Terroren er en tilstand

Forfatteren Arthur Koestler, der havde set det 20. århundredes mørke indefra, lejrene og krigene, Gulag-øhavet og Berlin i ruiner, skriver et sted, at de mest alvorlige begivenheder medfører de mest banale reaktioner. Det er sindets katastrofeberedskab. Bomberne der runger videre som klichéer. Maskingeværerne, der skyder sig ind i os som stereotyper. En by, der i går var i farver er i dag i sort og hvid. Pludseligt findes der noget i verden som »ondskab«. Natten er forbi, lyset lægger sig over tagene. Vi vågner som krigere. Vi er i krig.

Eller er vi? På gaden i Paris lørdag formiddag er der stille. Butikkerne har lukket. Selv luderne på Rue Saint-Denis er væk. Også kroppene sørger, de er trætte. Behovene udskydes til en anden dag. En mindre folkemængde drysser rundt om Marianne, marmorstatuen på République, hvor demonstrationerne foregik i januar. Dengang: Kampvilje. Nu bare træthed. Fra en radio på statuens fod forlyder det, at alle offentlige forsamlinger er forbudt. En politimand kommer over og forklarer, at vi skal skilles. Hvordan komme videre, når man ikke engang må mødes? Frygten næres af ensomhed.

På boulevarden står folk i kø foran aviskiosken, køber