Print artikel

Vidensrindalisme

Hvad var det nu, der skete dengang i 1728?
Kommentar
15.08.19
Vi er blevet et land af vidensrindalister, der opfatter viden som et middel frem for et mål i sig selv. Det gennemsyrer uddannelsespolitikken, forskningspolitikken, journalistikken og samtalerne omkring middagsbordene, og det er synd.

Fremtiden kalder på naturvidenskabelige og tekniske kandidater. Folk med kompetencer inden for de såkaldte STEM-fag, som er en forkortelse for disciplinerne Science, Technology, Engineering and Mathematics. Ifølge Teknologisk Institut er »STEM-kompetencer (...) afgørende for at kickstarte en jobskabende og videnintensiv vækst på tærsklen til den 4. industrielle revolution.« Instituttet påpeger, at der i 2025 vil være næsten 28 % flere ansatte i STEM-jobs i Danmark, og ud fra samme logik har uddannelses- og forskningsministeriet formuleret en ambition om at styrke STEM-fagene i Danmark. Efter at tallene for sommerens studieoptag kom frem, var de store erhvervsorganisationer desuden igen-igen ude med den sædvanlige beklagelse over, at der ikke er flere, der vælger STEM-vejen, for det er STEM-vejen, verden bevæger sig ind på, må man forstå.

Det er STEM-fagene, som fremtidens arbejdsmarked vil efterspørge, og som vi derfor er nødt til at uddanne flere kandidater inden for, lyder argumentet. Kandidater, der kan skabe reel værdi på bundlinjen ved for eksempel at skrive et stykke kode, som får en eller anden virksomheds webshop til at suse ind i himlen rent salgsmæssigt. Kandidater, der kan bygge en robot, som kan finde ud af alt muligt sejt, løfte en ældre medborger eller putte mad ind i en ældre medborgers mund (undtagen når robotten så ikke lige kan ramme munden, som indtil videre har været situationen). Dét er folk, vi har brug for. Sådan lyder i hvert fald den gængse logik. Vi har brug for medarbejdere, der kan noget med IT, med vindkraft, regnemodeller, enzymer, robotter, den slags. Regnedrenge, kvantitative analytikere, nyttige kompetencer.

Imens frister humanistiske og blødere samfundsvidenskabelige fag en slags skyggetilværelse, hvor kandidater kæmper om de stillinger, der bliver færre og færre af, efterhånden som staten skærer ned på kulturområdet. De jobs, hvor man får lov at beskæftige sig med guldalderen, eller med at arrangere en eller anden litteraturfestival, eller med at udstille abstrakte malerier, eller med, hvad der rent faktisk skete dengang under Københavns brand i 1728. Al den flødeskumsviden, vi i princippet godt kunne leve uden.

I princippet. Problemet er bare, at principper har det med at blive totalitære, og tidens fremherskende idé om, at viden skal kunne bruges til noget, og for eksempel spændes for et vækstlokomotiv, er vitterligt meget totalitær. Det er en idé, der har markedet som sit udgangspunkt, og som opfatter alt andet end markedet som værende til for markedets skyld. I dén verdensforståelse bliver viden et middel til profit frem for et mål i sig selv.

Der er selvfølgelig intet i vejen med naturvidenskabelige landvindinger og smarte teknologiske løsninger, der sikrer stabil energiforsyning, effektivt vaskemiddel eller muligheden for at få indopereret nye hjerter i patienter, der i tidligere tider ville dø. Men når de videregående uddannelser bliver rangordnet ud fra en skala, hvor måleenheden hedder penge og intet andet end penge, bliver det ubehageligt. Hvorfor er det for eksempel sådan, at store medier som DR og en række dagblade hvert år ved studieoptags-tid udgiver sensationsprægede historier, der sammenligner uddannelser ud fra, hvilke kandidater der tjener mest efter endt eksamen? Hvorfor er det, at den statslige UddannelsesGuiden med sit værktøj Uddannelseszoom gør noget nær det samme?

Hvornår mon vi begynder at tage så hippieagtige og flovt idealistiske begreber som almen dannelse, historisk forståelse, humanisme, social bevidsthed, sprogforståelse og filosofisk omløb i hovedet alvorligt igen?

I det spil bliver humanisterne taberne, fordi deres kompetencer (hvis vi endelig skal kalde dem det) er svære at gøre op i kroner og øre. Ikke desto mindre besidder humanister noget, som vores samfund ikke kan klare sig uden: En grundlæggende historisk og kulturel bevidsthed og dermed indsigt i, hvorfor samfundet ser ud, som det gør, hvad vi kan gøre for at forbedre det, og hvad vi skal sørge for ikke at gøre, hvis vi vil undgå totalitarisme, politiske, økologiske og moralske kriser. Gode humanister besidder en evne til at reflektere over moralske spørgsmål og en forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, der gør dem fuldkommen uundværlige i udviklingen af fremtidens robotter, sociale medier, statslige institutioner, fødevarevirksomheder, medier, ja, man kunne blive ved.

Situationen i dag, hvor ethvert vidensbegær forventes at have sin egen businesscase, giver efterhånden mindelser om lagerforvalter Peter Rindal, der harcelerede over statsfinansieret abstrakt kunst. Nu har rindalismen så bare ramt uddannelsesområdet, og den er repræsenteret uhyggeligt bredt blandt beslutningstagere, erhvervsliv, forældre og unge kommende universitetsstuderende. I dag afkræves unge mennesker en rigtig god forklaring af efterhånden hvem som helst, hvis de ønsker at tilegne sig viden om noget, de interesserer sig for, udelukkende fordi de interesserer sig for det. Det er trist. Hvornår mon vi begynder at tage så hippieagtige og flovt idealistiske begreber som almen dannelse, historisk forståelse, humanisme, social bevidsthed, sprogforståelse og filosofisk omløb i hovedet alvorligt igen?