Print artikel

Det kan du læse og høre i weekenden

Humans of late capitalism
Anbefaling
15.12.17
Hver fredag kommer ATLAS med anbefalinger til en weekend på internettet. I denne uge handler det om Christina Hagens græske dagbog, Paddington og alle os humans of late capitalism.

Min græske dagbog

»Jeg er flyttet til Grækenland i et halvt år. Jeg havde tænkt, at jeg skulle starte forfra, leve et ukompliceret liv. Jeg har boet på hotel i 3 mdr i Chania på Kreta. Der var larm. Nu er jeg flyttet ind i min egen lejlighed. Her er larm. Alting er besværligt. Alting er dyrt. Jeg havde tænkt, at jeg ikke ville skrive eller noget som helst herfra, men jeg bliver angst af "ikke at komme af med det". Jeg har min Macbook og garageband med, men ingen mikrofon.

Jeg er ensom her, jeg træner i Palmos Gym, jeg køber tit en halv grillkylling i supermarkedet og æder den kold, jeg dater min tandlæge her - vi suser rundt i bjergene i hans BMW Coupe, og ellers går jeg bare rundt i gaderne. Der bliver pissekoldt i vintermånederne. Hvis I kunne være interesseret i en slags reportager herfra, så vil jeg gerne det.«

Sådan skrev forfatter Christina Hagen til Bertelsen og Brügger, og siden er det blevet til en række dagbogsudsendelser om livet i Grækenland. I et utroligt langsomt tempo giver Hagen en fin beskrivelsen af hverdagen i sydeuropa, hvor især hendes (manglende) forhold til tandlægen er et centralt spor (åbenbart fordi det var dét, Bertelsen var mest interesseret i). Det er, som Hagen ofte er; ærlig uden at være performativ ærlig og uperfekt uden en søgen efter det perfekt uperfekte.

På et tidspunkt udtaler hun, at »herfra var det sluttet i mit almindelige liv«; altså at fortsættelsen skyldes radioprogrammet. Sikke en fin sondring mellem det rigtige liv og det liv der er til for at blive gengivet.

> Min græske dagbog

Paddington Bear, Refugee

I langt de fleste af mine barndomsår var det bøgerne om Paddington, jeg fik læst højt, og toppen af barndommens parabel syntes at være, da jeg en dag besøgte Paddington Station i London, hvor en skulptur viser bjørnen fra Peru siddende på sin kuffert med det ikoniske skilt om halsen; please look after this bear.

Bøgerne om Paddington er skrevet af Michael Bond, der forinden havde været kameramand på BBC, og samlet set er historien ikke mindst interessant i et nutidigt lys, fordi vi ikke hører om rejsen over Atlanten, men i stedet om den endnu længere rejse man oplever, når man som flygtning skal assimileres i et nordeuropa, hvor man helst bliver bag egen hæk. For Paddington udmærker sig ved at være uvidende om alt, der knytter sig til den engelske kultur - og det er fra start til slut en historie om, at ville forstå de koder der udgør det engelske.

> Paddington Bear, Refugee

Humans of Late Capitalism

Det siges, at vi befinder os i late capitalism; et begreb der hentyder til, at kapitalismen ikke er den permanente tilstand, men derimod noget der langsomt afvikles.

Begrebet er både sørgeligt og morsomt og hele tidsånden, som vi alle bevæger os i, har på instagram-kontoen Humans of Late Capitalism fået en perfekt æstetik. Fra syge folk der må hæve penge på vej til hospitalet til Das Kapital som en del af bogserien ‘Business Classics’. Det er infinite scroll fra sin bedste side.

> Humans of Late Capitalism