Print artikel

Det skal du læse i weekenden

Anbefaling
06.10.17
Denne weekend kan du blive klogere på kinesiske investeringer i Europas gældsplagede økonomier, fascistiske monumenter i Italien, et stykke stof, alle taler om, og Nobelprisen i litteratur.

Da Trojkaen langede lån over bordet til lande som Portugal og Grækenland, fulgte der krav om nedskæringer, reformer og privatiseringer med. Det fik dem på jagt efter udenlandske investorer, og her stod Kina parat i kulissen, som i de seneste år har spyttet massive mængder kapital i de mest trængte europæiske økonomier. Det giver panderynker i Berlin, som kræver mere regulering og større gennemsigtighed på området, og endnu en fejde mellem Nord- og Sydeuropa lurer i horisonten. Læs Enter the Dragon hos Politico. 

Efter Anden Verdenskrig blev nazistiske symboler forbudt i Tyskland, og i USA raser debatten om sydstatsstatuer i det offentlige. Det er imidlertid ikke tilfældet i Italien, hvor fascistiske monumenter fra Mussolini stadig præget gadebilledet i landets byer. Det har New Yorker-skribenten Ruth Ben-Ghiat set nærmere på i Why Are So Many Facist Monuments Still Standing In Italy?

Burkaen er (igen) blevet tidens hotteste beklædningsgenstand. Dansk Folkeparti har for fjerde gang krævet et ”maskeringsforbud”, og i skrivende stund tegner der sig et flertal bag forslaget på borgen. Informations Niels Ivar Larsen leverer et indspark i debatten her.
Khaders kampagne mod Exit-cirklen er ikke god islamkritik. Det er heksejagt

I 2015 vandt Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur for sine dokumentariske romaner, og i 2016 blev vores alle sammens rockpoet, Bob Dylan, hædret for sine sangtekster. I år var det så engelske Kazuo Ishiguros tur, en bredt kendt romanforfatter med to Hollywood-filmatiseringer i bagagen. I What Happened to The Nobel Prize in Literature ser New Republic nærmere på prisens udvikling over årene.