Skriv med ATLAS

Er du glad for at skrive, og interesserer du dig for journalistik og kreativ skrivning? Drømmer du om at arbejde som journalist, skribent eller redaktør, og vil du gerne forbedre dine skriftlige evner? Så har du nu mulighed for at komme på et to måneders kursus hos ATLAS, hvor du får udviklet dine skriftlige kompetencer, og hvor målet er, at du producerer en tekst, der kan udgives hos os. Hvis du deler vores drøm om at udvikle en mere dybdegående, tænksom og nysgerrig journalistik, er du den helt rette til at deltage i Skriv med ATLAS.

Kurset består af to elementer: Dels undervisning i grundlæggende journalistiske færdigheder med særligt fokus på genrebevidsthed, dels et journalistisk projekt, som hver deltager løbende arbejder med.

Den første del af kurset består af undervisning i grundlæggende journalistiske færdigheder fra ATLAS’ redaktionsmedlemmer, samt gæsteundervisere. Her vil vi gennem oplæg, diskussioner og skriveøvelser arbejde med vinkling, genrebevidsthed og den gode skriftlighed. Vi prøver forskellige genrer af og giver hinanden feedback. I løbet af kurset vil vi desuden læse eksemplariske tekster for at finde ud af, hvad den gode artikel indeholder, og hvor vidt forskellig journalistik kan være fra artikel til artikel og skribent til skribent.

Målet for arbejdet med det journalistiske projekt er at skrive en tekst, der kan blive parat til publicering hos ATLAS. Vi brainstormer over emner og ideer til artikler, og herefter arbejder vi løbende med teksterne og udvikler dem gennem feedback, øvelser og opgaver fra gang til gang. Det journalistiske projektarbejde er tænkt som et slags skriftlighedens laboratorium, hvor vi prøver forskellige ting af, eksperimenterer, fejler, justerer og opnår nye indsigter om vores egne tekster. Det er helt op til kursisten selv, hvilken genre man ønsker at skrive i, det kan være alt fra interview, reportage, feature, essay, analyse, kritik, men underviserne er der selvfølgelig til at vejlede og hjælpe under hele forløbet.

Kurset foregår fra kl. 16.30-20 hver torsdag på vores kontor på Nørrebro. Der vil desuden være forskellige hjemmeopgaver fra uge til uge, som regel læsning af tekster som forberedelse til den kommende kursusgang. Næste hold starter d. 21. februar 2019.

Varighed: to måneder, dvs. 8 kursusgange, og derudover holder vi en fælles afslutning, der varer en hel dag, hvor vi runder projekterne af, hygger os og samler op på forløbet.

Antal pladser: Maks. 12.

Pris: 5999 kr.

Kursusleder: Alexander Rich Henningsen, redaktionschef på ATLAS

Ansøgning: Skriv højst 2500 anslag om, hvorfor du ønsker at deltage i Skriv med ATLAS, samt et eksempel på en artikelidé, du kunne forestille dig at arbejde med. Ansøgningen sendes til kursus@atlasmag.dk senest d. 11. februar 2019. Vi glæder os til at høre fra dig.