Rumænien er vant til vampyrer

Reportage
15.12.11
Krisetiderne er Rumæniens nye Dracula. EUs fattigste medlemsland begyndte at halshugge sine egne budgetter allerede i 2010. Lønninger faldt med 25 procent og pensjoner med 15, mens 150.000 statsansatte har mistet arbejdet.

Bukarest – Ceauşescu-regimets statslige øl-fabrikker nordøst i Bukarest var en af den rumænske socialistiske republiks stoltheder. I dag er de socialismens kirkegård. Gennem græs, buske og unge trær har naturen taget det, den centralstyrede planøkonomi tog fra den gennem over 40 års kommunisme tlbage.

Jernbaneskinnerne, som fragtede varer, er groet til igen. Kabler ligger strøet omkring, tømt for deres indhold af kobber. Ny industri har ikke taget over her. Efter tyve år med frihed og kapitalisme har der været skuffende lidt vækst i det nye Rumænien, som fortsater blandt EUs allerfattigste lande.

Efter tre år med rask vækst og stor optimisme knyttet til Rumæniens EU-medlemskab i 2007 blev EUs nyeste og fattigste land allerede i fjor vinter kastet ud i en spiraliserende gældskrise. Den hurtige økonomiske vækst, som rumænerne satte sin lid til skulle tage dem ud av fattigdommen, forandrede sig på kort tid til minusvækst. Rumæniens bnp falt i 2009 med 7 procent og i 2010 med 1,2 procent.  I år håbede regeringen, at væksten kunne vende forsigtigt tilbage, men det var før eurokrisen ramte EU.

Rumæniens gældskrise regnes også som en af de værste i hele EU, til trods for at landet er udenfor eurozonen, og det måtte tidligt gå til IMF og bede om nødlån, ligesom Grækenland og baltiske Letland.

Betingelsen var at man sørgede for at få gælden ned på 6,4 procent af statsbudgettet.

For at nå til til 6,4-målet må amn kriseskære på alle fronter. Regeringen trumfede derfor EUs barskeste sparepakke gennem i parlamentet i fjor: 25 procents nedskæring i alle offentlige lønninger, 15 procent i alle alderspensioner og i barselssikkerheden, samt slanking af den offentlige sektor med 300.000 af ialt 1, 4 millioner ansatte. Indtil videre er 180.000 blevet fyret. 

I lys af så dramatiske en nedskærong er det måske ikke så opsigtsvækkende, som det ville vært for nogle år siden, at man ofte hører udsagnet »det var trods alt bedre før«, med ’før’ som i tiden under den brutale diktator Ceauşescus regime.

Det mener det pensionerede ægtepar Elena og Stera Paja, som fik pensionen beskåret med 15 procent i sommers.

»Om natten har jeg svært ved at sove, for jeg tænker på, hvordan jeg både skal få råd til både mad og den medicin, jeg har brug for,« siger Elena.

Både deres søn på 45 år og en niece med to børn er flyttet ind i deres hus som resultat af krisen. De har mistet deres arbejde og har ikke råd til egen husleje længere.

»Tyve år med frihed og fire år i EU og dette er alt, vi har fået ud af det,« sukker Elena.

»I 1989 eksporterede Rumænien landbrugsvarer og havde store indtægter. Det var bedre under kommunismen. Nu er økonomien i minus. Halvdelen af landet er solgt,« siger Stera.

Prisen er svingninger 

Økonomiprofessor og tidligere finansminister Daniel Dăianu har hørt den slags udsagn før, og tager dem alvorligt.

»Jeg frygter, at denne krise kan sætte det liberale demokratiet i fare. Ikke bare her i Rumænien, men i hele Europa. Det var i en lignende situation, at Hitler fik magten i Tyskland,« siger Dăianu og minder om, at EU-kommissonens leder, Barrosso har sagt omtrent det samme.

»Det er ikke bare lokale økonomiske kriser, vi gennemlever nu, men regionale eller globale. Samtidig møder vi udfordringen fra klimakrisen og demografiske udfordringer. Det er et kompleks af udfordringer, som bliver hårde at tackle,« mener Dăianu.

»Men jeg tror ikke, krisen vi ser nu, er en krise for kapitalisme. Det er en krise i en vis type kapitalisme, nemlig markedsfundamentalismen,« siger han.

Dăianu var økonom i Rumæniens centralbank i ’90erne, finansminister i Rumænien i 1997, har siddet i Europa-parlamentet, studeret ved Harvard og underviser ved Rumæniens National School of Political Studies and Public Administration.

Partiet, han repræsenterede, er et centrumliberalt parti, og selv om han også var økonomisk forsker under kommunistregimet, var han dengang kendt som profileret modstander af Ceauşescus politik.

»Prisen for markedsøkonomi,« siger Dăianu,  »er svingninger. Dagens krise har afbrudt en længere periode med høj økonomisk vækst for Rumænien. Vi har gennemlevet to store ’boom and bust’-kredsløb siden kommunismens kollaps i 1990«.

Det første boom startede i 1993 og varede indtil 2000. Det næste startede omkring 2004, da nabolande kom med i EU og det blev klartv at flere østeuropæiske land ville komme med i EU i fremtiden.

»Rumænien indførte en række strukturtilpasninger i den periode, tiltrak sig investorer, og inflasionen faldt. Efter tilslutningen til EU og indførelsen af kapitalens fri bevægelighed blev Rumænien udsat for en stor kapitalimport, både fra investorer og de to millioner rumænere, som arbejder i udlandet. Kapitalimporten var ikke negativ i sig selv, men den var kortsigtet og blev ofte brugt til forbrug eller i ejendomsmarkedet, som blev blæst kunstigt op,« siger Dăianu. Det var noget lignende, som skete i Baltikum med svenske og nordiske banker.

Latineuropæisk økonomi

Fra at være en af EUs største boom-økonomier, er Rumænien blevet et af de mest gældstyngede lande i EU. Mange frygter, at det vil blive det næste Grækenland.

»Rumænien er en latin-europæisk økonomi, med mange af de samme strukture som Italien, Spanien og Grækenland. Et af de største problemer, vi har, er patron-klient-forholdet; at bekendtskaper styrer både økonomi og offentlig forvaltning. Et særlig problem er politiseringen af offentlig sektor, som gør, at folk ansætter venner, bekendte og familie, og hver gang regeringen skiftes, ansætter de ’deres’ folk i nye eller gamle stillinger,« siger han.

De seneste år er den statlige sektor vokset fra godt en million til 1, 3 millioner ansatte, i stor grad administrasionsstillinger.

»Hver eneste lille kommune har fået sig et ’kontor for EU-relationer’, noget der overhovedet ikke er grundlag for,« siger han.

»Når regeringen nu skal skære over 200.000 stillinger, må det ses i lys af dette«.

 Selv om han forstår, hvor barske nedskæringerne opleves af de fleste folk, mener han, de er nødvendige – og det er øgede skatter også.

»Alternativet er en væsentlig forbedring af skatteindkrævningen, og det er ikke sandsynligt på kort sigt,« siger han.

Problemet med øgede skatter, øget indkrævning og nedskæringer i lønninger er, at det giver mere motivation for at skjule penge fra skatten. Så er øget økonomisk vækst det eneste, som kan skaffe nok penge til staten, ifølge Dăianu.

Resignerende kultur 

Men det er ikke bare offentlige ansatte i Rumænien, som rammes af nedskæringer. Krisen påvirker alle sektorer, særligt byggebranchen, hvor Mandru Iom plejede at drive et småt entreprenørfirma. Han driver det stadig, men nu har han ikke længere opgaver.

Før havde han knapt tid til at være hjemme. Nå er han hjemme hele dagen. Iom sidder på en skammel i baggårdskorridoren på sit hus sammen med fire par sommersko, stilet op langs væggen under vinduet. På bordet ligger en Viceroy-cigaretpakke, en Marlboro-cigaretpakke, et askebæger med fire cigaretter og dagens syv aviser. Alle er læst.

»De fire år, før krisen kom, var en guldalder,« siger han. Han var specielt glad for, at familien hadde råd til at køre på bilture rundt omkring i landet. Han har samlet én sten fra hvert sted, de har været. Samlingen står her endnu, men nå udvides ikke længere.

Nu tror han, det kommer til at blive værre, hvis ikke en stærk mand overtager.

– Er det slutningen på demokrati i Rumænien?

»Alt foregår i cirkler,« svarer Iom.

Han har ikke vært på gaderne og demonstrere eller brændt dæk af. I sammenligning med Athen har Bukarest knap oplevet protester til trods for de enorme nedskæringer.  Rumænien er, og har altid har været, et politisk passivt land.

Nedskæringerne i 2010 afstedkom godt nok de største demonstrationer, landet har set siden diktatorens fald i december 1989, men de fik alligevel ikke mere end 30.000 på gaten. En varslet storstrejke med en million strejkende arbejdere endte med at få 40.000 i strejke – ud af en befolkning på 22 millioner.

»Præsident Traian Basescu er den nye Dracula,« stod det på et af bannerne i protesten. 

Men trods buhen fra salen og voldsomme ord på talerstolen, blev nedskæringerne vedtaget. Momsen blev desuden sat op fra 19 til 24 procent, og i 2010 blev skattestigninger indført.

To år senere kunne præsident Traian Basescu på en pressekonference i november 2011 oppsummere resultatene.

»Rumænien er blandt de lande i Europa, som bruger mest af statsbudgettet på investeringer. Det er grunden til, at vi har vækst igen i dag, omend den er svag,« sagde han.

I tredje kvartal i 2011 øgedes Rumæniens bnp med 4 procent i forhold til året før. Det er det mest opmuntrende tegn, siden krisen satte ind.

»Vi vil fortsætte nedskæringerne, så vi kommer ned fra 1, 4 millioner statsansatte til 1, 1 million i 2012,« sagde Basescu.

Han erklærede, at 2012-budsgettet skal bringe underskuddet ned fra 4,4 procent til 1, 2 procent. Det var ingen bannere om ’den nye Dracula’ på konferencen. Når alt kommer til alt er Rumænien vel vant til vampyrer.

 

 

Fakta: Rumænien

Hovedstad: Bukarest Befolkning: ca 22, 2 millioner Areal: 238.391 km2 Gennemsnitsløn: ca.350 euro. Arbejdsløshed:  8 procent. Religion: Rumænsk-ortodoks Præsident : Traian Basescu