Print artikel

Religiøse skoler tager over, når flygtningesystemet svigter

Det er et anderledes skolesystem, syriske flygtningebørn møder i Tyrkiet, hvor undervisningen har et langt mere religiøst indhold i skoler, der er finansieret af konservative golfstater. Efter 6. klasse opdeles eleverne efter køn på Yasmin El Sham-skolen; her én af pigeklasserne
Reportage
08.12.15
En nylig rapport fra Human Rights Watch viser, at op imod 480.000 syriske flygtningebørn ikke har adgang til undervisning på tyrkiske skoler. Det tyrkiske uddannelsessystem blev taget på sengen og kan ikke hamle op med strømmen af unge. Syriske familier må derfor ty til alternative og ofte religiøse skoler, som er finansierede af de arabiske golfstater

Yasmin El Sham. Navnet, skrevet med røde arabiske bogstaver, pryder indgangen til den syriske skole i Istanbuls arbejderkvarter Esenyurt, og det refererer til det arabiske forår eller jasminrevolutionen, som nogle kalder den. Skolen huser 500 elever og er blot én af omtrent 50 syriske privatskoler i Istanbul, hvoraf ca. halvdelen er etableret i det nuværende skoleår. Skolerne er dels finansierede af elevafgifter og dels af golfstater, der sympatiserer med det Muslimske Broderskab, især Qatar.

For en person, der har besøgt adskillige tyrkiske statsskoler, er det første indtryk af El Sham-skolen, at den er pæn, og at der ikke er sparet på noget. Væggene er bemalede med tegneseriefigurer som Mickey Mouse og Smølferne. Underviserne er læreruddannede syrere, de fleste kvinder, og jeg får lov til at se klasserne og møde eleverne. De er utrolig sympatiske og rejser sig op af respekt, hver gang en voksen kommer ind i lokalet, og når læreren gør tegn, sætter de sig ned igen. Skolen rummer klasser på alle trin samt en børnehave med børn fra 3-6 år.

»Disse børn er upåvirkede af krigen i modsætning til de ældre børn,« fortæller skolelederen Mr. Walid.

 

Skolelederen Mr. Walid viser stolt et eksempel på et karakterblad, som er identisk med det tyrkiske. Foto: Sultan Coban
Skolelederen Mr. Walid viser stolt et eksempel på et karakterblad, som er identisk med det tyrkiske. Foto: Sultan Coban

 

Det er dog de færreste syriske familier, der har råd til at sende deres børn i de velfungerende syriske skoler. Typisk er det de familier, der var velstående i Syrien og derfor har haft en større sum penge med til at etablere sig i Tyrkiet. De syrere, der lever som flygtninge under kummerlige forhold, har ikke råd til private skoler. Ifølge den seneste rapport fra Human Rights Watch er det netop disse familiers børn – knap en halv million – der ikke får nogen uddannelse. Rapporten påpeger, at den såkaldte ’lost generation’ i stadig højere grad tyer til alternative Koran-skoler, hvilket medfører en stor risiko for radikalisering. Koranskolernes popularitet blandt syriske familier er også blevet påpeget i en Unicef-rapport.

Årsagen til, at mange syriske familier sender deres børn på privat- eller koranskole er Tyrkiets begrænsede midler og manglende forberedelse på at modtage hundredetusindvis af syriske børn. Den tyrkiske folkeskolelærer Hüdai Morsümbül forklarer, at det største problem er, at syrerne ikke har migrantstatus i Tyrkiet. Morsümbül referer til betegnelsen »gæster på ubestemt tid«, som den tyrkiske regering bruger om de syriske flygtninge. Betegnelsen volder nogle alvorlige lovmæssige problemer, idet syrerne dermed ikke behandles efter den internationale flygtningekonvention. Trods syrernes ’gæstestatus’ har den tyrkiske regering dog formuleret en lov om, at de har krav på uddannelse.

»Der er intet informationscenter eller lignende, hvor syrerne kan få rådgivning om deres rettigheder. Mange syriske familier ved ikke, at de rent faktisk har krav på uddannelse, netop fordi det hele er så løst formuleret. Det tyrkiske uddannelsessystem er ikke klar til hundredetusindvis af syriske børn, hverken økonomisk eller fysisk i forhold til klasserum, skoler, undervisere mm. Derfor kræver det en kæmpe indsats, hvis Tyrkiet skal kunne tilbyde samtlige syriske børn uddannelse,« siger Morsümbül, der til dagligt arbejder på en offentlig skole, som kun har taget imod en enkelt syrer.

Skoler som Yasmin El Sham bekræfter tyrkiske Morsümbül i, at det er op til den enkelte skoleleder at beslutte, om et syrisk barn kan begynde i en almindelig tyrkisk klasse. I langt de fleste tilfælde prøver de at undgå det. Da jeg besøger en tyrkisk skole, der er nabo til den syriske privatskole, fortæller skolelederen, at de vælger de syriske elever fra, fordi skolen hverken sprogligt eller psykisk er udrustet til at uddanne flygtningebørnene. De har heller ikke noget tyrkisk pensum, der er oversat til arabisk, som kan bruges til de syriske elever.

Assad out Islam in

Tyrkiet har kort sagt ikke ressourcer til at uddanne de syriske børn, og det har samtidig medført, at kontrollen af undervisningen på de private arabiske skoler er stortset fraværende. Den tyrkiske stat har ingen kontrol eller indflydelse på disse private skolers valg af undervisere, pensum eller undervisningsform. Det eneste, staten ved om skolerne, er, hvor mange elever, der er indskrevet, hvilket er anført i onlinesystemet YÖBIS.

Selvom eleverne modtager et diplom, der ligner tyrkernes, så er det ugyldigt og giver ikke syrerne mulighed for at tage en studentereksamen, idet det de syriske børn ikke opfylder de tyrkiske sprogkrav. Men det er ikke det eneste problem, for de syriske privatskoler bruger heller ikke det obligatoriske tyrkiske pensum. Den tyrkiske regering besluttede tidligt, at syriske børn i Tyrkiet skulle uddannes efter det tyrkiske pensum, men selv fire år efter at de første syriske ’gæster’ kom til landet, er der ikke udviklet et tyrkisk/arabisk pensum til dem. Derfor har Den Syriske Uddannelseskommission – en ngo med base i Istanbul – med betydelig finansiel støtte fra Qatar Foundation og med godkendelse fra den tyrkiske regering udviklet et syrisk pensum og publiceret lærebøger herefter. Dette pensum blev først og fremmest udviklet af Islamic Sham Organisation, men senere blev det revideret af Den Syriske Uddannelseskommission. Det er den anden version, der i dag bliver brugt i Tyrkiet, Jordan, Libanon og dele af Syrien, og i områder kontrolleret af ISIS er der en helt tredje version i brug.

Unicef vurderer, at de bøger, der bliver brugt i Tyrkiet i dag, som er finansierede af Qatar Foundation, ligger tæt op af det eksisterende syriske pensum, dog med 400 pædagogiske ændringer. De mest synlige ændringer er afskaffelsen af alt visuelt materiale om Assad og hans Ba’ath-parti og rosende tekst om selvsamme. Til gengæld er der tilføjet en række religiøse ændringer i pensummet, der indikerer, at uddannelsen har større fokus på læren om (sunni-)Islam.

»Det er jo kun godt, at vi har mere fokus på Islam. Vi er trods alt muslimer, og derfor er det helt naturligt, at vores børn lærer om Islam,« siger skolelederen på Yasmin El Sham-skolen Mr. Walid.

Han understreger, at de religiøse tilføjelser ikke er ekstreme, men blot udtryk for moderat islam.

Det reviderede pensum er ikke godkendt af  Det Syriske Nationalråd. Til gengæld støttes det af  Den Syriske Nationalkoalition, der blev etableret i Qatar, og som sidenhen er blevet kritiseret af moderate syriske modstandere for at være for islamisk. Sidstnævnte betegnes af Yasmin El Sham-skolen som den »midlertidige regering«.

Hvorfor har oppositionen givet disse golfstater lov til at påvirke vores børns fremtid? Disse børn er Syriens fremtid, selvom Assad har dræbt den. De er de eneste, der kan genopbygge Syrien. Jo mere religiøsitet, jo mindre chance får de for at udfolde sig

»Vi opdrager dem efter syrisk pensum, således at de ikke glemmer deres land, kultur og historie, når de nu skal tilbage til Syrien efter krigen,« siger Mr. Walid.

I bydelen Avcilar besøger jeg en anden syrisk privatskole, der er finansieret af Kuwait, og her bruger de også det Qatar-finansierede pensum. En syrisk engelsklærerinde fortæller, at alle syriske lærere på denne og de andre syriske skoler har fået et kursus i at forstå det nye pensum af en professor fra golfstaterne. Interviewet med den syriske lærerinde bliver imidlertid afbrudt af den tyrkiske skoleleder, der mener, at det kræver en særlig tilladelse fra Uddannelsesministeriet for at kunne gennemføre interviewet.

Dansk-syrisk journalist: oppositionen har fejlet ved syrernes skolegang

Det reviderede og Qatar-finansierede pensum med sit islamistiske præg skiller sig i høj grad ud fra det tidligere sekulære syriske pensum, der blev brugt under Assad-regimet. I Assads Syrien havde man religionsundervisning uden et specifikt fokus på Islam, men med undervisning i alle de store religioner. Det er svært at sige, hvordan denne nye form for uddannelse og socialisering vil påvirke de syriske flygtningebørn, men det er påfaldende, at samtlige kvindelige lærerinder er tildækkede, og at klasserne efter 6. klasse er opdelt efter køn – en opdeling, der var helt utænkelig i Assads sekulære skolesystem. Samtidig er samtlige piger i pubertetsalderen tildækkede. I klasserne møder jeg enkelte piger, der ikke er tildækkede ,og en enkelt pige som har niqab på, men den dominerende part er tildækket således, at ansigtet er synligt. Skoleledelsen forklarer, at der er frit valg, om pigerne vil tildække sig eller ej.

Den dansk-syriske journalist Lilas Hatahet  er flygtet med sine to børn under borgerkrigen, da hun er i opposition til Assad-regimet. Hun arbejder stadig dagligt med at nuancere billedet af Syrien-krigen, der for hende handler mere om Assad-diktaturet end om ISIS. Hatahet ser den religiøse udvikling på syriske skoler i diasporaen som en »tikkende bombe.«

»Hvis børn allerede bliver påduttet religion i så tidlig en alder gennem skolen, bliver det et kæmpe problem i fremtiden,« konstaterer hun.

Hatahet understreger, at krigen mærkes mest i landdistrikterne, hvor folk er mere traditionelle end storbybeboerne. I landdistrikterne er man mere tilbøjelig til at blive radikaliseret, og det er meget almindeligt, at krigssituationer som den i Syrien netop nu accelererer processen. Hatahet mener endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at en af de få reformer Assad rent faktisk indførte i starten af den syriske revolution, var ophævelsen af forbuddet mod niqab på syriske universiteter samt løsladelsen af prominente islamiske ledere, der sad i fængsel.

»Forfremmelsen af disse religiøse grupper, var udelukkende en undskyldning for at slå ned på de fredelige demonstranter, men nu er de religiøses styrke vokset over vores. Ingen hørte om ISIS førhen, men nu handler kampen om at udslette dem og ikke Assad. Det var lige dét, Assad ønskede sig.«

Hatahet er også utilfreds med den måde, hvorpå Det Syriske Nationalråd har varetaget uddannelsen af de syriske flygtningebørn.

»Hvorfor har oppositionen givet disse golfstater lov til at påvirke vores børns fremtid? Disse børn er Syriens fremtid, selvom Assad har dræbt den. De er de eneste, der kan genopbygge Syrien. Jo mere religiøsitet, jo mindre chance får de for at udfolde sig. Alligevel har jeg en lille smule håb på, at det syriske folk selv kan nå at determinere Syriens fremtid.«