Print artikel

Ærligheder og løgne

Essay
12.07.17
Selvhjælpsbøger og pop-psykologi lover redskaber til at dele dit inderste og læse andres tanker. Men, som dokumentaren om Amanda Knox demonstrerer, er det måske et umuligt projekt. En kronisk ærlig skribent undersøger sandhedens og løgnens sociale semiotik.

Vi er måske omkring 15 år, min veninde Sofie og jeg, da vi får øje på to jævnaldrende drenge i Aarhus midtby. Vi aftaler at stikke dem en lille løgn: vi skal præsentere os med falske navne. Det gør vi os meget i, at teste, hvor langt vi kan komme med halve sandheder eller hele usandheder. Jeg har fx en veninde, der nogle gange spiler maven op og binder et tørklæde om, så det ligner, at hun er gravid – det har hun flere gange haft held med at bilde jævnaldrende ind. Der er prestige i at kunne binde folk ting på ærmet. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af at lyve.

»Jeg hedder Alice,« siger Sofie – åbenbart det vildeste, hun kunne komme på, men de køber den. Da drengene vender sig mod mig, sætter panikken ind. »Elisabeth,« præsenterer jeg mig, helt ærligt og helt, helt forkert. »Ej, det passer jo ikke,« siger drengene, »det hedder du jo ikke.« Drengene har forvekslet min usolidariske ærlighed med løgn. De opfangede som sådan situationen helt rigtigt: selvom det, jeg sagde var sandt, så var det ikke rigtigt.

I mange år var mit nytårsforsæt det samme: jeg skulle lære at lyve. Det er da meget sympatisk med den ærlighed, tænker du måske, og jeg har da også brugt mange nytårsaftener på at forsvare mit projekt. Men gang på gang, i alt fra terningespil til break-ups, har det vist sig, at livet bare glider nemmere med lidt bluff.

Ligeså problematisk som politikeres lemfældige omgang med sandheden kan være, ligeså nødvendig kan en smule forstillelse være i hverdagen. Måske er løgnen og den halve sandhed ikke kun et onde, men også et vilkår for social omgang i det hele taget? Spillet mellem løgn og sandhed, ærlighed og maskepi er en kompleks social semiotik – i sociale situationer går vi konstant balancegang mellem afsløring og maskering af vores indre tanker og følelser. Hvis løgnen øger afstanden mellem det indre og det ydre, så er ærligheden et forsøg på at mindske, eller helt udviske den afstand. At blotte selvet for den anden.

Enten er jeg en psykopat i fåreklæder – eller også er jeg dig

Filosoffen Harry G. Frankfurt har i sine essays On Bullshit og On Truth undersøgt den filosofiske skelnen mellem sandhed, løgn og det, han kalder bullshit. Mens bullshitteren er i en gråzone, hvor sandhedsværdien er lidt ligegyldig, så længe han opnår sit mål, så er både løgneren og den ærlige afhængige af en skelnen mellem sandt og falsk. Ærlighed forudsætter, at man siger det, man tror er sandt. Og løgneren ved, at han lyver – men kun fordi, han også ved, hvad der er sandt.

Hvad sande og falske udsagn til gengæld har til fælles er, at de udtrykkes gennem sproget – hvad end det er ordenes eller kroppens sprog. Løgn og ærlighed er fundamentale kategorier i enhver kommunikation. Vi indgår, som den norske journalist Bår Stenvik skriver i essaybogen Bløff – Hvordan juks og selvbedrag gør os til bedre mennesker, »i en livslang dans med ord og ting, to verdener som refererer til hinanden, men ikke helt overlapper, og dermed giver et forhandlingsrum hvor nye ting kan ske.« Både løgneren og det ærlige menneske bevæger sig i rummet mellem tingenes og ordenes verden.

Et fængsel bygget af bullshit

»Jeg kan bedst lide at sige det, jeg tænker,« citerede min far mit barnejeg for i min konfirmationstale. Jeg er ret sikker på, at det skal forstås bogstaveligt: ikke bare sådan, at det, jeg siger er noget, jeg har tænkt, men at stort set alle min barndoms tanker blev til ord. Man kan sige, at jeg var et meget kommunikerende og udadvendt barn. Man kan også sige, at jeg var en typisk oversharer in spe. Helt bogstaveligt havde jeg nok et ønske om at dele mit inderste med andre: at lade mig læse som en åben bog.

Vi er altid lidt som gådefulde sfinkser for hinanden

Oversharing er et begreb, der er vokset frem med de sociale medier, og hvis der er ét sted, hvor afstanden mellem den virkelighed, vi deler, og den, vi lever, er størst, så må det være på Instagram og Facebook. Her kan man virkelig tale om en semiotisk afstand mellem sociale roller og indre liv. Vi tager selfies og skifter profilbillede, bygger avatars op og kommunikerer gennem dem. Det er ikke nødvendigvis falsk, men det er næppe heller hele sandheden. Her bliver det om noget tydeligt, at ikke alle (selv)portrætter afbilder en hel, autentisk og stabil identitet. Min lidelsesfælle udi total ærlighed, den amerikanske skribent, instruktør og skuespiller Lena Dunham, har endda betegnet oversharing og TMI – too much information! – som sexistiske begreber, der skal inddæmme kvinders og pigers følelser. Hold dine intime og besværlige tanker for dig selv og vis os kun det, vi ønsker at se! I den optik er ærlighed et sympatisk frigørelsesprojekt, der skal gøre op med tabuer - ikke mindst, hvad angår kvindekroppen.

I skolen blev det dog hurtigt klart for mig, at der var store sociale fordele i at kunne maskere sine følelser. De to største mobbeofre var ham, der blev så hidsig, at han løftede bordene, så de smækkede i gulvet, og så mig, der græd, hver gang jeg blev ked af det. Det er sårbart at være gennemsigtig.

Men der findes faktisk fællesskaber, der dyrker den totale ærlighed som et ideal, hvor sprængfarligt det end kan være. Det lyder som noget, jeg har praktiseret længe, tænkte jeg, da jeg hørte navnet på den amerikanske selvhjælpsbevægelse Radical Honesty, der afholder workshops over hele verden. Her lover de både større frihed og stærkere intimitet, hvis du lærer at sige sandheden – altid. Psykolog Brad Blanton er manden bag, og han lancerede sin teori i bogen Radical Honesty: How to Transform your Life by Telling the Truth, der forklarer, hvordan vi alle er fanget i vores egen løgnagtighed: »The mind is a jail built out of bullshit,« som Blanton poetisk formulerer det. Ifølge teorien er det nemlig netop sindet – vores tanker, fortolkninger og moral – der blokerer for en mere sandfærdig omgang med verden. Vi skjuler os bag vores tanker. »The truth turns to bullshit in the human mind just like food turns to excrement in the human body,« forklarer han med endnu en af de hyppige afføringsmetaforer. Da vi lå i mors mave, var vi ren væren og sanselighed. Siden er vi blevet belæsset med kulturelle koder og regler, ligesom vi har formuleret en livsfortælling, der forklarer, hvem vi er. Skal man tro Blad Blanton, gælder det bare om at rulle livshistorien tilbage og i stedet begynde at mærke efter, hvordan vi har det lige nu… og nu… og nu… Og sige det hver eneste gang – også selvom sandheden kan være ilde hørt, når det fx drejer sig om utroskab eller fornærmende kommentarer.

Men også sandsigersker som Blantons disciple støder på en udfordring, når det kommer til at omsætte sandheden i ord: »Language may be inadequate to the task of complete communication,« som han bemærker. Visse steder ligner Blantons bog et desperat ønske om at overkomme afstanden mellem ord og ting, mellem den ydre persona og det inderste selv, som er, indrømmer han, »ubeskriveligt«. Erkendelsen af, at det faktisk kræver et poetisk talent at udtrykke følelser på en nøjagtig måde, følges op af den lidt løse konstatering af, at den, der virkelig er optændt af ærlighed, han finder også de rette ord. Hvordan det så end går til.

Men der er noget, der skurrer. For det første forudsætter teorien bag Radical Honesty en totalt relativ forestilling om identitet: »Sandheden forandrer sig,« som det hedder, og er altid kun sand i øjeblikket – måske bliver den oven i købet mindre sand i det øjeblik, man udtrykker den. For det andet, er det til tider svært at få øje på de altruistiske motiver i den totale ærlighed. Fx fortæller Blanton om et fraskilt par, hvor kvinden praktiserede Radical Honesty. Efter et særlig ærligt møde, følte hun sig pludselig fri og lettet. Et par måneder senere begik manden selvmord. Som reklame for ærlighed i parfoldet er det en lidt tvivlsom anekdote. Også andre erfaringer stiller bevægelsen i et uheldigt lys. Til det populære storytelling-arrangement The Moth, hvor gode fortællere får stillet en scene til rådighed for deres historie, har den amerikanske radioproducer Starlee Kine fortalt om sit møde med Radical Honesty under research til en bog om selvhjælp: en workshop endte med, at Blanton mobbede hende ud, fordi hendes sandheder var for banale (de andre tilstod bl.a. mord og sex med katte), og det endte med, at politiet hentede hende fra det, hun beskriver som en sekt. Nej, det er næppe heller her, jeg finder ro med min manglende løgnagtighed.

Emojis og tankelæsning

I den amerikanske tv-serie Lie to me løser Dr. Cal Lightman (Tim Roth) mysterier ved at betragte folks ’mikro-udtryk’, små variationer i ansigtsmimikken, der angiveligt udtrykker en række mere eller mindre komplekse følelser. Hver gang nogen udtrykker skam, læner de fx ansigtet ind i håndfladen. Beviset for, at det er sådan, skam ser ud? Et billede af Bill Clinton i selvsamme positur, som drages frem igen og igen. Jeg må indrømme, at jeg gav op efter to afsnit – serien er ret karikeret, og Dr. Lightman virker som et virkelig enerverende bekendtskab: konstant gennemhuller han sine medmenneskers udsagn med observationer af trækninger omkring deres mundvige eller mangel på øjenrynker ved smil (det universelle tegn på et falsk smil!).

Lightman er baseret på en virkelig person, nemlig den britiske psykolog Paul Ekman, der har bygget en virksomhed op omkring aflæsningen af mikroudtryk. Vi har syv forskellige grundfølelser, forklarer Ekmans hjemmeside: vrede, frygt, tristhed, afsky, foragt, overraskelse og glæde. Undertrykkelsen af disse følelser – gennem løgn eller fortrængning – giver sig udtryk i en række mikroudtryk. Gennem Ekmans firma, kan man købe sig til forskellige kurser, der skal lære én at aflæse dem – og dermed afsløre andres (selv)bedrag. En ’Face Combo’ koster $99 mens den lidt mere avancerede ’Face Suite’ går for $209. Her forlyder det altså, at man kan lære at læse ansigter, lidt ligesom man i gamle dage kunne tage brevkurser i spansk og esperanto. Fra virkelighedens løgnedetektorer til spekulative fænomener som tankelæsning, telepati og sandhedsserum – kulturhistorien er fuld af gadgets, psykologiske tricks og overtro, der lover et utilsløret kig ind i den andens indre. Ideen om mikroudtryk lægger sig i forlængelse af den selvsamme fascination og udmærker sig med sit fokus på ansigtet: selv, hvis vi lyver med ord, så taler ansigtet altid sandt.

Hvis kronisk ærlighed er et ønske om at blive set, så er det til gengæld også en besnærende tanke at kunne læse andres ansigter som en åben bog. Men hvad med det andet bibliofile ordsprog, som på engelsk lyder don’t judge a book by its cover? Vi og vores ansigter er vel næppe omvandrende emojis, der til enhver tid bare udtrykker eller undertrykker klare følelser? Selvom der nu findes hele fire forskellige kyssesmileys i UniCodes emojikartotek (den, der bare har prikker som øjne, er bare ikke nær så inderlig som den med røde kinder, er den?) bliver det vel aldrig helt et klart udtryk for noget så kaotisk, privat og foranderligt som følelsen af begær eller kærlighed. Man kommer hurtigt i vanskeligheder, hvis man vil behandle følelser med sprogets kategoriske logik.

Perugias sfinks

Måske er det ikke bare forkert og upræcist at skue hunden på hårene – ideen om ansigtets sprog som identisk med sandhedens kan faktisk have fatale konsekvenser.  Tag den amerikanske udvekslingsstuderende Amanda Knox fra Seattle, der i 2007 blev sigtet for mordet på sin engelske bofælle Meredith Kercher i den lille italienske by Perugia. Knox blev dømt for mordet sammen med sin daværende kæreste Raffaele Sollecito. Efter de havde afsonet fire år, blev dommen omstødt og Knox og Sollecito frifundet, hvorefter de siden blev både sigtet og frifundet igen. Netflix-dokumentaren Amanda Knox,  der udkom i september, fortæller historien om sagen, der blev et internationalt mediefænomen, ikke bare på grund af mordets bestialske natur, men også på grund af den karakter, medierne tegnede af Knox. Hendes quirky fremtoning – hvad hun i dokumentaren selv beskriver som barnlighed – blev tolket som tegn på, at hun skjulte noget. ”Foxy Knoxy” blev hun hurtigt døbt af pressen efter navnet på hendes Myspaceprofil, ligesom hun i italienske medier blev beskrevet som en »hun-djævel med et engleansigt.« Alt sammen forsøg på at finde frem til sandheden ved at aflæse den unge kvindes ansigt: Tilhører det et uskyldigt barn? Eller en sadistisk, seksuelt perverteret morder? Den slags konklusioner følger en logik, hvor øjnene virkelig er sjælens spejl – og samtidig udgør historien en moderne heksejagt, hvor kvindelig skønhed og seksualitet dæmoniseres. Pludselig handlede retssagen ikke om bevismateriale, men om en offentlig granskning af selve Amandas inderste væsen: ikke så meget ’myrdede hun?’ som ’er hun, inderst inde, en morder?’ Ikke for ingenting fik Amanda også tilnavnet »Perugias sfinks« – i medierne blev hun til inkarnationen af en forstyrrende gåde. Og ligegyldigt, hvad sandheden er, er den uhyggelig: »Enten er jeg en psykopat i fåreklæder – eller også er jeg dig,« siger Knox i filmens introsekvens.

Sagen om Amanda Knox konfronterer os med den måske mest basale uhygge af dem alle: nemlig den, at vi aldrig kan få adgang til den andens indre. Vidnesbyrd og retssager skal afgøre, om vi kan bevise skyld eller modbevise den, og det juridiske system har frikendt hende. Men noget unddrager sig: hvad der sker i Amandas inderste, hvem hun virkelig er, er det kun hende selv, der ved – hvis hun da ved det. »Det her er mine øjne,« siger Knox i slutningen af dokumentaren, »De er ikke objektivt bevismateriale.« Hun sidder i et gråt studie og ser lige på os. Hendes blik udtrykker noget uhåndgribeligt, omskifteligt og utilgængeligt. Her er et fremmed menneskes ansigt.

Måske er løgnen og den halve sandhed ikke kun et onde, men også et vilkår for social omgang i det hele taget?

Ifølge Harry G. Frankfurt, er det faktisk netop den slags erfaringer af andethed, der gør sandheden til et vigtigt begreb, ikke bare i samfundet, men i vores basale omgang med verden. Det er i det øjeblik, vi støder mod verden, at den afslører sig for os som virkelig. Lidt ligesom vores spekulationer om Amanda Knox’ væsen må strande ved betragtningen af hendes ansigt. Når vi erfarer, at der er noget, der ligger uden for vores egen bevidsthed, bliver det meningsfuldt at tale om virkelighed - og dermed også om sandhed: »If there were no such facts or truths, if the world invariably and unresistingly became whatever we might like or wish it to be, we would be unable to distinguish ourselves from what is other than ourselves and we should have no sense of what in particular we ourselves are,« skriver han i On Truth. Derfor er løgneren også ensom, forklarer Frankfurt: han lever i en selvfabrikeret verden, der ikke kan deles. Han har isoleret sig selv. Paradoksalt nok er det altså netop, når vi støder mod verdens fremmedhed, at vi finder noget, vi kan deles om: nemlig virkeligheden, fakta, sandheden – det, der er uden for os selv.

Ifølge den logik er der faktisk et fællesskab at finde i at dele sandheden, men en del af den sandhed er måske, at total ærlighed ikke bare er socialt problematisk, men også umulig i praksis: vi er altid lidt som gådefulde sfinkser for hinanden. Derfor må jeg også komme med en indrømmelse: det med, at jeg ikke kan lyve – det er selvfølgelig en løgn, eller i det mindste en halv sandhed. Når det virkelig gælder, finder jeg de rette, falske, ord.