Print artikel

Tillært hjælpeløshed

Ikke så meget håb tilbage i Grækenland. Men der er altid Game of Thrones. Foto: CC
Essay
22.06.16
Hvordan det lykkedes de europæiske institutioner at paralysere et helt lands befolkning

Der findes et berømt forsøg indenfor klinisk psykologi, som har til formål at illustrere, hvad der sker når et dyr (og i forlængelse heraf, et menneske) bliver udsat for stressende eller smertefulde stimuli, som f.eks. elektrisk chok, og ikke formår at finde måder at undgå disse stimuli på. Det første af en række af sådanne eksperimenter, udført af Seligman & Maier, fandt sted i 1967 på University of Pennsylvania. Jeg vil ikke trætte jer med de tekniske detaljer, men essensen er som følger: En hund placeres i et aflukke, hvor gulvet kan give smertefulde elektriske chok. Hvis der er en teknik til at undgå at få chok (f.eks. ved at trykke på et håndtag) lærer hunden den hurtigt. Hvis et tryk på håndtaget ikke har nogen effekt, vil hunden prøve en række strategier, før den giver op og overgiver sig til smerten uden at gøre noget for at undgå den. Senere, når hunden igen får adgang til en række måder at undgå chokkene på, gør den intet for at undslippe dem, da den har lært, at chokkene er tilfældige, uundgåelige og en nødvendig del af dens daglige tilværelse.

Dette eksperiment siger en masse om en hunds mentale formåen og om, hvor langt mennesker vil gå for at åbne hjernens sorte boks. Men det er sagen uvedkommende lige nu.

For at tale om noget tilsyneladende helt andet (der i virkeligheden slet ikke er uden relation til ovenstående), så lad os kaste et blik på mit hjemland, Grækenland, som i løbet af de sidste seks år, for dem som ikke bor der, skiftevis har været følgende: a) et særdeles dysfunktionelt system, b) en historie til skræk og advarsel for andre lande i finansielle vanskeligheder, c) en katastrofe, d) den verdensomspændende økonomiske storms øje, e) en legeplads for journalister såvel som økonomer.

Før vi fortsætter, vil jeg gerne understrege, at dette essay på ingen måde er en undskyldning skrevet for at gøre opmærksom på de uretfærdigheder, resten af Europa har begået mod det græske folk. Det har dog til hensigt at illustrere visse pointer, set ud fra en, der var tilstedes perspektiv; en person, som er fuldstændig dedikeret til at løse en hvilken som helst krise, det viser sig at være, hvad enten den er moralsk, finansiel eller national. Afsløring: Jeg er en 38-årig mand med en fortid i mediebranchen. Jeg er ikke politisk analytiker, ej heller en, der følger nyhederne tæt. Det plejede jeg at gøre, men ikke mere – og det er i sig selv en pointe.

 

––

 

Men tilbage til Grækenland og udlandets stereotype forestillinger om Grækenland. Jeg kan på ingen måde vide, hvordan nordeuropæerne ser på landet. Min datamængde er begrænset, men fra de venner, jeg har i udlandet, er det lykkedes mig at opfange følgende: Nordeuropæernes syn på Grækenland er en dobbelttænkning, der formår at inkludere vidunderlige strande, vindmøller, der knejser i solnedgangen og grækere, der spiser på taverner og smadrer tallerkner, side om side med altomsiggribende korruption, en humanitær krise hidtil uset udenfor krigszoner og grækere, der tilsyneladende gør oprør på Syntagma-pladsen et par gange om ugen. Alt det ovenstående passer (undtagen det med at smadre tallerkner, det er vi holdt op med, og det anses i dag for kitsch), og alt sammen har det formået at skjule landets sande ansigt.

Så, bortset fra, hvad I allerede ved om landet, kommer her en hurtig historietime: Der fandtes ikke en græsk stat, før den blev officielt anerkendt i 1830. I oldtiden var der i den samme region et antal bystater forenet af et fælles sprog og en forkærlighed for at bekrige hinanden. De blev besejret af romerne, og da Romerriget blev delt i to, blev den ene del til det Byzantinske Rige, der efterfølgende blev besejret, opløst og afløst af Det Osmanniske Rige. Da dette sidste rige begyndte at stavre omkring som en gammel mand, tillod den tids stormagter (England, Frankrig og Rusland) dannelsen af en lille, fuldt kontrolleret stat. Formålet var at stabilisere regionen, og samtidig kunne det fungere som et pres på osmannerne, der på dette tidspunkt havde rebrandet sig selv som tyrkere. En slags protektorat. Denne lille stat var hjem for et melange af tidligere undersåtter fra Det Osmanniske Rige, der i den grad havde behov for et nationalt narrativ for at skabe sammenhængskraft, og således blev den moderne græske stat født med hjælp fra en dubiøs blanding af byzantinsk ortodoks kristendom og det gamle Grækenland; et meget besynderligt valg, når man tænker på, at fortalerne for det første ødelagde arven efter det andet. Altså har den moderne græske stat ingen meningsfyldt forbindelse til den hellenistiske æras bystater, bortset fra den tilfældige undervisning i oldgræsk i skolerne (oldgræsk er grundlaget for nygræsk, men de to sprog er så forskellige, at grækerne må lære oldgræsk som det næsten-fremmedsprog, det er).

Mere bonusinfo: De hvide marmorstatuer, forbilledet for simplicitet og elegance, var i virkeligheden ikke hvide. De var malet i vilde og larmende farver. Det samme gælder templerne og søjlerne og alt det andet, der nu er i marmor og hvidt. Efter i århundreder at have ligget i jorden eller været udsat for regionens hårde vejrlig, er farverne simpelthen blevet skrubbet af. En anden hårdnakket myte, der er blevet forstærket i de seneste år, er ideen om grækeren som en doven og grådig freerider, der lever af frugterne af de hårdtarbejdende nordeuropæeres arbejde. Men grækerne arbejder flere timer end borgerne i noget andet EU-land, som denne OECD-tabel hjælpsomt demonstrerer. (Produktivitet er dog et helt andet spørgsmål, men det har intet at gøre med medfødt dovenskab, men snarere med de vedvarende strukturelle problemer i statsapparatet og den måde, regeringen bibeholder og udbreder sin magt på).

Og nej, Finanskrisen i 2008 var heller ikke starten på Grækenlands sorger (Grækenland blev officielt indlemmet i krisen 23. april 2010, da premierminister Georgios Papandreou annoncerede, at landet nu officielt havde søgt finansiel hjælp hos Den Internationale Valutafond). Grækenland flød ovenpå gennem halvfemserne og nullerne, først ved hjælp af løftet om monetær integration i EU og siden på grund af de legendariske olympiske lege i 2004. Herefter begyndte tingene hurtigt at falde fra hinanden. Da jeg for første gang begyndte at søge jobs i 2006, kan jeg huske, at mediantiden for at finde et nogenlunde fast job med sundhedsforsikring og pension var seks måneder for et ungt menneske. De første rygter var allerede begyndt at cirkulere blandt ansatte i den finansielle sektor om, at de glade tider var forbi. Men vi blev ved med at låne, både som stat og som individer, for hvorfor dog ikke? Ser I, USA eksporterer mere og andet end Hollywoodfilm og semiavancerede våbensystemer. En af de ting, de eksporterede dengang, var f.eks. lånepraksisser. Jeg ved ikke, om der fandtes NINJA-lån i Grækenland (No Income No Job, hvilket betød, at enhver i USA kunne gå ind i en bank og låne 400.000 eller 500.000 dollars), men der blev introduceret mange kreative låneprodukter tilpasset den græske virkelighed, f.eks. ferielån og julelån (for ikke at nævne huslån), som man kunne bruge til at låne mellem 3000 og 5000 euro til Live your Myth i Mykonos (eller Gstaad) uden at nogen stillede spørgsmål, hvis du var en af de hoi polloi, der ikke havde råd til det. For det ville blive løst senere. Med renter.

 

–––

 

Hvad der er sandt om Grækenland er, at det er et korrupt land (i høj grad, ja, men dog ikke afsindigt) plaget af en inkompetent regerende klasse, og at landets unikke geopolitiske position gør, at det historisk set har betalt obskøne summer af penge til sit eget militære forsvar. Hvilket er en anden måde at sige på, at det er utrolig let at afpresse Grækenland med trusler om ustabilitet eller krig. Det har konsekvent været det mest forbrugende EU-land (med et årligt medianforbrug på 4 procent af BNP) og verdens største køber af tyske våben (i de fem år, der ledte op til 2010, købte Grækenland 15 procent af den samlede tyske våbenproduktion). Jeg udfordrer jer til at prøve at gætte, hvem der ligger nr. to. Og sammenlign så det med Danmarks 1,6 procent. Indtil 2010 var den gennemsnitlige grækers medianløn betydeligt mindre end den gennemsnitlige nordeuropæers, men grækerne blev lullet ind i en fortælling om, at dette låneorgie ville fortsætte ad infinitum, at halvfemsernes og nullernes såkaldte vilde dage ville fortsætte, og således brugte den gennemsnitlige græker løssluppent løs og købte tyskproducerede biler, franske silkelommetørklæder og græske huse, alt i mens han opretholdt særdeles ekstravagante natklubvaner.

 

Jeg er fristet til at sammenligne det græske folks følelsesmæssige tilstand i kriseårene med Elizabeth Kübler-Ross’ fem stadier af sorg (fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept), fordi grækerne gennemgår sorg i national skala. Særligt millenium-generationen sørger over det liv, som de blev lovet, det, deres forældre havde: to biler, en 100 kvadratmeter stor lejlighed et lækkert sted, et fast job på et kontor. I ved, middelhavsversionen af den amerikanske drøm

Men før I dømmer den ulykkelige gennemsnitsgræker alt for hårdt, så husk på, at landet har oplevet årtier med politiske stridigheder. Efter Anden Verdenskrig gennemgik Grækenland en ufatteligt traumatisk borgerkrig, som blev efterfulgt af to årtiers ustabilitet og afsluttet med en syvårig militærjunta. Halvfjerdserne og firserne var bedre, men halvfemserne blev, ved hjælp af de såkaldte Delors-pakker, bekræftelsen på, at landet endelig fik, hvad der tilkom det, og at de næste generationer endelig ville få bedre tider. Så det var tid til at have det sjovt, købe masser af lækre, importerede ting og give børnene forbrugertankens hellige gral: eget hus i en fin forstad (her har I grunden til, at Athen har så mange fine forstæder). Problemet var, at landet (uden den gennemsnitlige grækers vidende) blandt andet havde investeret heftigt i CDOer og CDSer, særdeles komplicerede og nærmest mystiske finansielle produkter designet og solgt af de største finansvirksomheder. Disse produkter havde medfødte reguleringsmæssige defekter, men som Joris Luyendijk har skrevet i sin gennemborende forskning i årsagerne til krisen, Swimming with Sharks, er den grundlæggende regel i finansverdenen caveat emptor (latinsk betegnelse, der på dansk oversættes til »køberen skal se sig for«, red.). Og der var lande, der ikke havde været forsigtige, ikke havde stillet de rigtige spørgsmål og som have købt masser og masser af disse uduelige, sprængfarlige produkter, der i et par dage i 2008 truede med at bringe verdensøkonomien i knæ. Island, Spanien, Portugal, Grækenland. Alle lande, som den generelle Facebookfeed-læser  kender til. Alle sammen mindreværdige i nogen grad, alle sammen afgivende en smag af… ubetænksomhed– den protestantiske etiks berømte forbandelse.

Jeg er fristet til at sammenligne det græske folks følelsesmæssige tilstand i kriseårene med Elizabeth Kübler-Ross’ fem stadier af sorg (fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept), fordi grækerne gennemgår sorg i national skala. Særligt millenium-generationen sørger over det liv, som de blev lovet, det, deres forældre havde: to biler, en 100 kvadratmeter stor lejlighed et lækkert sted, et fast job på et kontor. I ved, middelhavsversionen af den amerikanske drøm. Sikkerhed, stabilitet og tre ugers ferie på øerne hvert år. (De senere år er antallet af uger blandt de mennesker jeg kender, faldet til en). Men jeg vil ikke bruge Kübler-Ross’ koncept som analogi, primært fordi det er blevet brugt så mange gange før i relation til en bred vifte af ting, og det vil derfor se ud som dovenskab fra forfatterens side.

For at få en bedre idé om, hvor stort et chok de sidste par år har været for det græske samfund, så forestil jer et scenarie, hvor amerikanerne ikke stemmer på demokrater eller republikanere i næste valg, men på et tredje parti, som indtil da har været nærmest usynlige. Ja, jeg ved det, højst usandsynligt, men det er lige præcis det, der skete her. I de sidste 35 år har Grækenland mere eller mindre haft et topartisystem, og magten har svinget fra den ene side til den anden. De to partier var Nyt Demokrati (et centrum-højreparti med et par højreekstremistiske og royalistiske elementer iblandt) og PASOK (et centrum-venstre parti, der var vokset ud af en voldelig modstandsgruppe under juntaen, PAK). Lederen af PASOK, Andreas Papandreou, var en karismatisk politiker ud af den peronistiske tradition og var sandsynligvis en af de sidste europæiske personkult-politikere, før fokusgrupper og spindoktorer overtog arbejdet med at skabe det image, der er en akkumulation af de karaktertræk, der tilfredsstiller enhver demografi. De første stramninger og den følgende økonomiske tilbagegang (Grækenland har mistet mere end 25 procent af sit BNP siden 2010) var så upopulære, at PASOK faldt fra over 40 procent til 4 procent i meningsmålingerne, og ND fra 35 procent til omkring 20-23 procent, afhængig af hvilken måned, man kigger på. SYRIZA, et parti der lå yderst til venstre og konsekvent havde høstet 3,5-4 procent af stemmerne, begyndte at få en hel del støtte, på trods af, at de var placeret på den yderste venstrefløj. Der var flag til SYRIZA-demonstrationer påtegnet hammer og segl. De var i mindretal, men de var der. På samme tid stemte de grækere, der var blevet født med hjernen frakoblet fra hjernestammen, på Gyldent Daggry, et af de mest voldelige og reaktionære hadgrupper i Europa, som får Le Pen til at se ud som en fortaler for multikulturalisme. Gyldent Daggry, en gruppe af åbenlyse neo-nazister, er nu stabilt det tredje parti i parlamentet med 6,3 procent af stemmerne. Mange af dets medlemmer er blevet anholdt efter mordet på den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas i 2013, der blev begået af en organiseret gruppe af Gyldent Daggry-medlemmer.

Et andet aspekt af den græske tragedie (og det europæiske svigt) er inklusionen af den Internationale Valutafond i den græske ’bailout’, som den så charmerende blev kaldt. Fondens strukturtilpasningsprogrammer er et levn fra Reagan-/Thatcher-æraen og er ødelæggende for velfærdsstaten, der, efter min mening, er den største bedrift i europæisk politik. Valutafonden pressede fra starten på med deres potpourri af konsekvent fejlslagne politikker (privatiseringer, pensions-, uddannelses- og sundhedsbesparelser), fik hvad de ville og indrømmede prompte, at de havde taget fejl i forhold til Grækenland igen og igen. Hvorefter de vendte tilbage og bad om mere af det samme, sammen med Europa (og Tyskland især), der fortsatte med at kræve et helt absurd årligt overskud på 3,5 procent, selvom det 70 år tidligere var blevet bevist af disse selektivt vise mennesker, amerikanerne, hvad der er behov for, for at løse det kapitalistiske systems iboende periodevise kriser (Det blev kaldt the New Deal og var en larmende succes).

 

––––

 

Men lad os stoppe op et øjeblik. Husker I hunden, der fik chok og hvordan den forsøgte at undgå dem ved at opfinde forskellige (ultimativt ineffektive) strategier? Efterhånden som pensioner og lønninger faldt og det offentlige sundheds- og uddannelsessystem blev kraftigt reduceret, forsøgte grækerne rent faktisk at rette op på de vaner, som de var blevet overbevist om var forkerte. De begyndte at indsamle kvitteringer for at øge skatteindtjeningen[LBA4] . De begyndte at forbruge på en mere logisk måde. De krævede en straf for fortidens økonomiske skandaler. De stemte på andre partier. De blev utroligt velbevandrede i mystiske finansfiduser og europæiske kontrolsystemer (på et tidspunkt vidste alle grækere – selv bedstemødrene i landsbyerne – hvad et ’spread’ betød, og hvad vores nationale score var på en hvilken som helst dag). Men mere end noget andet, så demonstrerede de – og grækere er spektakulære demonstranter. Det hjælper, at vi har en voldelig og militariseret politistyrke, der rutinemæssigt har tævet tilfældige forbipasserende såvel som turister. Når de unge brokkede sig over lave lønninger, bad deres forældre dem om at tage sig sammen, for sådan var det jo også tilbage i halvfjerdserne. Dengang var der endda en ”bevægelse”, ”700-euro-generationen”, der protesterede imod de reducerede lønninger. Ingen kan huske det nu, fordi 700 euro anses for en rimelig løn i dag. Og tingene blev bare værre og værre. Der var massefyringer, massedemonstrationer, skattestigninger for alle, forhøjede forsyningspriser og seks tilfælde af momsforhøjelser i løbet af seks år. Hunden blev ved med at trykke på håndtaget, men chokkene blev bare ved at komme.

 

Som jeg ser det, havde det hele noget med lønninger at gøre. Skellet mellem JA og NEJ gik ved en amatøranalytiker, der tjente ca. 1.000 euro om måneden. Folk der tjente derover var overvejende for et JA, fordi de havde en indtægt, der var til at leve med og noget at miste. Folk med en løn, der lå under de 1.000 euro var overvejende for et NEJ, særligt jo tættere man kom på grundlønnen på 586 euro om måneden (510 for dem under 25), eller endnu lavere, nede hos de millioner af deltidsansatte eller arbejdsløse. For ser I, de havde intet at miste

På et tidspunkt blev situationen så desperat, at SYRIZA, der førte kampagne på en forvirret politik, som var pro-Europa men imod europæiske stramninger, endte med at vinde valget og samle en koalitionsregering med et lille populistisk parti ved navn ANEL (Uafhængige Grækere). Ja, jeg ved det godt, jeg forstår det heller ikke. Det lod til at være en ny type af venstreorienterede, mere pragmatisk, mindre ideologiorienteret. Den unge, flotte premierminister, Alexis Tsipras, lovede at gå i hård forhandling med EU. Folk dansede i gaderne. Der var en følelse af, at tingene kun kunne blive bedre, at kvælningen af økonomien ville lette en smule, og at livet kunne fortsætte på mindre spektakulær og ustabil vis. (Bonusinfo: I 2010 kendte jeg kun en person, der havde panikanfald. Nu kender jeg flere. Dette er også en generel tendens i befolkningen). Tsipras indsatte en højlydt og uafhængig økonom, Yanis Varoufakis, som finansminister. Grækerne jublede. For første gang i en årrække havde de genvundet opfattelsen af sig selv som en uafhængig nation. De kunne – og ville – kæmpe, selv med deres begrænsende arsenal. Varoufakis er en interessant person. For mig – og andre – er han en gåde, uforklarlig. Tonen i hans artikler og bøger er klar og fattet. Hans argumenter er solide og støttes jævnligt af nobelprismodtagende økonomer. På den anden side havde han en macho-opførsel, der ikke nødvendigvis passede sig for hans position. Nogle grækere har kaldt ham ”Pagoni” (Påfuglemanden), på grund af hans flamboyante påklædning og åbenlyse narcissisme. På den anden side, hvis man skal strække fuglemetaforen lidt længere, så er han lidt af en kanariefugl: en genvej til at lodde en persons politiske synspunkter. I vor tids opdelte medielandskabs ekkokammer anså man ham enten for en frelser eller en svindler uden at spilde tid på at bedømme ham ud fra hans kvaliteter eller hans utilstrækkeligheder – for man kunne finde begge sider af argumentationen i medierne.

 

Yannis Varoufakis i skønne omgivelser

 

Jeg tror ikke hans største fejltagelse var den forunderlige billedserie i ParisMatch, hvor han poserede i sin luksuriøse taglejlighed lige nedenfor Akropolis, mens krisen var på sit højeste, eller hans hårde linje overfor Jeroen Dijsselbloem og de andre finansministre, men snarere, at han virkelig troede på, at Europa kunne overbevises ved hjælp af argumenter og stadig står som demokratiets bastion (mere om dette om lidt). Så han fløj til Bruxelles gentagne gange. Han lod til at forhandle. Vi kommer aldrig til at vide nøjagtig, hvad der skete, for i Europa, der skulle være frihedens land, foregår eurogruppemøder i hemmelighed, og beslutninger implementeres uden Europaparlamentet behøver at godkende dem. Så vi må tage dem på ordet. I seks måneder blev der forhandlet og fremført argumenter, og eurogruppen blev ved med at trække tiden ud - indtil Grækenland løb tør for penge. Så gav de landet et ultimatum. Og det var så her Tsipras besluttede sig for at afholde folkeafstemning. For første gang var der nogen, der rent faktisk havde tænkt sig at spørge grækerne direkte , hvad de mente om denne ugudelige rodebunke af en surrealpolitik.

Det er egentlig pudsigt, hvor dårligt et ry folkeafstemningsoptionen har fået. Jeg hørte folk i nyhederne og i talk shows i den bedste sendetid, der uden at blinke omtalte folkeafstemningen som »udemokratisk« og »åbenlys afpresning«, mens jeg vidste, at den var det fuldstændig modsatte. Problemet var snarere selve spørgsmålet, der ikke var klart formuleret. Det fyldte 19 tekstlinjer: »Skal vi acceptere den aftaleplan, som Europakommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond fremlagde i eurogruppen 25.6.2015, og som består af to dele, der til sammen udgør deres samlede forslag? Det første har titlen ’Reformer til gennemførelse af det nuværende program og videre’, mens det andet hedder ’Foreløbig analyse af gældsbæredygtighed«. Jeg ved ikke, hvad en firsårig uuddannet kvinde ville få ud af ovenstående, men så alligevel – på det tidspunkt var der en overflod af viden om EU i Grækenland, hvilket betød, at de fleste mennesker havde besluttet sig for at svare JA eller NEJ til et spørgsmål, som de allerede havde stillet sig selv. Nogle af disse spørgsmål var: Er du enig med besparelserne? Vil du have euro eller drakmer? Foretrækker du at blive i EU? EU-embedsmænd erklærede med det samme, at spørgsmålet i virkeligheden handlede om, hvorvidt man ville blive i EU eller ej, en åbenlys indblanding i en selvstændig nations interne politik. Og så gik cirkusset ellers i gang. Jeg har ikke nok plads til at beskrive den uge, der fulgte Alexis Tsipras’ offentliggørelse af folkeafstemningen. Alle de politiske forskelligheder, der havde vist sig i de foregående år, blev forstørret 50:1. På Facebook blev jeg kaldt »nazi« fordi jeg støttede et NEJ. Folk skændtes, kom op at slås. De store mediekonglomerater, der aldrig rigtig havde været meget for en venstreorienteret regering (den første nogensinde i Europa), sendte en byge af YES-propaganda af sted (mainstream-mediernes rolle i denne periode udgør nok stof til en selvstændig artikel). SYRIZA støttede et NEJ. Facebook og Twitter eksploderede. Det var en meget intens tid. Som så mange andre mennesker var jeg vidne til mange underholdende udtalelser. Min daværende arbejdsgiver var overbevist om, at han med et NEJ ville vågne op mandag morgen til et Kolonaki (dyrt kvarter i centrum af Athen) jævnet med jorden og se kommunistiske oprørere voldtage de riges kvinder og plyndre designerbutikker. I en privat samtale hørte jeg en kvinde ytre sin støtte til JA-siden, fordi »BMW-reservedele (hendes bil) ville blive dyrere« hvis hun stemte nej, red. Som jeg ser det, havde det hele noget med lønninger at gøre. Skellet mellem JA og NEJ gik ved en amatøranalytiker, der tjente ca. 1.000 euro om måneden. Folk der tjente derover var overvejende for et JA, fordi de havde en indtægt, der var til at leve med og noget at miste. Folk med en løn, der lå under de 1.000 euro var overvejende for et NEJ, særligt jo tættere man kom på grundlønnen på 586 euro om måneden (510 for dem under 25), eller endnu lavere, nede hos de millioner af deltidsansatte eller arbejdsløse. For ser I, de havde intet at miste.

Alligevel kiggede jeg ind i min krystalkugle, læste kronikkerne, de rasende Facebook-opslag og tænkte, at det ville blive 65 JA – 35 NEJ. Jeg troede, at mainstream-medierne ville vinde, som de altid havde gjort tidligere.

Det endelige resultat blev 61,5 NEJ og 38,5 JA.

Så om mandagen vågnede vi op i et nyt land. Et land, der for en gangs skyld havde stemt, havde taget en beslutning om noget, om end på fejlagtig vis. For første gang var der ingen på TV, i radioen eller i aviserne, der kunne referere til et svævende (og havde det vist sig, temmelig urealistisk) ’folk’. Folket var gået til stemmeurnerne og havde stemt NEJ.

Alligevel var der ingen i Grækenland, der så meget som løftede et øjenbryn. Facebook jublede over den nye sæson af Game of Thrones. Den forkortede ferie, der var på vej. Selv memes’ene er blevet halvhjertede. Den befolkning, der fik så hurtig og radikal en politisk uddannelse i årene efter 2010, er blevet apatisk

Ca. på samme tidspunkt besluttede SYRIZA sig for, at de også ville være garanter for stabilitet og EU-aftaler, som de tidligere to partier havde forsøgt – og var mislykkedes med. Tsipras ignorerede resultatet af folkeafstemningen og accepterede en tredje EU-aftale, der skulle komme til at skade Grækenlands finansielle muligheder yderligere. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan beskylde ham for at have fået kolde fødder. Når det kommer til stykket, er der næppe nogen grækere, der er parate til at gå den vej, Argentina gik, og acceptere et statsbankerot. De er stadig ikke vænnet af med euroens magt, og en uoverensstemmelse med EU ville medføre ustabilitet i en allerede dybt ustabil region, og det ville tage økonomien år, måske årtier at komme sig. Jeg er næsten sikker på at alt det ovenstående ville ske.

Hvad jeg, og størstedelen af grækerne, bebrejder SYRIZA er, at de ikke handlede på den moralske pligt de havde til at gå af, til at acceptere, at det, som de ønskede, ikke kunne lade sig gøre - og gå til valg endnu en gang. (Bonusinfo: Varoufakis blev smidt ud af regeringen kort tid efter folkeafstemningen. Han skjulte aldrig sin lettelse ved at forlade posten). Men i stedet for at udskrive valg, begyndte SYRIZA at implementere endnu hårdere stramninger end deres forgængere.

 

–––

 

Et år senere er Grækenland roligt. Men det er ikke tilfredshedens ro. Det er snarere immobiliteten hos den hund, der har fået for mange chok, som har lært, at der ingen flugt er fra det, der kommer. Nu da vi har en venstreorienteret regering, er der ingen, der er tilbøjelige til at gå på gaden og demonstrere.

Der er ingen reel modstand mod de nye (altid nye) stramninger. Det sidste eurogruppemøde (25. maj), hvor det blev besluttet at indføre endnu mere privatisering, endnu flere mekanismer, denne gang automatiske, med det formål at forhøje skatterne, hvis tingene ikke går efter planen (det har de aldrig gjort siden krisens begyndelse), var et af de hidtil værste. Men alligevel var der ingen i Grækenland, der så meget som løftede et øjenbryn. Facebook jublede over den nye sæson af Game of Thrones. Den forkortede ferie, der var på vej. Selv memes’ene er blevet halvhjertede. Den befolkning, der fik så hurtig og radikal en politisk uddannelse i årene efter 2010, er blevet apatisk. Ingen bekymrer sig om noget mere og det eneste, der endnu ikke er afklaret, er hvem, der vil overtage fra den nuværende regering. Får Gyldent Daggry en større procentdel af stemmerne? Får vi endnu en bankmandsregering, som den vi havde i seks måneder fra 2011-2013? Bliver det en regering bestående af alle partier? Det er svært at sige, og ingen interesserer sig rigtig for det mere. Resultatet bliver alligevel det samme: en mere inkompetent administration af landet, flere stramninger, mere korruption, lavere lønninger.

Det lader til at vi er ”The New Left Behind”.

 

Europa er blevet en maskine, der har til formål at opretholde et finansielt system uden nogen form for meningsfyldte restriktioner. Alle som én er vi blevet bankernes kontraktbundne tjenere. Selvom mediernes opmærksomhed er aftaget betydeligt, er Goldman Sachs lige nu mere magtfulde end hele nationer. Og det er ikke Malta, jeg mener

 

Når jeg læser det ovenstående kan jeg godt forstå, at der er mange, der vil tro, at jeg skyder skylden på resten af Europa, eller i det mindste de europæiske politiske eliter. Langt fra. Et land er ansvarligt for sine egne fejl. Som nation er vi svage og dumme, og det betaler vi nu prisen for. Vi lånte alt for mange penge og brugte dem på våben, olympiske lege og nye Porscher. Vores regering formåede ikke at beskytte landets interesser og i sidste ende, dets suverænitet. Det er, som altid, et spørgsmål om magt. Men en ting må forstås: Europa er ikke den bastion for demokrati, som det ynder at erklære ved enhver mulig lejlighed. Det er ikke en koalition af ’partnere’. Det er endnu en gang blevet et kolonialistisk foretagende, hvor de magtfulde lande udnytter de svagere. Jeg vil gerne svare på spørgsmålet om, hvorvidt der var svig indbygget i Europas lånepraksis over for de sydligste (og vestligste) medlemsstater. Ikke én gang har jeg hørt eurogruppen efterspørge en oprydning i de kronisk plagede skattesystemer eller i den endemiske korruption. Alt vi hører er privatisér, privatisér, privatisér. Hvilket betyder sælg, sælg, sælg. Og dem, der køber alt det, der er tilbage, er lige præcis dem, der fremsætter disse krav. Europa er blevet en maskine, der har til formål at opretholde et finansielt system uden nogen form for meningsfyldte restriktioner. Alle som én er vi blevet bankernes kontraktbundne tjenere. Selvom mediernes opmærksomhed er aftaget betydeligt, er Goldman Sachs lige nu mere magtfulde end hele nationer. Og det er ikke Malta, jeg mener. Vi får som fortjent.  Vi tillod en flok glorificerede revisorer at gøre sig til dommere over vores virkelighed. Og de har ikke fikset noget. Italien skylder mere end en billion euro og ingen har lyst til at stikke hånden i dén støvleformede hvepserede. Portugal og Spanien befinder sig i et finansielt limbo med stramning efter stramning. Grækenland er et solfyldt mareridt. Som jeg ser det, er det europæiske eksperiment ovre. Det er blevet endnu et kolonialistisk foretagende, uanset dets oprindelige værdier. Jeg tror stadig på, at en af grundene (selvom det måske var en af de mindre vigtige) til, at EU blev skabt af de store Europa-fortalere i midten af det tyvende århundrede, var for at undgå endnu en verdenskrig indenfor kontinentets grænser. Men i stedet for at fokusere på politisk, og dermed meningsfyldt, integration, fokuserede de i stedet på den langt nemmere, finansielle integration. Hvordan får man folk til at tale sammen, spurgte de. Lad dem handle med hinanden. Så de forbandt bankerne og skabte en fælles valuta, som om det skulle få folk til at holde sig fra at gå i krig. Men ser I, hunden har ikke lært andet end, hvordan man bliver hjælpeløs. Chokkene bliver ved med at komme, og den sætter sig på gulvet, og alt, hvad den gør er at skælve.

 

Panagiotis Gavriiloglou (f. 1978) er græsk forfatter og journalist. Han har netop udgivet en novellesamling i hjemlandet.

Teksten er oversat af Line Bahner.