevet på øen.

Det havde jeg alligevel ikke troet, nej aldrig fandme, at jeg skulle gå igennem svingdøren i Politikens Hus. Det var jo næsten det samme som at få en lille bid af skødet på Rådhuspladsen med. Jeg var blevet headhuntet en sen nattetime på Café Dan Turèll, af selve chefredaktør Jørgen Grunnet. Om vi ikke lige skulle have en lydig snak om min fremtid, og det kunne vi jo ligeså godt gøre nede hos Husmanns en af de nærmeste dage. Og i et saligt forbigående, syntes jeg jo at det lød som om, at nu var jeg sgu kommet op på stjernehimlen. Vi skriver punktligt 1982. Med et månedligt sikringsbeløb på 5.000 kr., som jeg skulle skrive mig op til – efter tariffen. Jamen jamen for fanden, var branchen virkelig så sød og elementær. Og så alt efter min skrivende iver og idérigdom, så kunne jeg jo træde op på det dobbelte eller sågar tredobbelte i løn. Hvad jeg ikke havde luret i min ungdommelige naivitet var at de med dette trick fik fjernet mine mere og mere værdsatte boganmeldelser på B.T. Ruppert havde talt dunder, og bedt mig lure klart. Forgæves. Men sådan levede man jo altid på snyderiets kant, som ung purpur boheme.

Og der var da heller ikke gået mange uger, før jeg kunne mærke hvordan jeg blev trukket rundt i mit pubertetsskæg. Bettina Heltberg, dette arrogancens ypperste dannelsessmæld, der stod i sin vældige miniature som litteraturredaktør, ønskede ikke den unge digter op i sin flok. Der havde hun sgu været mere dreven og fræk i min tid på B.T., hvor hun snurrigt i blid alvor sendte mig bøger til anmeldelse i Politiken. Anmelder på to blade, det var da intet mindre end en cadeau. Men jeg blev så henvist til at skrive klummer på bagsiden, og det var jo ikke lige der at jeg havde ønsket min signatur. Men de fik satme klummer så læserbrevsstormen ingen ende ville tage. Og jeg blev så årsmester 1982 i abonnementsfrafald og forskrækkelse. Min position var så ubetvivlet. Så efter et højrøstet møde med alkoholløftet krav om at få en chefredaktørløn, og fortløbende rygter om at jeg tissede på gangene, og gik igennem glasdøre, blev bagsiden så normaliseret. Men jeg blev gået med ære og en 10.000 kroners respektpræmie for min flid. Retfærdighed findes.

Men man må nok sige at jeg aldrig nåede længere end at blive en ugleset parentes af en fortænkt årsvækst. De eneste der virkelig stod mig bi på bladet, var Claes Kastholm, tegneren Henrik Flagstad og fotografen Lars Hansen. At jeg så år senere befinder mig i det bedste selskab med Jørgen Grunnet og fine Herbert Pundik, ja det har måske noget med den forbandede alder at gøre. Dette må være din bladdød tænkte jeg så. Men så ringede Ingeborg Brügger, og ville gerne have mig til at skrive på hendes kulturside i Ekstra Bladet. Og der har jeg nu haft min naturlige gang i 15 år, først som aktiv lejlighedsdigter, de sidste par år som lyrikanmelder.

En epoke af litterær middelirritation synes jeg ligesom svæver over mig i årene 83-85. Men det er måske i virkeligheden mere en depression der prøver at få has på mig. Ja, det er det vist nok mildest talt. En hospitalsfobi der ligefrem flager fra alle åbninger i min krop. Men jeg kunne jo også bare have opført mig ordentligt. Og så var der altså stadig sådan et stort gabende hul i min musiske livsnerve, efter ophøret af Bandet Nul. Men sådan en rigtig københavner-aften, den skal der jo også være plads til indimellem. Så sammen med min gode ven, skagens-maleren Poul Winther drager vi en aften til Café Victor for at løse damer, og lette på vores arbejdsskyld. Vi trængte kort og godt til at lalle med sne i øjnene. Til et godt og robust klask af nøgenhed. Og efter en kort briefing med tjeneren, har Poul bestilt to flasker rødvin til sig selv, og for den nette sum af 475 kr. bliver jeg så beskænket med en hel flaske rød Ålborg. Bare et ølglas og colaer, tak. Knæveren går mere og mere fordybende den næste times tid eller så, og mine fingre bliver sødere og sødere. Min optimale livsglæde. Så erindrer jeg ikke mere, før en taxa holder alene med mig ved Pouls lejlighed i den indre by. Og idet jeg træder ud, kommer foden kejtet bagom kantstenen, og jeg sætter hovedet med hensynsløs fart ned i fordørens hjørnespids. Og siden troede jeg bare at jeg skulle bløde ud på en sofa. Hvile efter livets overbalance.

Men man kommer sig efter en lang nats søvn, selv om det nok er den mest mørke morgenrøde ansigtsløftning og vask som jeg har været ude for. Man skulle jo nok have betænkt skadestuen. Men dagene går og jeg tror da også, at jeg så langsomt er ved at gro sammen igen. Men musikken og stemmerne i mine ører tager til tungere og dybere, både i styrke og angst. Og en aften hjemme hos mine forældre kollapser jeg i galskab, og jeg står nøgen og skrigende i stuen da den kvindelige natlæge kommer. Ankommer, ja. Jeg begynder at falde hen allerede i ambulancen, og vågner først op igen fem dage senere. Aldrig har jeg dog pisset så mange kolber fulde, og hvor lægerne roste mig. Delirium tremens siger lægen, mens jeg ydmygt beder om at blive løsnet fra mit seletøj. Først i morgen min herre, dine ben kan ikke bære dig, husk dog al medicinen Valentino. Der var ikke langt til at du havde fået elastikken på storetåen. To måneder senere blev jeg så skilt fra mit debutægteskab fra og med Komtessen. Det var igen min ugudelige fascination af utroskabens hårrødder, der prompte trak det længste strå. Men åh I tøser, disse vadesteder af skillelinier lærte mig aldrig diskretionen. Men nu kunne der sgu da også kun vente lys og lygte lige om hjørnet. Jeg følte ordet selvværd falde som en respektløs skam inde i mit hoved. Fandme ville jeg vokse et stort selvværd nu.

En ganske almindelig maj-dag i 1985, drager jeg med min gode ven arkitekt Gunnar Bertelsen mod den lille flække Kikhavn uden for Hundested. Bare en dryssende forårs-weekend havde vi tænkt os at spille vovehalse i. Og vi når da også et ualmindeligt godt stykke derudaf, da Bertelsen pludselig får den gode idé, at det jo er jazz-aften hos den kendte forsvarsadvokat. Og disse aftener er en institution i Allerød. Om vi dog ikke lige skulle kigge forbi, trompetere lidt med på melodilinien, og så tage aftenens højdepunkt natmaden med. Og med alle gode instinkter i os, vimser vi med på det dansende piano, indtil “Det gamle orkester” emmer af sult. Og så sætter vi os ellers til natmaden, og alt kan jo ske. Jeg føler mig lidt som lyrisk springbræt.

Hedder hun Bodil siger jeg, det lyder skæbnesvangert, og så løber hun hele tiden over vejen for at tage en telefon. Efter et sønnike-tilkald. Den skulle komme så langstrakt fra som USA. Vil det så sige at hun er en slags næsten genbo, jamen det er jo skæbnesvangert. Kan en genbo virkelig bo så tæt på, nu kunne jeg godt mærke at spiritussen begyndte at kollidere med sproget. Men hvorfor ikke vise vrangen ud med det samme, så tager man jo ligesom strømmen af overraskelserne. Og nu kunne jeg altså ikke spise mere, hverken med overmund eller med undermund. Og Bertelsen havde lagt bilnøglerne på pension i sin liebhaver-pung. Hvor skal vi sove i nat hviskede jeg ind i Bertelsens ører. Men han hikkede kun. Hans eneste overklasse-maner.

Men pludselig som vi kunne høre at nu blev der båret ud hos advokaten, så befandt vi os sgu som et trekløver på vej over gaden. Bertelsen og mig som virrende hinkeruder, Bodil som en net viljestærk frontfigur. Her kunne vi godt tænke os at bo sagde arkitekten og jeg i kor, da vi trådte ind i den rummelige og hyggelige lejlighed. Og ved et afrikansk tromme-vippe-bord der så absolut havde set bedre dage, blev der så fragtet rødvin, og en stor flaske Gammel Dansk ind. Det var måske heller ikke så tosset med en lille kop kaffe. Rødvinen havde allerede været på gulvet en gang, men der blev ikke engang reageret skæbnesvangert. Jeg nåede at invitere Bodil på en oplæsning nogle dage længere fremme, inden jeg i min nypressede hvide undertrøje faldt omkuld. Og det må have været en meget meget skæv søvn, for jeg vågnede op som en forsmået tandløs bokser, eller også vågnede jeg som jeg plejede af tørst. Med en venskabelig og vanlig ydmyghed tog vi en hurtig ansigtsvasker, og så trillede vi ellers halsflænsede videre mod Kikhavn. Og vi nåede efter nødvendige og himmellæskende købmandsstop så endelig frem til arkitektens store sommerpalads. Og skæbnesvangre Bodil havde lovet at komme og høre min københavner-oplæsning. Men det var nok ikke det sidste ord i vores sammenhæng spillede min hjerne naivt. Hvis mine instinkter holdt, kunne jeg godt tænke mig at udfordre hende med et fælles sprogligt anliggende.

Jeg sidder nu og kigger ud af vinduet fra mit kontor, sneen dækker skovens grene, og vores gode ven forsvarsadvokaten døde i 1991. Men jeg entrede altså lejligheden og siden er jeg blevet hængende, med mit livs skæbnesvangre. Og jeg kan stadig høre jazzen derovrefra, men så skal jeg også knurre af koncentration. I dette snarlige forår 1998. For fanden for et herligt liv.

Og meget er det blevet til i de mange år, næsten et helt lille bibliotek af bøger. Og jeg lagde så godt ud med et par rigtige anmelderhit, “Under viadukten til Allerøds himmel”, 1986 og ”Susen fra et mandshjerte”, 1988. Og siden er der næsten kommet en sprængfyldt poesiboble hvert år. Senest min lidt utidige samtidsvrængen og dog hit “Hvert åndedræt sit sprog”, 1996. Og jeg har forlængst rundet de 40 år i stor gejst, og der er masser af sprog på vej. Når foråret springer. Og det kan være i den næste håndbevægelse.

Og så er der samarbejdet med alle malerne igennem de sidste tyve år, tak tak, og de har en vis evne til at gøre livet rigtigt festligt. Bare for at nævne et lille men smukt vingefang. Kenn André Stilling, Barry Wilmont, Poul Winther, Jørgen Nash, Judith Fischer Hansen, Peter Hentze og Poul Skov Sørensen. Ja, jeg er sågar i dette herrens år, blevet valgt ind som medlem af Kunstnersammenslutningen Vrå-udstillingen.

Ved siden af poesien, og den stadig mere påtrængende og dybt fornøjende prosafortælling. De er også på vej i bogform i år. Så må jeg nok sige at det er radiospillet, der er den nye store appetitvækker. Indtil de skrå brædders teatre begynder at sende bestillings-breve til Allerød. Og mit nyeste, det tredje af slagsen “Som om at vi ikke var plot nok”, om forholdet Strunge – Jac 1977-83, ruller ud fra krystalapparaterne i dette forår. Og så tror jeg fandme også at jeg snart trænger til opladeferie. Bodil hvisker det i øret.

Og så kan jeg selvfølgelig ikke glemme den 28. november 1997, da jeg blev begavet med Beatrice-prisen. Det var en hæder der lunede, og så for hele mit spraglede og alvors-glade forfatterskab. Og så vil jeg slutte dette lille essay med mit højstemte takkedigt, som jeg lod brøle af imens vi sad med kaffekopper og cognacglas i Rungstedlunds stuer. Godt, godt. Men nu vil jeg så forberede mig på en gåtur, og langsomt lade det sive ind, at jeg er blevet 43 år. Sikke dog en mundfuld at slippe, men hvor det dog lettede. Tak selv. Det var da så lidt.