Vestlige visioner i russiske realiteter
TBILISI – Georgien er todelt som så mange andre tidligere sovjetstater. De unge taler ihærdigt engelsk og drømmer om Erasmus-legater. De konstaterer, at Danmark er et dejligt land, selv dem som insisterer på, at det ligger i Tyskland. De ved det bare. Modsat står den ældre genration i nutidens limbo mellem fortid og fremtid – minder og drømme. En utvivlsom tomgang for nogle af de som trods alt trivedes under Sovjet. På væggene i landsbyerne ses med jævne mellemrum kommunistiske slagord prydret med stolte afbildninger af georgieren Josef Stalin. I vejkanten smiler ærlige mennesker, som alle sælger solmodne nektariner til 13 øre stykket. Lidt til dagen. Lidt til vejen. Meget lidt.
Hovedstaden Tbilisi synes klemt ned imellem skulende bjerge. En klaustrofobisk beliggenhed som godt illustrerer landets geografiske position og historie. Overherredømmer tæller, foruden bjørnen i nord, Det Persiske Rige i øst og Det Osmanniske Rige i vest. Naboer som alle ønskede at føje denne flig af verdenskortet til deres umættelige riger. I slutningen af det 18. århundrede indgik georgierne derfor en beskyttelsesaftale med det religiøse broderfolk i nord. Få år senere blev beskyttelsen
