Print artikel

Verdensnationen

Den portugisiske opdagelsesrejsende Henrik Søfaren spejder stadig ud i verden fra havnen i Lissabon. Han var med til at lægge grundstenen for det moderne Portugals transnationale karakter.
Artikel
08.06.16
En tredjedel af alle portugisiske statsborgere bor uden for Portugal. Og relationerne mellem den gamle søfarernation og dens diaspora er tætte. En minister for portugisere i udlandet og det faktum, at fire mandater til parlamentet vælges af udlandsportugisere, stiller spørgsmål ved nationalstaten som noget territorielt afgrænset.

»Mit hjemland er det portugisiske sprog.«

Sådan siger hovedpersonen i Rastløshedens bog, der er skrevet af Portugals modernistiske nationaldigter Fernando Pessoa. Og det er netop sproget, og ikke den daglige gang inden for det afgrænsede område, der kaldes Portugal, som de fem millioner udlandsportugisere deler med befolkningen i hjemlandet.

I forordet til sin seneste bog skriver Malyn Newitt, professor i portugisisk historie på King’s College London, at »portugisernes historie ikke skal begrænses af et studie af den lille europæiske stat Portugal, men at den også skal indeholde de samfund, som blev plantet af portugisere verden over, og netværkene konstrueret imellem disse samfund, det være sig i kolonier tidligere eller i andre stater, hvor etniske portugisere eller folk som associerer sig med en portugisisk identitet har etableret sig.«

Hele sin karriere har Newitt beskæftiget sig med Portugals indflydelse i verden. Men på et tidspunkt slog det ham, at han i sin forskning længe havde overset, at Portugal er langt mere end bare det fysiske land. Derfor udgav han i 2015 bogen Emigration and the Sea: An Alternative History of Portugal and the Portuguese, der forsøger at kortlægge det, han kalder Storportugals historie. En væsentligt konklusion fra bogen er, at Portugal er en emigrationsnation, der har en lang og stolt tradition for at skibe portugisiske statsborgere ud i verden. Emigranterne har dog holdt fast i den tætte forbindelse til hjemlandet, og nationen Portugal skal derfor forstås transnationalt og ikke nationalt.

En medfødt søfarerbevidsthed

Udlandsportugisere, eller den portugisiske diaspora, som de også kaldes, er en del af det portugisiske samfund. Selvom de tog ud for at søge lykken andre steder end på Europas vestligste kyst, og selvom de endnu ikke er vendt hjem, har diasporaen fortsat en plads i det portugisiske samfund.

Den transnationale karakter kan givetvis spores tilbage til starten af 1400-tallet, hvor de første opdagelsesrejsende, som Henrik Søfaren og Vasco da Gama, lagde grundstenen til det, der senere udviklede sig til det mægtige portugisiske imperium. Portugiserne har altså siden den sene middelalder været en søfartsnation. De har derfor en lang tradition for at forstå Portugal som en mere abstrakt størrelse, der ikke udelukkende udgøres af knap 100.000 kvadratkilometer land, men også som noget kulturelt baseret.

Med en hjemlig befolkning på cirka 11 millioner indbyggere, bor omkring en tredjedel af alle portugisere ikke i Portugal. I stedet har de bosat sig i hele verden. Og modsat den første umiddelbare indskydelse er det ikke kun i de gamle ekskolonier, at udlandsportugiserne bor. I top fem over portugisiske emigrationslande finder man faktisk kun én tidligere besiddelse, Brasilien, der ligger som nummer to, ellers tæller den lande som Schweiz, USA, Spanien og Canada. Det største portugisiske samfund uden for Portugal findes i dag i Frankrig med pænt over en halv million portugisiske statsborgere.

De formelle forbindelser til Portugal

Diasporaen spiller en aktiv rolle i Portugal. Formelt set har alle portugisere i udlandet over 18 år stemmeret til både præsident- og parlamentsvalgene i hjemlandet. Et særsyn set med danske briller, hvor stemmeretten ophører for de fleste udlandsdanskere (diplomater undtaget), der opholder sig længere end to år i udlandet. Faktisk bliver fire ud af parlamentets 230 mandater valgt af portugisere i udlandet. To mandater vælges blandt portugisere i Europa, to af portugisere i resten af verdenen. Præsidenten bliver også valgt ved hjælp af stemmer fra udlandet. Diasporaen er med andre ord en direkte aktør i det politiske Portugal.

Portugal kerer sig også meget for sine borgere i udlandet. Landet har eksempelvis en minister, hvis officielle titel er Statssekretær for Portugisiske Fællesskaber i Udlandet. Ministeren, der er en form for juniorminister eller assisterende minister for Udenrigsministeren, tager sig blandt andet af kontakt og pleje af portugisiske samfund og grupper i andre lande. Derudover er han det politiske overhoved for det verdensomspændende portugisiske kulturinstitut Instituto Camoes, opkaldt efter det portugisiske svar på Shakespeare, Luis de Camoes. Instituttet sørger for udbredelsen af portugisisk kultur i udlandet i al almindelighed, men sørger i særdeleshed for at lære børnene af de mange portugisiske emigranter portugisisk, den så vitale lim, der binder den transnationale stat sammen.

Et andet institutionelt tegn på, hvordan staten Portugal i høj grad er globalt gearet, er reglerne for, hvem der er berettiget til portugisisk statsborgerskab.

Ifølge de officielle portugisiske pasmyndigheder kan en portugiser, der undsiger sig sit portugisiske statsborgerskab for at få et andet, stadig få udstedet nyt portugisisk pas. Set fra den portugisiske stats perspektiv mister man altså ikke sit statsborgerskab, fordi man overfor en anden stat har givet afkald på det. Kun hvis man undsiger sit portugisiske statsborgerskab overfor Portugal mister man tilhørsforholdet.

Sammenlignet med de danske regler er de portugisiske meget enkle. Selvom Danmark i 2015 begyndte at tillade dobbelt statsborgerskab, kan man fortsat ikke have et dansk statsborgerskab, hvis det land man også er statsborger i ikke tillader to nationale tilhørsforhold.

Muligheden for at få et nyt pas og officielt blive portugiser igen kræver kun et minimum af vedligeholdelse af ens officielle dokumenter. Men hvis en emigrant på ingen måde har kontakt med hjemlandet eller dets repræsentationer i udlandet over et meget langt stykke tid, kan det trods alt godt være bøvlet, at få et nyt pas.

Onesimo Almeida, der er professor i portugisiske og brasilianske studier på Brown University forklarer, at en årsag til at diasporaen i dag formelt set er så meget med i det portugisiske samfund kan spores i Portugals kolonifortid. Her udgjorde de oversøiske kolonier portugisisk territorium. I dag er landets areal væsentligt formindsket, men tanken om det portugisiske imperium har stadig ikke sluppet landets identitet:

»Fra det 16. århundrede og frem vænnede Portugal sig til, at den portugisiske befolkning var spredt ud over hele verdenen fra Sydamerika til Asien, Afrika og bagefter Australien. Meget tildigt etablerede Portugal stærke militære og administrative bånd med dets kolonier. Omkring det 17. århundrede blev Portugal et regulært emigrationsland, og mange portugisere søgte et bedre liv i kolonierne. Brasilien blev uafhængigt i 1822, men mange portugisere blev ved med at flytte dertil. Efter tabet af Brasilien voksede betydningen af de afrikanske kolonier, hvilket også resulterede i emigration til dem (Mozambique, Angola, Guinea-Bissau, Cape Verde og São Tomé & Principe, red.). I den anden halvdel af det 20. århundrede begyndte portugiserne at emigrere til andre lande i Europa og Nordamerika. På den måde er der portugisere i hele verdenen, og forholdet mellem Portugal og de portugisiske samfund i udlandet forsatte på alle niveauer,« forklarer han.

Det kulturelle tilhørsforhold

Men kulturelt betyder portugiserne i udlandet også en hel del for befolkningen i hjemlandet.

Portugals nationaldag hedder officielt Dagen for Portugal, Camoes og de portugisiske fællesskaber. Den fejres verden over den 10. juni. Den nyvalgte præsident Marcelo Rebelo de Sousa har sågar annonceret, at de officielle festligheder i år skal afholdes i udlandet, nærmere bestemt Paris. Hyldesten til nationen rækker altså langt ud over staten Portugals fysiske grænser.

Sandi Michele de Oliveira, lektor i portugisisk ved Københavns Universitet og selv en del af diasporaen i Danmark, forklarer, at de fleste portugisere kender nogen, i familien eller i vennekredsen, der enten er flyttet til udlandet eller hele tiden har boet der.

»Mobiliteten blandt portugiserne er høj. Tanken om at flytte er ikke så fremmed for de fleste, og derfor ser mange det som en mulighed, hvis behovet er der. Og qua Portugals mange op- og nedture, rent økonomisk betragtet, er folk flyttet ud af flere omgange. Derfor har de fleste portugisere i alle generationer bekendte, der bor i udlandet,« siger hun.

De Oliveira fremhæver, at tanken om relationer er væsensforskellig i Danmark og Portugal. Hvad man i Danmark ser som en fjern relation, kan i Portugal være ret tæt på. Noget der hjælper yderligere til den transnationale forståelse.

»I Portugal er familiebegrebet anderledes end i Danmark. I Danmark indbefatter den tætte familie som regel de allernærmeste, såsom mor, far, søskende og bedsteforældre. I Portugal rækker begrebet tæt familie langt ind i grandfætter-grandkusinerelationerne. Det betyder også, at du med interesse følge med i dine grandfætre og grandkusiners liv og virke. Uanset hvor de måtte bo,« uddyber de Oliveira.

Ofte kommer grandfætre og grandkusiner fra udlandet på besøg i deres oprindelige landsby for lige at tjekke op på, hvordan det stor til ’derhjemme’, og der opstår en flydende forbindelse til udlandet og udlandsportugiserne. I en dansk kontekst har en enkelt dansk bekendt i udlandet måske ikke nævneværdig indflydelse på, hvordan man generelt opfatter den danske diaspora. Men i Portugal er tilhørsfoldet med selv fjerne bekendte i udlandet stor.

Professor Almeida fra Brown University nuancerer de Oliveiras udlægning. Han mener, at portugiserne i Portugal har et lidt urealistisk globalt selvbillede.

»De (portugiserne i Portugal, red.) bilder sig selv ind, at de er mere transnationale end de faktisk er. Den største aktivitet generes i de portugisiske samfund i udlandet. Det er dem, der forlader landet, der føler sig mere forbundet til hjemlandet, som de forlod,« forklarer han.

Den manglende tilknytning fra de hjemlige portugisere til diasporaen, står ifølge Almeida i kontrast til udlandsportugisernes virkelig nære følelser til Portugal.

»Jeg udgav en bog med en samling af kortere artikler om Portugal og de portugisiske samfund i USA, som jeg kaldte Atlantic River, fordi fra New England i USA er Portugal bare lige ovre på den anden side af Atlanterhavet, og portugiserne i USA tager mentalt derhen hver dag. En venlig kritiker påpegede, at Amerika trods alt stadig er ret langt væk fra Portugal rent fysisk, men jeg svarede, at fra de portugisiske samfund i USA føles Portugal meget tæt på. Den anden vej rundt er følelserne knap så stærke efter min mening. Dem der tog af sted har fået skåret en del af dem selv skåret af, da de rejste. De føler det manglende ligeså så stærk som folk, der har fået amputeret deres ben og som fortsat kan mærke benet,« beskriver Almeida.

Hvor tæt en portugiser i udlandet føler sig knyttet til Portugal er et generationsspørgsmål.

»De ældre generationer er mere knyttet til hjemlandet. Mange kommer ofte tilbage for at tage på ferie. Andre kan ikke tage hjem så ofte, men følger nyhedstrømmen og er meget involverede i alle mulige arrangementer i deres lokale portugisiske samfund i udlandet,« forklarer Almeida.

At de hjemlige portugisere på det private plan måske godt kunne være stærkere knyttet til de udenlandske statsborgere forhindrer ikke lederne i Portugal i at lægge en klar offentlig linje for et transnationalt Portugal. Officielt rækker Portugal langt ud over landets fysiske grænser. Almeida trækker på Fernando Pessoas berømte citat til at forklare landets transnationale karakter.

»For Pessoa var det portugisiske sprogs verden langt større end det geografiske Portugal. I dag er hans berømte udsagn blevet indoptaget af portugisiske ledere, som vil holde fast i sproget, som noget der forener alle portugisere, i Portugal og ude i verden.«