Print artikel

Rumænien er vant til vampyrer

Reportage
15.12.11
Krisetiderne er Rumæniens nye Dracula. EUs fattigste medlemsland begyndte at halshugge sine egne budgetter allerede i 2010. Lønninger faldt med 25 procent og pensjoner med 15, mens 150.000 statsansatte har mistet arbejdet.

Bukarest – Ceauşescu-regimets statslige øl-fabrikker nordøst i Bukarest var en af den rumænske socialistiske republiks stoltheder. I dag er de socialismens kirkegård. Gennem græs, buske og unge trær har naturen taget det, den centralstyrede planøkonomi tog fra den gennem over 40 års kommunisme tlbage.

Jernbaneskinnerne, som fragtede varer, er groet til igen. Kabler ligger strøet omkring, tømt for deres indhold af kobber. Ny industri har ikke taget over her. Efter tyve år med frihed og kapitalisme har der været skuffende lidt vækst i det nye Rumænien, som fortsater blandt EUs allerfattigste lande.

Efter tre år med rask vækst og stor optimisme knyttet til Rumæniens EU-medlemskab i 2007 blev EUs nyeste og fattigste land allerede i fjor vinter kastet ud i en spiraliserende gældskrise. Den hurtige økonomiske vækst, som rumænerne satte sin lid til skulle tage dem ud av fattigdommen, forandrede sig på kort tid til minusvækst. Rumæniens bnp falt i 2009 med 7 procent og i 2010 med 1,2 procent.  I år håbede regeringen, at væksten kunne vende forsigtigt tilbage, men det var før eurokrisen ramte EU.

Rumæniens gældskrise regnes også som en af de værste i hele EU, til trods for at landet er udenfor eurozonen, og det måtte tidligt gå til IMF og bede om nødlån, ligesom Grækenland og baltiske Letland.

Betingelsen var at man sørgede for at få gælden ned på 6,4 procent af statsbudgettet.

For at nå til til 6,4-målet må amn kriseskære på alle fronter. Regeringen trumfede derfor EUs barskeste sparepakke gennem i parlamentet i fjor: 25 procents nedskæring i alle offentlige lønninger, 15 procent i alle alderspensioner og i barselssikkerheden, samt slanking af den offentlige sektor med 300.000 af ialt 1, 4 millioner ansatte. Indtil videre er 180.000 blevet fyret. 

I lys af så dramatiske en nedskærong er det måske ikke så opsigtsvækkende, som det ville vært for nogle år siden, at man ofte hører udsagnet »det var trods alt bedre før«, med ’før’ som i tiden under den brutale diktator Ceauşescus regime.

Det mener det pensionerede ægtepar Elena og Stera Paja, som fik pensionen beskåret med 15 procent i sommers.

»Om natten har jeg svært ved at sove, for jeg tænker på, hvordan jeg både skal få råd til både mad og den medicin, jeg har brug for,« siger Elena.

Både deres søn på 45 år og en niece med to børn er flyttet ind i deres hus som resultat af krisen. De har mistet deres arbejde og har ikke råd til egen husleje længere.

»Tyve år med frihed og fire år i EU og dette er alt, vi har fået ud af det,« sukker Elena.

»I 1989 eksporterede Rumænien landbrugsvarer og havde store indtægter. Det var bedre under kommunismen. Nu er økonomien i minus. Halvdelen af landet er solgt,« siger Stera.

Prisen er svingninger 

Økonomiprofessor og tidligere finansminister Daniel Dăianu har hørt den slags udsagn før, og tager dem alvorligt.

»Jeg frygter, at denne krise kan sætte det liberale demokratiet i fare. Ikke bare her i Rumænien, men i hele Europa. Det var i en lignende situation, at Hitler fik magten i Tyskland,« siger Dăianu og minder om, at EU-kommissonens leder, Barrosso har sagt omtrent det samme.

»Det er ikke bare lokale økonomiske kriser, vi gennemlever nu, men regionale eller globale. Samtidig møder vi udfordringen fra klimakrisen og demografiske udfordringer. Det er et kompleks af udfordringer, som bliver hårde at tackle,« mener Dăianu.

»Men jeg tror ikke, krisen vi ser nu, er en krise for kapitalisme. Det er en krise i en vis type kapitalisme, nemlig markedsfundamentalismen,« siger han.

Dăianu var økonom i Rumæniens centralbank i ’90erne, finansminister i Rumænien i 1997, har siddet i Europa-parlamentet, studeret ved Harvard og underviser ved Rumæniens National School of Political Studies and Public Administration.

Partiet, han repræsenterede, er et centrumliberalt parti, og selv om han også var økonomisk forsker under kommunistregimet, var han dengang kendt som profileret modstander af Ceauşescus politik.

»Prisen for markedsøkonomi,« siger Dăianu,  »er svingninger. Dagens krise har afbrudt en længere periode med høj økonomisk vækst for Rumænien. Vi har gennemlevet to store ’boom and bust’-kredsløb siden kommunismens kollaps i 1990«.

Det første boom startede i 1993 og varede indtil 2000. Det næste startede omkring 2004, da nabolande kom med i EU og det blev klartv at flere østeuropæiske land ville komme med i EU i fremtiden.

»Rumænien indførte en række strukturtilpasninger i den periode, tiltrak sig investorer, og inflasionen faldt. Efter tilslutningen til EU og indførelsen af kapitalens fri bevægelighed blev Rumænien udsat for en stor kapitalimport, både fra investorer og de to millioner rumænere, som arbejder i udlandet. Kapitalimporten var ikke negativ i sig selv, men den var kortsigtet og blev ofte brugt til forbrug eller i ejendomsmarkedet, som blev blæst kunstigt op,« siger Dăianu. Det var noget lignende, som skete i Baltikum med svenske og nordiske banker.

Latineuropæisk økonomi

Fra at være en af EUs største boom-økonomier, er Rumænien blevet et af de mest gældstyngede lande i EU. Mange frygter, at det vil blive det næste Grækenland.

»Rumænien er en latin-europæisk økonomi, med mange af de samme strukture som Italien, Spanien og Grækenland. Et af de største problemer, vi har, er patron-klient-forholdet; at bekendtskaper styrer både økonomi og offentlig forvaltning. Et særlig problem er politiseringen af offentlig sektor, som gør, at folk ansætter venner, bekendte og familie, og hver gang regeringen skiftes, ansætter de ’deres’ folk i nye eller gamle stillinger,« siger han.

De seneste år er den statlige sektor vokset fra godt en million til 1, 3 millioner ansatte, i stor grad administrasionsstillinger.

»Hver eneste lille kommune har fået sig et ’kontor for EU-relationer’, noget der overhovedet ikke er grundlag for,« siger han.

»Når regeringen nu skal skære over 200.000 stillinger, må det ses i lys af dette«.

 Selv om han forstår, hvor barske nedskæringerne opleves af de fleste folk, mener han, de er nødvendige – og det er øgede skatter også.

»Alternativet er en væsentlig forbedring af skatteindkrævningen, og det er ikke sandsynligt på kort sigt,« siger han.

Problemet med øgede skatter, øget indkrævning og nedskæringer i lønninger er, at det giver mere motivation for at skjule penge fra skatten. Så er øget økonomisk vækst det eneste, som kan skaffe nok penge til staten, ifølge Dăianu.

Resignerende kultur 

Men det er ikke bare offentlige ansatte i Rumænien, som rammes af nedskæringer. Krisen påvirker alle sektorer, særligt byggebranchen, hvor Mandru Iom plejede at drive et småt entreprenørfirma. Han driver det stadig, men nu har han ikke længere opgaver.

Før havde han knapt tid til at være hjemme. Nå er han hjemme hele dagen. Iom sidder på en skammel i baggårdskorridoren på sit hus sammen med fire par sommersko, stilet op langs væggen under vinduet. På bordet ligger en Viceroy-cigaretpakke, en Marlboro-cigaretpakke, et askebæger med fire cigaretter og dagens syv aviser. Alle er læst.

»De fire år, før krisen kom, var en guldalder,« siger han. Han var specielt glad for, at familien hadde råd til at køre på bilture rundt omkring i landet. Han har samlet én sten fra hvert sted, de har været. Samlingen står her endnu, men nå udvides ikke længere.

Nu tror han, det kommer til at blive værre, hvis ikke en stærk mand overtager.

– Er det slutningen på demokrati i Rumænien?

»Alt foregår i cirkler,« svarer Iom.

Han har ikke vært på gaderne og demonstrere eller brændt dæk af. I sammenligning med Athen har Bukarest knap oplevet protester til trods for de enorme nedskæringer.  Rumænien er, og har altid har været, et politisk passivt land.

Nedskæringerne i 2010 afstedkom godt nok de største demonstrationer, landet har set siden diktatorens fald i december 1989, men de fik alligevel ikke mere end 30.000 på gaten. En varslet storstrejke med en million strejkende arbejdere endte med at få 40.000 i strejke – ud af en befolkning på 22 millioner.

»Præsident Traian Basescu er den nye Dracula,« stod det på et af bannerne i protesten. 

Men trods buhen fra salen og voldsomme ord på talerstolen, blev nedskæringerne vedtaget. Momsen blev desuden sat op fra 19 til 24 procent, og i 2010 blev skattestigninger indført.

To år senere kunne præsident Traian Basescu på en pressekonference i november 2011 oppsummere resultatene.

»Rumænien er blandt de lande i Europa, som bruger mest af statsbudgettet på investeringer. Det er grunden til, at vi har vækst igen i dag, omend den er svag,« sagde han.

I tredje kvartal i 2011 øgedes Rumæniens bnp med 4 procent i forhold til året før. Det er det mest opmuntrende tegn, siden krisen satte ind.

»Vi vil fortsætte nedskæringerne, så vi kommer ned fra 1, 4 millioner statsansatte til 1, 1 million i 2012,« sagde Basescu.

Han erklærede, at 2012-budsgettet skal bringe underskuddet ned fra 4,4 procent til 1, 2 procent. Det var ingen bannere om ’den nye Dracula’ på konferencen. Når alt kommer til alt er Rumænien vel vant til vampyrer.

 

 

Fakta: Rumænien

Hovedstad: Bukarest Befolkning: ca 22, 2 millioner Areal: 238.391 km2 Gennemsnitsløn: ca.350 euro. Arbejdsløshed:  8 procent. Religion: Rumænsk-ortodoks Præsident : Traian Basescu

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...