Print artikel

Nyhed: ATLAS Podcast

Anbefaling
28.06.18
Vi præsenterer ny podcast, der går i dybden med udvalgt indhold fra vores trykte historier. Første udgave er ude nu.

I dag udkommer første afsnit af ATLAS Lyd: ATLAS’ bidrag til podcastlavinen. ATLAS Lyd er samtaleprogrammer, der hver måned går i dybden med alt det bedste fra ATLAS Magasin og leverer interviews, reportager og kritisk debat direkte i dine øregange. I en medieverden hvor nyt er bedst, og først er størst, giver vi den enkelte historie plads og perspektiv uden at lade nyhedstrekanter og aktualitetskriterier diktere vinklen. Med ATLAS Lyd kommer du under huden på magasinets skribenter og redaktører og tæt på de kloge hoveder og krøllede hjerner, artiklerne kredser om.

I vores første program kan du komme med en tur i ondskabens cockpit, når vi taler med ATLAS’ litteraturskribent Mikkel Boris om romantisk litteratur og filosofiske essays skrevet af ingen ringere end de to tidligere diktatorer Saddam Hussein og Moammar Gadaffi. Vi fordyber os i nogle af deres mest kuriøse værker og forsøger på den baggrund at tegne et anderledes portræt af de to tyranner. Derudover kan du høre ATLAS’ redaktionsmedlem, Alexander Rich Henningsen, uddybe sine tanker om konkurrencestatens selvoptimeringstyranni, når vi går kritisk til hans essay Hvem retter man høtyven mod.

Vært: Josefine Maria Hansen Musik: Sanne Dalgaard Møller.

ATLAS Podcastredaktion: Astrid Rifbjerg, Nana Kofoed Nielsen og Josefine Maria Hansen

Du kan finde ATLAS Lyd på iTunes, og hvor du normalt henter dine podcasts.