Print artikel

Det skal du se på CPH:DOX

Fra 'Homo Sapiens'
Anbefaling
16.03.17
ATLAS har vanen tro nærstuderet dokumentarfilmfestivalens program og fundet frem til de film, du skal se.

Homo Sapiens

Menneskeslægten homo har 2,3 millioner år på bagen og homo sapiens 200.000 år. I den østrigske auteur Nikolaus Geyrhalters nyeste film Homo Sapiens er der ingen mennesker at spore. Kun sporerne af dem. I statiske skud viser Geyrhalter en menneskeforladt verden. Øde kontorer, tomme swimmingpools, mosbegroede bygninger, en rutsjebane midt i havet. Det er dragende og fremmedgørende tableauer, som lader til at være en sammenstilling med og refleksion over den æstetiske vision, som Geyrhalters tidligere film Danube Hospital især udtrykte. Portrættet af et af Europas største hospitaler følger minutiøst de daglige rutiner og arbejdsprocesser og vokser sig til et spejlbillede af, hvordan vores samfund håndterer sundhed og sygdom, liv og død. De urbane ruiner i Homo Sapiens er selvsagt blottet for den slags funktioner, der er omdrejningspunktet i Danube Hospital, og netop derfor skal Homo Sapiens måske opfattes som en fremskrivning af den teknologiske udvikling og det moderne samfund, Geyrhalter blotlægger i sine andre film. Homo Sapiens er blevet kaldt postapokalyptisk science-fiction, og filmen lyder som en visuel overdådig og stemningsmættet film fra en instruktør med et helt særligt blik for forholdet mellem teknologi og mennesker. Geyrhalter holder desuden en masterclass på festivalen.

Fredag 17/03, kl. 18.00 på Kunsthal Charlottenborg

Torsdag 23/03, kl. 21.00 på Kunsthal Charlottenborg

Lørdag 25/03, kl. 16.30 i Cinemateket

Homo Sapiens

Bitter Money

Arbejderklassen er i fokus i kommunistiske Kina. Wang Bing vender med Bitter Money igen sit kritiske blik imod den kinesiske kapitalisme. Bitter Money følger mænd og kvinder, der har forladt Yunnan-provinsen for at finde arbejde i den voksende handelsby Huzhou. Men det er ikke lykken. Ligesom i West of the Tracks og Three Sisters er den økonomiske rangstige uden for rækkevidde, og der er ikke meget at se frem til. Fattigdommen er et grundvilkår og den sociale mobilitet et luftkastel. Bing forsøger som altid at være fluen på væggen med sin tilbageholdende registrerende stil, og han følger ikke en bestemt gruppe mennesker. Ind imellem vender han tilbage til personer, han har fulgt tidligere, men ellers går han i hælene på en ny skæbne i det kvarter, hvor migranterne opholder sig. Bings evne til at gå i ét med tapetet plejer at være så vellykket, at de personer, han følger, stort set ikke ænser kameraet og synes påvirket af situationen. Som i Til Madness Do Us Apart, hvor Bing skildrer livet på en anstalt for psykisk syge patienter, der er helt afskåret fra verden udenfor. Kameraet strejfer omkring på anstalten som var det en fast del af interiøret. Patienterne lader nærmest til at se lige igennem det, og det giver Bing adgang til en barsk og kold verden uden moralske og adfærdsmæssige restriktioner. Hvis det igen er lykkedes Bing at komme helt tæt på ved at holde sig på afstand, så kan man se frem til en film, der trænger ind under huden med sine arbejderskæbner, der betaler prisen for den voksende kapitalisme i Kina i disse år.

Søndag 19/03, kl. 16.00 i Palads

Torsdag 23/03, kl. 12.00 i Dagmar

Bitter Money

Machines

Ammoniak på lærredet! Rahul Jain portrætterer i sin filmdebut en indisk tekstilfabrik. Ikke mindst det sansebombardement, man møder der – især lugten af ammoniak, der gennemsyrer fabrikken, har Jain haft en særlig trang til at videreformidle. Jain forsøger med Machines aktivere tilskuerens krop, hvorfor filmen også er blevet sammenlignet med et værk som Leviathan om industrifiskeri på en kutter, som det banebrydende Sensory Etnography Lab står bag. Det er klaustrofobiske rum, desorienterende gange og et maskineri, hvis lemmer og dele er i konstant bevægelse, man møder på fabrikken - tilsat et mekanisk spektakel på lydsiden. Og så er det arbejdere, som tilbydes inhumane arbejdsforhold og dårlig løn. Jain ville egentlig have kaldt filmen Machines Don’t Go On Strike, men følte, at titlen sagde for meget. Machines skulle være en film, der ikke gav mange svar, men som stadig stillede skarpt på menneskerettigheder og uretfærdighed. Og det lyder som om, at han har formået at skabe netop det: en film, der sætter sig i kroppen og giver stof til eftertanke.

Torsdag 16/03, kl. 19 i SPACE10

Søndag 19/03, kl. 14.30 i Dagmar

Søndag 26/03, kl. 12.00 i Dagmar

Machines