»Og siden troede jeg bare at jeg skulle bløde ud på en sofa. Hvile efter livets overbalance«

Tag dog nu bladet for munden Flemming Palle, havde jeg sagt godt og inderligt til mig selv. Det har været i årene 74-75, og jeg skrev løs af iver i mit lille anneks. En overgang troede jeg simpelt hen, at jeg havde opfundet den dugfriske ugentlige digtsamling. Men med den vældige post respons fra alskens forstående danske forlag, som jeg så nådigt fik retur, kunne jeg efterhånden genstridigt besinde mig med, at jeg manglede et markant særkende. Ja, måske ligefrem et vandmærke i mine papirer som lyste teksterne op. 

Men intet mindre end en psykologisk-sammenbruds-kolbøtte i sommeren 76, fik mig pludselig til at undre mig over mit eget sprog. Enten havde jeg fået vinger, eller også havde jeg stødt mig godt og grundigt på en flaske æblevin. Men der var simpelt hen sket en gen-forskydning i min måde at møblere sætninger på. Og hold da kæft hvor det fascinerede mig, men det varede dog endnu nogle dansklæreres kejtede kviksteptrin, inden de kunne se det originale, ja den jomfrunale originalitet i det. Men nu skrev jeg simpelt hen bare rundt om hele verden, og det var ligemeget hvor, for den stod jo altid foran mig. Eller den hang der slentrende i luften og vejrede ord. Og hvis i