Print artikel

ATLAS Magasin #10 udkommer i dag

Forsideillustrationen er denne gang lavet af Nina Dissing
Redaktionelt
13.11.18
Allerede? Ja, årets fjerde og sidste trykte ATLAS er på gaden. Find det i udvalgte boghandlere og kulturinstitutioner, eller bliv medlem og få det tilsendt med posten.

Bladet er et forsøg på at dykke ned under det umiddelbare indtryk og undersøge de sprækker, livet er fuldt af. Magasinet er denne gang præget af artikler, der går undersøgende til værks og spørger: hvad nu, hvis det forholder sig modsat af, hvad vi tror?

Denne bestræbelse er tydelig i forfatter Simon Holm Pedersens reportage En duft af samfund fra Center for Social Evolution, hvor man forsker i myrer. Måske er myrernes impulsdrevne samfund uden tanker, følelser og erindringer et bedre alternativ, selvom vi mennesker indimellem tror, det er flere tanker, flere følelser og flere erindringer, der er løsningen på alle vore problemer? Eller i Kasper Mikael Jaceks feature De rette linjers poesi, der undersøger landinspektørens blik. Et blik, der kan virke koldt kalkulerende, når landskabet inddeles i rette linjer, måles og modelleres, men, viser det sig, også rummer sin egen poesi. Det er et blik, der også er fuldt af kærlighed til markerne, bakkerne, vandløbene og træerne. På samme måde rummer Stine Engens essay Hvem var nogensinde så ung en ambivalens. Det er en fortælling om at blive voksen i en by, der rummer alle de modsætninger, paradokser, glæder og sorger, som også et menneskeliv er fuldt af. Eller i Markus Floris Christensens interview med den tyske forfatter Simon Strauss, hvis bog Syv nætter handler om bagsiden af det trygge småborgerlige liv: angsten for, at det ikke var mere end det, at livet er fladt og tomt. Men livet er aldrig bare fladt og tomt, livet er uendelig dybt, og det kan gøre én helt forpustet.

Artiklerne i magasinet understreger alle denne pointe. Verden er kompleks, og det er umuligt at komme med hurtige snuptagsforklaringer på noget som helst. Her på ATLAS vender vi kompleksiteten og verdens uoverskuelighed til en fordel. For det er først i det uoverskuelige, at verden for alvor bliver interessant. Hvis du er enig, er her et magasin fuldt af anmeldelser, essays, features og reportager, der tager livtag med litteraturen og livet. Alt det, der ikke kan reduceres til et regneark. Alt det, der hæver sig lige lidt længere op og dykker lige lidt længere ned.

Hvis du ønsker at blive medlem af ATLAS og få bladet tilsendt med posten, kan du læse mere her.

Bladet er som altid gratis og vil være at finde følgende steder i København:

Politikens Boghal

Møllegades Boghandel

Ark Books

Kihoskh

Forum Antikvariat

Storrs Antikvariat

Dyrehaven

Academic Books KUA + CSS

Thiemers Magasin

Litteraturhuset Nybrogade

Det Kongelige Bibliotek, Diamanten

Grand Teatret

Empire Bio

Tranquebar

Betty Nansen Teatret

33 Bøger

Charlottenborg

Og i Aarhus:

Dokk1

Kristian F. Møllers boghandel

Stakbogladen