Ærligheder og løgne

Vi er måske omkring 15 år, min veninde Sofie og jeg, da vi får øje på to jævnaldrende drenge i Aarhus midtby. Vi aftaler at stikke dem en lille løgn: vi skal præsentere os med falske navne. Det gør vi os meget i, at teste, hvor langt vi kan komme med halve sandheder eller hele usandheder. Jeg har fx en veninde, der nogle gange spiler maven op og binder et tørklæde om, så det ligner, at hun er gravid – det har hun flere gange haft held med at bilde jævnaldrende ind. Der er prestige i at kunne binde folk ting på ærmet. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af at lyve.

»Jeg hedder Alice,« siger Sofie – åbenbart det vildeste, hun kunne komme på, men de køber den. Da drengene vender sig mod mig, sætter panikken ind. »Elisabeth,« præsenterer jeg mig, helt ærligt og helt, helt forkert. »Ej, det passer jo ikke,« siger drengene, »det hedder du jo ikke.« Drengene har forvekslet min usolidariske ærlighed med løgn. De opfangede som sådan situationen helt rigtigt: selvom det, jeg sagde var sandt, så var det ikke rigtigt.

I mange år var mit nytårsforsæt det samme: jeg skulle lære at lyve. Det er da meget sympatisk med den ærlighed, tænker du måske, og jeg h