Print artikel

Idiosynkratisk rapport: Et venligt arrangement med venlige mennesker, der er venlige mod hinanden

Idiosynkratisk rapport
30.03.17
Spørgsmålet om minoriteters repræsentation i medier, kunst og kultur er ekstremt vigtigt. Men hvordan diskuterer vi det? Hvad skal der til for at få en substantiel debat i gang om emnet? I hvert fald ikke personlige historier fra hvert sit ståsted ind i et enigt fællesrum. Læs her den første i ATLAS’serie af idiosynkratiske rapporter.

Jeg har ofte overvejet, hvordan det må føles at leve som minoritetsperson i et land som Danmark. Være brun i et overvejende hvidt samfund. Se sig fremstillet i medier og populærkultur som tilhørende en gruppe, der er plaget af sociale problemer, social kontrol holdt i hævd af konservative familieværdier, kriminalitet, arbejdsløshed, ja, alt muligt ubehageligt. Hvordan må det ikke være at blive præsenteret for den slags fortællinger igen og igen? For at blive klogere tager jeg til arrangementet Minority talks – popkulturens spejlbillede, afholdt af organisationerne Mino Danmark og Dare Gender, hvor netop dette spørgsmål: fremstillingen af minoritetspersoner i populærkulturen, skal diskuteres. Til lejligheden er en række berømte minoritetspersoner inviteret: musikere, debattører, aktivister etc.

Arrangementet er opbygget som en række paneldebatter modereret af ordstyrerne Lucia Odoom og Moussa Mchangama, hvor temaerne ”De unge”, ”Kvinderne” og ”Mændene” bliver diskuteret. Desværre bliver det ikke til nogle særligt spændende samtaler. Et udpluk:

På scenen begynder tre mandlige musikere at diskutere, om musik skal være sympatisk for at være godt. Om rappere har et politisk ansvar. Med andre ord: er god kunst opbyggelig kunst? Reza Forghani, producer for kunstnere som S!vas og Gili, siger nej. Marwan, kendt for det hårdtslående album P.E.R.K.E.R., siger også nej, men selvfølgelig, man bør ikke decideret reklamere for kriminalitet. Shaka Loveless smiler og siger, at han skam tænker meget over at undlade grimme ord som fuck i sine tekster. Man har bestemt et ansvar som kunstner. Reza Forghani bryder ind og siger, at vi ikke skal gå og gemme verdens grimme sandheder for børnene, de er klogere, end vi tror, vi er nødt til at vise dem det hele, også skuddrab og den slags. Kunst bliver ikke godt, det bliver uærligt, hvis man viser glansbilleder af verden. God kunst er ikke nødvendigvis opbyggelig, det må aldrig være bedømmelseskriteriet.

Diskussionen er på en måde symbolsk for hele denne eftermiddag: Formålet med arrangementet er sympatisk, debattørerne interessante, kloge, intelligente, og med vigtige perspektiver på det at være en minoritetsperson i Danmark. Men udførelsen er ikke god, samtalerne bliver aldrig rigtig farlige, de tager aldrig fat om det fundamentale spørgsmål. Lidt som at skrive en venlig bog om venlige mennesker, der er venlige mod hinanden. Det bliver meget venligt, men aldrig helt godt.

Et problem er, at paneldeltagerne aldrig bliver holdt fast på deres ord af de to moderatorer, aldrig bedt om at uddybe noget eller modsagt, aldrig udfordret for alvor. Der er simpelthen ikke nok smertepunkter, ikke nok, der gør bare en lille smule ondt. Måske også fordi deltagerne og moderatorerne er så enige om alting, som tilfældet er. Det bliver snak fra hvert sit ståsted ind i et enigt fællesrum. Hvad med diskussioner af mere fundamental art? Diskussioner om multikulturalismens udfordringer, værdirelativisme, strukturel racisme, whatever. Ingen af den slags mere fundamentale overvejelser finder vej til debatterne.

Det er ærgerligt, for emnet er så uendeligt vigtigt: Hvordan bliver minoritetspersoner fremstillet i populærkulturen? Hvordan får vi skabt et rum for at minoritetspersoner kan fortælle deres historier, deres udlægning af virkeligheden i populærkulturen – i musik, film, bøger osv? Den slags spørgsmål kommer vi aldrig i dybden med. I stedet hører vi Jacqueline Friis Mikkelsen holde en opflammet tale om, hvordan ungdommen i Danmark i dag presser sig selv for hårdt og går ned med stress, fordi alle konkurrerer med alle. En vigtig pointe, men pænt meget uden for dagens emne. Ligesom de tre mandlige musikeres diskussion af kunst og opbyggelighed, der er som et popkulturelt ekko af en Brandes-influeret litteraturdebat. Et vældig spændende spørgsmål, men det forholder sig ikke rigtig til temaet: minoriteter i populærkulturen.

Når jeg nu er kommet vadende ind på Hovedbiblioteket som det mest majoritetsagtige menneske, nogen kan forestille sig – hvid, heteroseksuel, ciskønnet middelklassemand – er det ærgerligt, at jeg ikke bliver klogere på de deltagende minoritetspersoners refleksioner over populærkulturelle fremstillinger af minoriteter og deres ideer til, hvordan vi kan komme alle de mange skævheder til livs. Jeg har svært ved at komme med gode svar, jeg er ikke en minoritetsperson. Og jeg vil gerne finde ud af, hvordan vi som samfund kan sikre at få alle med.