Print artikel

Valgets tale

Der var fyldt med tal, skærme og smarte grafikker i DRs valgcenter onsdag aften, hvor tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen var gæster.
Reportage
10.06.19
Kan demokratiet løse verdens aktuelle problemer – eller må der helt andre midler til? Atlas holdt valgaften i sofaen hos en antidemokrat, som mener vi må lære at lytte til plantens stemme.

Jeg fik en besked fra en ven: »Hvad stemmer du?« Der var kun få dage til valget, og jeg vidste det ikke. »Jeg er i tvivl,« svarede jeg. Han skrev tilbage: »Tror måske ikke, jeg stemmer. Jeg er nok anti-demokrat.« Jeg var overrasket. Min ven er veluddannet, han bestrider et offentligt embede, og han er en af de skarpeste hjerner, jeg kender. Hvordan kunne et tænkende menneske være anti-demokrat? Og så alligevel: Havde jeg ikke selv tænkt tanken? Havde tiden efter finanskrisen ikke vist, at de repræsentative demokratier i realiteten var blevet underlagt eller i hvert fald voldsomt amputeret af ”markedet”, og var ”markedet” ikke for længst kommet ud af demokratisk kontrol? Hvilken forskel gjorde det, om vi stemte Socialdemokratiet eller Venstre, når V vedtog bankpakker bag lukkede døre, mens S solgte offentlig infrastruktur til udenlandske kapitalfonde via skattely – begge med henvisning til ”nødvendighedens politik”, som reelt betød: ”markedet og økonomien bestemmer”? Var det ikke hip som hap?

Min ven og jeg aftalte at mødes hjemme hos ham og overvære valghandlingen fra hans sofa med dåseøl og hotdogs. Han lignede én, der havde været meget langt væk, da han åbnede døren sent onsdag eftermiddag. Blikket var fjernt, håret rodet. Et pendul hang i en kæde fra den ene hånd. Sådan ét, man bruger til healing. Han havde netop penduleret én af sine stueplanter, sagde han. En fløjsplante, Gynura Aurantiaca, også kendt under navnet ”Purple Passion” eller ”Velvet Plant”:

»Jeg begyndte med at lade mig selvhypnotisere med pendulet … for at overskride subjekt-objekt-adskillelsen ... Så begyndte jeg at synge for planten, ganske sagte … for at den kunne opdage min tilstedeværelse og min intention om kommunikation … og for at åbne dens energirum op … så den og jeg kunne indgå i et fælles rum, hvor vores respektive kraftfelter dannede et fælleslegeme. Pendulering henover planten vækker dens kraftlegeme. Som er en særlig energi-signatur, som er dans, frekvens, energi, sang. Alt dette for at bringe plantens legeme og mit legeme i overensstemmelse – ikke som enighed, men som en vibrationel samklang. At ’stemme overens’ kommer jo af ’stemme’: Hele legemet er et instrument, og stemmes det rigtigt, spiller det kosmos. Også planten er et instrument. Vi stemmer og samstemmer vores frekvenser for at hele og høre hinanden i en større kosmisk orden af vibrationel samhørighed.«

Der er ikke nogen tænkning af mennesket i politik. Det er et fladt menneske, et massemenneske, som er reduceret til segmenter, procenter og gennemsnit

Jeg sagde ”interessant” og rakte ham posen med øl. Pølser og brød stod klar. Vi satte os til rette foran skærmen. Ask Rostrup, DR’s talknuser og politiske orakel, swipede en kolonne med valgresultater fra Avernakø tværs over skærmen, det lignede en ny feature i valgstudiet – eller DR’s ”valgcenter”, som det hed nu. Med fingerspidserne forstørrede talknuseren et rødt felt, der repræsenterede Enhedslisten. Det viste 5,7 med grøn pil op, og det betød, at Enhedslisten gik 5,7 procent frem i den valgkreds. Så swipede han videre. Min ven sukkede og lagde en pølse i sit brød:

»Der er ikke nogen tænkning af mennesket i politik. Det er et fladt menneske, et massemenneske, som er reduceret til segmenter, procenter og gennemsnit. Eller interesser. Vi afgiver vores stemme til en politiker eller et parti, som så skal repræsentere vores interesser. Men mennesket er ikke en sum af interesser. Jeg kan måske godt forestille mig en politiker, som kan repræsentere mine interesser, men en politiker kan aldrig repræsentere min stemme eller mit væsen. Vi har afgivet vores stemme så mange gange i holdningsundersøgelser og forventningsafstemninger, at ingen længere ved, hvad en stemme egentlig er. Der er ingen vertikalitet i politik.«

Jeg tror, jeg forstod ham. Søndag aften havde jeg set partilederrunden på DR1, eller Demokratiets aften, som det hed. I over tyve minutter havde Mette og Lars og de andre diskuteret prisen på en pakke cigaretter. Publikum – det repræsentative udsnit af befolkningen, som var inviteret – klappede, da Mette sagde, at prisen skulle stige. Det klappede også, da Lars sagde noget andet. Og det klappede, da en tredje politiker sagde det modsatte. Alle klappede af skolepigen nede i salen, som krævede handling på klimaforandringerne NU! Mette Frederiksen satte trumf på: »Giv hende en hånd! Det er godt arbejde!«

Teater! havde jeg tænkt. Populisme! Massehysteri! De snakker, som vinden blæser! Havde Mette Frederiksen ikke lige stået i en anden debat på den samme tv-kanal og afvist at gøre op med vækstbegrebet – akkurat ligesom Lars Løkke –, selvom både forskningen, FN’s klimapanel og alle andre med bare minimal forstand på sagen sagde, at netop væksten måtte der gøres op med? Begge sider af den politiske midte ville både puste og have mel i munden. Klimaforandringer, ja og nej.

Teater! havde jeg tænkt. Populisme! Massehysteri! De snakker, som vinden blæser!

Min ven rystede på hovedet: »Det er demokratiets problem i en nøddeskal: man kan ikke adskille det repræsentative demokrati fra den kapitalistiske markedsøkonomi, som har en stor del af ansvaret for klimaforandringerne. Men jeg er skeptisk overfor den grønne fortælling, som alle nu tror skal redde os, for den rummer ingen skønhed, ingen galskab. De politiske partier, fra højre til venstre, taler kun om teknologiske løsninger og ændrede forbrugsvaner. Ingen taler om, at vi må forandre os som mennesker. De kan kun italesætte mennesket som teknisk og økonomisk væsen. Som homo faber og homo økonomikus. Ikke som et kosmisk væsen, der er indfældet i naturen på betingelser, vi ikke er herrer over. Eller som et legende væsen, homo ludens, der forstår verden igennem leg. Venstrefløjen taler for eksempel om solidaritet, men den rækker kun til mennesket. Ingen taler om solidaritet med alle de andre livsformer, der betinger vores eksistens.«

En ny prognose dukkede op på skærmen. Nogen skrålede. Et øjeblik svimlede det for mig: jeg så, at væggene i valgcenteret var dækket af hundredevis, måske tusindevis, små skærme, som hver især viste et eller andet sted i landet lige nu. Det lignede øjnene på et insekt eller plantecellerne i et blad, forstørret op til et landsgennemsnit. Festen hos Enhedslisten så størst ud, at dømme efter bevægelserne på én af skærmene.

Mette Frederiksen, som vistnok både havde vundet og tabt valget, tog ordet: »Valgets tale er klar,« sagde hun. Det var et interessant udtryk, tænkte jeg: hun havde hørt vælgernes røst i de afgivne stemmer, ligesom min ven havde hørt plantens røst i penduleringsritualet

Min vens stemme fra den anden ende af sofaen bragte mig tilbage i fokus. »Det repræsentative demokrati er ikke i stand til – eller ikke interesseret i – at tænke nye idéer. Særligt venstrefløjen er ikke interesseret i tænkning. Enhedslisten taler om folkepension og omfordeling, men de skulle hellere tale om folkeplanetarier: gratis, statsfinancieret udkig til galakserne for alle - det ville skabe livskvalitet for masserne! Og hvorfor er der ikke nogen i dansk politik, der taler om kunsten som en vej til nye erkendelser? De eneste, der har meldt noget ud kulturpolitisk under valgkampen, er Socialdemokratiet, og det var noget med flere penge til folkerevyer og endeløse sportsstævner. Ingen danske politikere drømmer nye verdener – det skulle da lige være ham, der foreslog at hente Helium-3 fra Månen til ubegrænset fusionsenergi på Jorden. Og han bliver set som en klovn og en fantast. Men han er jo realisten. Ja, hvorfor er der ikke noget parti i dansk politik, der har et rumprogram?«

Det var blevet sent. Pølserne var spist. Nu sad partilederne i Folketingssalen. Jeg så på deres ansigter. De var helt afklædte, halvvrisne af træthed. Maskerne var faldet. Det var næsten smukt. Rørende analogt. Nu talte de roligt til hinanden. Fjendskaber og mulige alliancer viste sig i rynker og blikke, i et tilbageholdt åndedrag. Mette Frederiksen, som vistnok både havde vundet og tabt valget, tog ordet: »Valgets tale er klar,« sagde hun. Det var et interessant udtryk, tænkte jeg: hun havde hørt vælgernes røst i de afgivne stemmer, ligesom min ven havde hørt plantens røst i penduleringsritualet. Den kommende statsminister havde især hørt de vælgere, som var kommet tilbage til Socialdemokratiet fra Dansk Folkeparti. Hun havde næsten tårer i øjnene. Min ven brummede. Han lå ned i sofaen nu. Hans stemme var grødet og uklar:

»På mange måder forfærdeligt deprimerende. Socialdemokratiet kan ikke ændre på udlændingepolitikken. De har lige fået DF-vælgerne tilbage. Minimale forbedringer. Men ikke et decideret kursskifte. En ren socialdemokratisk regering bliver jo en DF-regering med et lidt venligere ansigt og en blå økonomisk politik.«

Men hvad skulle vi gøre?             

»Kunsten er det eneste, der kan redde det her land fra sig selv nu. Vi må forstå, at planten har en stemme. Og så skal vi lære at lytte til den stemme.«

Nu hørte jeg stemmerne fra de to studieværter på skærmen, som sagde godnat og tak for i dag, det har godt nok været et spændende valg.