Print artikel

Projektet Pruitt-Igoe (1)

Pruitt-Igoe fra luften
Feature
16.01.17
Pruitt-Igoe i St. Louis står som et af de største, uforløste sociale boligbyggerier i USA. Projektet stod kun i 20 år, inden de 33 højhuse blev revet ned i midten af 1970’erne for at løse problemer med kriminalitet, vold og forfaldne bygninger. Det blev symbolet på en fiasko og skabte en myte, der trækker spor helt frem til i dag. ATLAS bringer i den kommende tid Anders Dalls feature i fire dele. Dette er første kapitel.

Bygning C15 ekser. De sorte vinduer forsvinder ind i en svævende masse. Alt fryser i bevægelse. På få sekunder krøller støvskyen sig sammen om etagebyggeriet og efterlader en bunke murbrokker. Billedet fra den 21. april 1972 har defineret det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe som en fiasko lige siden, højhusene blev revet ned for at løse problemer med kriminalitet, vold, narkobander og bygninger i opløsning. Det havde udviklet sig til et boligprojekt, som politiet var bange for at rykke ud til. Et sted, hvor nytårsaftener var rene krigszoner. Det var også et sted, hvor børn voksede op, legede og gik i skole.

Pruitt-lejlighederne bestod af  20 bygninger til afroamerikanere, mens lejlighederne i de 13 Igoe-bygninger var forbeholdt hvide

Charlene Moore husker lyden af knækkede højhuse, da bygningerne blev revet ned med dynamit. Hun gik i skole lige rundt om hjørnet fra sit barndomshjem og havde udsigt til højhusene fra skolens vinduer. De blev lukket, når en af de 33 blokke skulle rives ned med dynamit. De sprængte dem ikke på én dag. Nedrivningerne skete i etaper fra 1972, indtil hele området var ryddet i 1976 kun 22 år efter det blev indviet. Den korteste levetid for et socialt boligprojekt i USA.

 

Fra sin bagdør kan den nu 62-årige Charlene kigge over til Desoto Park, som grænser op til Pruitt Igoe-grunden og hendes barndom. I dag er hun opsat på, at det hun oplevede i Pruitt-Igoe ikke må blive glemt. »Jeg siger til mine børnebørn: I er nødt til at vide, hvem jeg er. Jeg har brug for, at I stiller mig spørgsmål. Jeg har brug for, at I kender min historie. Jeg har brug for, at I husker, hvor jeg boede, og hvor jeg kommer fra. Min mor fortalte os aldrig noget. Vi fik aldrig særlig meget ud af hende, og det er for sent at få nogen svar ud af hende nu, hvor hun er død.«   

Charlene Moore. Foto: Anders Dall

Med nedrivningen slettede St. Louis ikke kun de fysiske spor, men også historien om et af de største sociale boligbyggerier, der blev bygget i USA i årene efter 2. Verdenskrig. Ifølge Jody Sowell, der leder research-afdelingen på St. Louis History Museum, gled Pruitt-Igoe hurtigt ud af den offentlige hukommelse: »Her var det her utrolige og internationalt berygtede sociale boligbyggeri, der var så stor en del af St. Louis og byens historie, men på bare et par årtier, er det blevet glemt,« siger han.

Pruitt-Igoe gløder

Pruitt-Igoe blev født ud af en politik, der sigtede mod at rydde slumkvarterer og løse problemer med boligmangel. Modsat andre byer valgte St. Louis at kaste alle sine offentlige tilskudskroner i etableringen af fire sociale højhusbyggerier, hvor Pruitt-Igoe var det største og det, der tiltrak sig mest opmærksomhed. Med inspiration fra arkitekt og byplanlægger Le Corbusier og den modernistiske arkitekturbølge, der havde funktionalismen i fokus, designede den japanske arkitekt Minoru Yamasaki 33 næsten identiske højhuse.

I 1954 var USA stadig præget af at racesegregering. Det afspejlede det sociale boligbyggeri. Pruitt-lejlighederne bestod af  20 bygninger til afroamerikanere, mens lejlighederne i de 13 Igoe-bygninger var forbeholdt hvide. Pruitt-Igoe kom dog i praksis kun til at stå som et segregeret boligprojekt i et år, da en retssag i 1955 tvang St. Louis til at integrere sociale boligbyggerier. Dommen nåede aldrig at have nogen egentlig effekt i Pruitt-Igoe for på blot få år havde hvide beboere forladt lejlighederne i Igoe. De tog del i den strømning mod forstæderne, der gik under navnet white flight, og som i St. Louis betød, at 60 procent af den hvide befolkning fra 1950-1970 flyttede fra byen med kurs mod forstæderne – væk fra tanken om integration og sociale boligbyggerier.

Foto: United States Geological Survey

Ferguson

I dag er racespændingerne i USA fortsat synlige i St. Louis. Skilte med ordene ”Black lives matter” står plantet i folks haver i en by, hvor Delmar Boulevard fungerer som en symbolsk grænse mellem den fattige, nordlige del og den centrale bymidte med skyskrabere og St. Louis’ stolthed  ”the Gateway arch,” - en næsten 200 meter høj stålbue. Ikke meget anderledes end dengang Dickson Street fungerede som en grænse mellem sorte og hvide og adskilte Pruitt fra Igoe. 

Blot tyve minutter i bil fra Pruitt-Igoe-grunden ligger forstaden Ferguson, hvor racespændingerne i 2014 blussede op, efter en hvid betjent skød og dræbte en ubevæbnet sort teenager på et fortov i et villakvarter. Drabet på Michael Brown udløste opstand og store demonstrationer i Ferguson – en by der deler flere lighedstegn med den udvikling, som i 1960’erne splittede Pruitt-Igoe ad.

Faktisk er det ikke kun Pruitt-Igoe og Ferguson, der deler samme skæbne. Det gør områderne Kinloch, og The Ville i den nordlige del af St. Louis også. Kinloch var delstaten Missouris første sorte by med egne skoler, institutioner, kirke og teater. I dag ligger den øde og glemt hen med huse, der smuldrer og bunker af affald i vejkanten.

»Jeg vil argumentere for, at mange af de kræfter, der fik Pruitt-Igoe til at gå op i sømmene, er de samme kræfter, som ramte Ferguson og den nordlige del af St. Louis generelt. Hvad enten du bor i offentlig eller private boliger, så handler det om investeringer. Men investeringer i kvaliteten af boliger, skoler, infrastruktur og forretninger har konstant været påvirket af race i amerikansk offentlig politik,« siger Joseph Heathcott, der er professor i bystudier på New School i New York med speciale i byplanlægning og sociale boligbyggerier.

Dømt til at fejle

At Pruitt-Igoe blev affolket fik afgørende betydning for projektets skæbne. Penge til at vedligeholde bygningerne var bundet op på beboernes leje, men i takt med at tomme lejligheder blev et mere almindeligt syn end beboede lejligheder op igennem 60’erne, begyndte pengene til vedligeholdelse stille og roligt at sive, og der gik længere og længere imellem besøg fra håndværkerne.

»Hvis du havde noget, du skulle have repareret, kunne du gå i flere måneder og vente på de dukkede op,« fortæller Charlene Moore, som boede i Pruitt-Igoe fra 1960 til 1965. I slutningen af 1960’erne boede hun med sin mor og søskende i det sociale boligprojekt Vaughan, der lå lige ved siden af Pruitt-Igoe, og hun husker, hvordan beboerne kæmpede for at få myndighederne til at reagere, da rørledningerne i begge sociale boligprojekter sprang og forårsagede massive vandskader i lejlighederne.

»Det her skete om vinteren, og Røde Kors var nødt til at komme med tæpper til os, for vi havde jo ingen elektricitet. De (St. Louis Housing Authority red.) var nødt til at slukke for den, fordi alle rørledningerne var sprunget.«

Der gik flere dage, før St. Louis Housing Authority reagerede på vandskaderne og den manglende elektricitet, som beboerne i både Pruitt-Igoe og Vaughan blev udsat for.

Det var ikke kun sociale boligbyggerier som Pruitt-Igoe og Vaughan i St. Louis, der led under manglede finansiering og misligholdelse, forklarer Joseph Heathcott. »Der blev aldrig tilnærmelsesvist investeret nok i at få sociale boligbyggerier til at fungere i  særligt byer, hvor tomme lejligheder var et problem. Færre lejeindtægter betød færre penge til vedligeholdelse, hvilket gjorde sociale boligbyggerier mindre attraktive. Det var en selvforstærkende cyklus af forfald.«        

Han bakkes op af Robert Fishman, der er professor ved University of Michigan med speciale i byplanlægning. Han forklarer, at netop denne konstruktion var Pruitt-Igoes akilleshæl: »Bygningerne blev systematisk misligholdt nærmest fra begyndelsen. Beboerne kunne aldrig selv betale for at vedligeholde bygningerne, og så stod du med de her dyre bygninger, der bar på så meget idealisme og ønske om at forbedre folks liv, men som, når vi kigger på de dybere strukturer, var dømt til at fejle,« siger Robert Fishman.

Skydeskive

Det var ikke kun et spørgsmål om penge, der var årsag til, at Pruitt-Igoe fik lov at passe sig selv. Det skyldtes også den stigende kriminalitet, der kom til at præge Pruitt-Igoe op igennem 1960’erne.

»De (håndværkerne, red.) turde ikke komme af frygt for at blive banket. De kom kun på adresser, hvor de i forvejen vidste, hvem der boede der. Hvis ikke de kendte dem, kom de ikke,« siger Charlene Moore.

Hun fortæller, at der muligvis har været kriminalitet, da hun flyttede ind med sin mor og sine søskende i 1960, men på det tidspunkt var kriminaliteten ikke udbredt. Tre år senere begyndte det dog at blive værre og skyderierne hyppigere.  

»Hvis nogen gik ud for at tage til en nytårsfest, så skulle de ikke komme hjem igen, for så ville de blive skudt efter,« fortæller Charlene. 

»Man kan da ikke have det sjovt i Pruitt-Igoe«

Charlene vidste ikke, at hendes mor havde fobi for højder, da de flyttede ind i lejlighed 901 på 9. etage i det røde murstensbyggeri på 2323 Dickson Street. St. Louis University havde opkøbt moderens lejlighed på hjørnet af Laclede og Spring, og nu var hun nødt til at finde et nyt sted til Charlene og hendes fire søskende. På det tidspunkt havde Charlene en tante, der arbejdede i Pruitt-Igoe, og hun hjalp med at få dem ind i lejligheden på Igoe siden. Faren hørte familien ikke meget fra. Han sendte lidt penge i ny og næ, men ikke noget, der for alvor gjorde en forskel. Det var moderen, der sørgede for at børnene havde tag over hovedet, forklarer Charlene: »Hun havde småjobs og gik til forskellige kirker, hvor hun fik noget mad og nogle forskellige ting. Hun fandt altid en måde at forsørge os på, men det var bestemt ikke nemt for hende at være enlig forsørger.«

Charlene Moore beskriver, hvordan Pruitt Igoe så ud indefra:

Beboerne i Pruitt-Igoe var primært mødre og børn. Andelen af husstande uden en mandlig forsørger steg fra 55 procent i 1960 til 66,9 procent i 1966. Samtidig modtog 54 procent af familierne I Pruitt-Igoe en eller anden form for offentlig forsørgelse i 1960. I 1966 var det tal steget til 62,1 procent. St. Louis Housing Authority indførte en regel, der forbød mænd at flytte ind med deres familier, hvis familien var på offentlig forsørgelse. På dette tidspunkt var bygningerne allerede slidte og kriminalitetsraten stigende.

Det første, der dog falder Charlene ind, når hun i dag hører navnet Pruitt-Igoe, er, at hun havde det sjovt. Det var her, hun var barn. Her hun løb op og ned ad trapperne og havde venner på næsten hver etage. Her naboer kom ind med madvarer, når der var brug for det. »Det var et fællesskab, hvor folk hjalp hinanden,« siger Charlene. Det var her, hun sad fast i elevatoren og var nødt til at råbe op til de andre børn, der havde fundet ud af, hvordan man kunne stoppe og starte den igen. Det var her, præsten kom kørende i sin gule bus for at holde bibelskole nede foran hendes bygning. Det gjorde han, indtil han ikke længere turde komme på grund af skyderierne.

Charlene Moore har gode barndomsminder fra Pruitt Igoe:

Charlenes barndomsminder fra Pruitt-Igoe står i kontrast til den måde, det sociale boligbyggeri blev omtalt og opfattet udefra. Både af lokale medier og folk, der aldrig havde sat deres ben i Pruitt-Igoe.

Jody Sowell, der leder research-afdelingen på St. Louis History Museum, forklarer, at den dominerende fortælling i 1960’erne indrammede Pruitt-Igoe som et forfærdeligt sted, der beviste, at sociale boligbyggerier ikke ville komme til at fungere, og at der var en underklasse af amerikanere, der ikke kunne kontrolleres.

De synspunkter blev blandt andet skabt af fordomme, der er forbundet med race og klasse, forklarer Jody Sowell: »Hvis du siger, at nogle af beboerne har glade minder fra Pruitt-Igoe til et publikum af folk fra St. Louis, så er det uundgåeligt, at nogen vil komme op til dig bagefter og sige: Det siger de måske, men sandheden er, at det var et forfærdeligt sted, det var det værste sted. Nogle gange har folk, der siger det, haft førstehånds-oplevelser: Jeg gik gennem området, og nogen kastede en sten efter mig. Andre gange er det bare, fordi det er så gennemsyret af folks fordomme om det sted – at de slet ikke kan forestille sig andet end skrækhistorierne. De kan bare ikke forstå, at nogen har været glade for at bo der.«

Charlene Moore fortæller om sin mors indflydelse:

Efter fem år i Pruitt-Igoe turde Charlenes mor ikke længere at bo i Pruitt-Igoe og flyttede sin familie ud af lejligheden. I dag er Charlene ikke i tvivl om, at måden hendes barndomshjem blev omtalt på, hænger sammen med byggeriets korte levetid: »For dem (myndighederne, red.) var det kun et eksperiment. Det eneste ord, de brugte om stedet, var “projektet”: Bor du i projektet? Ja, jeg bor i projektet. Det var sådan, de så det. Så hvis det var et projekt fra begyndelsen, signalerer det, at målet ikke er at holde det ved lige, det er blot et eksperiment – et projekt.«

Ordet "project" klæbede til Pruitt Igoe, forklarer Charlene Moore:

Selv om St. Louis har gemt rester af Pruitt-Igoe-murbrokker som en mole et sted ved Mississippi floden, så ligger fortiden og ulmer i skikkelse af den skov, der har fået lov til at vokse op på den grund, hvor højhusene stod.

På brandstationen, der er nabo til den indhegnede skov på Jefferson Ave, omtales Pruitt-Igoe  med en blanding af jokes og alvor. »Lad mig lige se,« siger en af brandmændene, vender sig hurtigt og kigger i retning af skoven og konstaterer, »nej, det står der ikke mere.« Folk i forhallen griner. Brandmanden, der viser vej til stationens træningstårn er anderledes alvorlig i stemmen. »Det er et farligt sted. Du kan risikere at finde døde mennesker. Jeg ville aldrig gå derind, medmindre jeg havde ti af mine mænd med mig.«

Bob Pauly fungerer som St. Louis Fire Departments historiker og repræsenterer et synspunkt, der går igen, når snakken falder på Pruitt-Igoe-grunden. »Jeg har ikke lyst til at gå derind, for du ved ikke, hvad der gemmer sig.«

Idealerne styrtede i grus

Tiden har slået revner i Dickson Street. Asfalten udgør små tilfældige firkanter med små sten, der fylder revnerne ud. De lave træer krummer sig ind over asfalten fra begge sider og strækker deres krogede fingre. Kun en lille rest fortovskant kan stadig ses inde bag træer og blade. Selv om Dickson Street kæmper mod vild natur på begge sider, deler vejen skoven i to dele. Som Mason-Dickson linjen, fungerede den som en grænse og adskilte Pruitt fra Igoe. Sorte fra hvide. Sådan kom Pruitt-Igoe til verden. Bygget med idealisme i en tid formet af racisme. I 1954 stod de første 20 bygninger i 11 etager klar til indflytning på den sydlige side af Dickson Street.

Året efter stod lejlighederne i Igoe-tårnene klar forbeholdt de hvide. Men de nåede nærmest ikke at sætte deres fødder i det højtprofilerede byggeri. Samme år vandt The National Association for the Advancement of Colored People retssagen mod St. Louis Housing Authority og fik domstolens ord for, at St. Louis ikke længere måtte adskille folk på baggrund af deres race i sociale boligbyggerier. Dommen sendte et klart signal om integration, men skabte med det samme isolation i Pruitt-Igoe, som på blot tre år så hvide melde sig ud af det integrerede projekt. 

Dickson Street adskilte Pruitt fra Igoe, da det segregerede boligbyggeri åbnede. Selv om den er blevet mindre og buler og sprækker ligger den stadig i dag. Foto: Anders Dall

60 procent af den hvide befolkning forlod byen mellem 1950 og 1970 til fordel for forstæderne, og St. Louis mistede i alt 27 procent af sine indbyggere. St. Louis og byplanlæggere havde fejlagtigt regnet med, at befolkningstilvæksten i byerne ville fortsætte med at stige, som den havde gjort det under og i årene lige efter 2. Verdenskrig. De tog fejl, forklarer Robert Fishman, der er professor ved University of Michigan med speciale i byplanlægning. Ideen med at bygge sociale højhuse var fra starten at række ud til både sorte og hvide i bolignød og give dem mulighed for at bo et billigt og ordentligt sted. Det skulle være et springbræt til noget bedre. Ideen var, at folk skulle flytte ud så snart, de havde avanceret økonomisk i samfundet. 

»For resten af den amerikanske befolkning var 1950’erne og 60’erne fantastiske år med økonomisk fremgang, men sorte, der havde migreret fra sydstaterne fik ikke lov til at deltage i den udvikling. Efter 1950’erne blev sociale boligbyggerier derfor symbolet på denne dybere proces, hvor sorte bliver isoleret og marginaliseret økonomisk,« siger Robert Fishman.

Han forklarer, at der i det amerikanske samfund altid har været et element af, at fattigdom er selvforskyldt. At enhver er sin egen lykkes smed, og roder man rundt på bunden af samfundet, er det ens egen skyld og tegn på, at man har den forkerte attitude og en dårlig moral. »Denne mistænkeliggørelse af fattige var med til at vende tonen omkring sociale boligbyggerier fra noget positivt til noget negativt,« siger Robert Fishman.

Nedrivning

For Pruitt-Igoes vedkommende eskalerede problemerne med kriminalitet, manglende vedligeholdelse og tomme lejligheder op igennem 60’erne i en sådan grad, at myndighederne besluttede at rive Pruitt-Igoe’s  33 højhuse ned mellem 1972 og 1976. Den metode fik nationale vinger, da ministeriet for bolig- og bymæssig udvikling (United States Department of Housing and Urban Development) i 1992 indførte programmet Hope VI. En politik, der øremærkede over 5 billioner dollars til at rive højt bebyggede sociale højhusbyggerier ned for at erstatte dem med lav bebyggelse som for eksempel rækkehuse. Forskning viser, at politikken har betydet, at stort set alle højt bebyggede sociale boligbyggerier uden for New York er blevet revet ned. Det skriver Joseph Heathcott, der er professor i bystudier på New School i New York med speciale i byplanlægning og sociale boligbyggerier i ”Journal of the American Planning Association” 

 Ligesom i 1960’erne er St. Louis fortsat præget af at være raceopdelt

Ifølge Michael Allen, der er arkitektur-historiker i St. Louis skiller den tomme grund, hvor Pruitt-Igoe højhusene stod, sig ud ved at være det eneste sted i USA, hvor en nedrivning af et højt bebygget socialt boligbyggeri ikke er blevet erstattet med en anden form for enten privat eller offentligt byggeri. Michael Allen har igennem flere år givet by-rundvisninger, som også har inkluderet den tomme Pruitt-Igoe-grund. For beboere i den nordlige del af St. Louis giver det dog ikke meget mening at fokusere så meget på et sted, der hører fortiden til.

»En beboer opsummerede det meget sigende med en sætning, som jeg ofte hører og det er: at vi bør give rundvisninger, der hvor folk bor nu. Det her sted er ikke længere relevant, der er ikke noget kvarter. Hvis du vil snakke om, hvordan det er at være sort i St. Louis, så find et kvarter i den nordlige del. Lad være med at besøge Pruitt-Igoe,« siger Michael Allen. 

Og problemerne, som myndighederne forsøgte at løse ved at rive Pruitt-Igoe ned? De er der stadig.

Den 28. April  2015 blev St. Louis og St. Louis County sammen med syv andre byer udpeget til at være ”Promise Zone-byer” – et initiativ, som præsident Barack Obama indførte i 2013, hvor staten investerer og danner partnerskaber med udvalgte byer for at skabe jobs, udvide muligheder for uddannelse og reducere voldelig kriminalitet. Helt præcist er ”Promise Zone-området” den nordlige del af St. Louis, herunder Ferguson, Kinloch og området ved og omkring Cass Avenue, hvor den tomme Pruitt-Igoe-grund står tilbage.

Ifølge ministeriet for bolig- og bymæssig udvikling betegnes den nordlige del af St. Louis for at være en ”Promise Zone” med alarmerende høje arbejdsløsheds-, kriminalitets- og dødelighedsrater. Derudover er området karakteriseret ved at have et højt antal af hjemløse, forladte bygninger og tomme grunde. Fattigdomsraten for det udpegede område er 35,48 procent. Ligesom i 1960’erne er St. Louis fortsat præget af at være raceopdelt. Dustin A. Cable fra Virginias Universitet offentliggjorde i 2013 et interaktivt kort over USA, der viser, at byer som Washington, Detroit, Chicago og St. Louis stadig bærer præg af raceadskillelse på boligområdet.  

Fra slum til prestige til ghetto  

At Pruitt-Igoe allerede blev stemplet som en ghetto fra starten af 1960’erne, viser hvor kort tid det sociale boligbyggeri fik lov til at stå som et byens stolte projekter. Området, der blev ryddet og fjernet for at bygge Pruitt-Igoe i den nordlige del af St. Louis, blev af myndighederne karakteriseret som et afroamerikansk slumområde, som man gerne ville rydde og erstatte med høje sociale boligbyggerier. Etableringen af højhuse skulle både give bedre boligforhold for den fattige del af St. Louis og samtidig skulle de majestætiske bygninger gøre St. Louis mere attraktiv som by. Derfor investerede byen massivt i byfornyelse. Det forklarer Jody Sowell, der leder research-afdelingen på St. Louis’ historiske museum. 

»Det her skulle forbedre de områder. Men efterhånden som problemer, kriminalitet og forværringen af bygningerne begyndte at sætte deres aftryk, så blev det stemplet med de samme termer, som de tidligere kvarterer, der lå i området, og det er fuldstændig bundet op på race og klasse. Ikke så langt fra Pruitt-Igoe fandt et af de største nedrivningsprojekter sted, rydningen af Mill Creek Valley, hvor mere end tyve tusind afroamerikanere blev tvangsflyttet, og igen var det fordi, det blev stemplet som en ghetto, selvom det for mange mennesker var et sted, hvor de arbejdede og gik i kirke. Så Pruitt-Igoe bliver hurtigt stemplet med de samme termer,« siger Jody Sowell.

Det store spørgsmål synes at være, hvordan et prestige-byggeri til 36 millioner dollars på blot få år udviklede sig til at være et berygtet sted, ingen udefra turde bevæge sig ind i 

Chad Freidrichs, der har lavet dokumentaren, The Pruitt-Igoe Myth tillægger race-aspektet en endnu større betydning for, hvorfor det sociale boligbyggeri så hurtigt blev karakteriseret som en ghetto. 

»Mit gæt vil være, at det blev det, da alle de hvide flyttede ud. I Pruitt-Igoe’s tilfælde var det allerede ved at ske i slutningen af 1950’erne. Vi snakkede med en hvid beboer fra Pruitt-Igoe, og hun var en af dem, der flyttede relativt tidligt ud. Selv om hun var progressiv og var aktivistisk i forhold til at kæmpe for racelighed, så synes hun, at det var blevet lidt for farligt at bo der,« fortæller Chad Freidrichs.

Nytårsaftener var en krigszone

Det er svært at fastslå det præcise omfang af kriminaliteten i Pruitt-Igoe. Politiet i St. Louis digitaliserede ikke deres kriminalitetsregister før midten af 1990’erne. De kan derfor ikke sige noget specifikt om kriminalitetsraten eller antallet af anmeldelser fra 1960’erne og start-70’erne. Det kan Dale London til gengæld. 

Som 21-årig åbnede han i 1963 sin restaurant London and Son’s Wing House på Cass Avenue lige over for Pruitt-Igoe. Han valgte netop at placere sin restaurant tæt ved det sociale boligbyggeri i forventning om, at han ville have tusindvis af potentielle kunder på den anden side af fortovet. Det gik dog ikke helt, som han havde troet. »En af de ting, jeg lærte, var, at folk havde en lav indkomst. De havde ikke penge til at spise ude hver aften, så det var en bittersød fornemmelse. Jeg kunne leve af det, men det var ikke den guldmine, som jeg ledte efter,« siger Dale London. 

Som nabo til Pruitt-Igoe oplevede han også, hvordan stedet gradvist blev mere og mere berygtet. »Jeg blev selv behandlet med stor respekt. Vi gjorde et fantastisk indtryk, da vi åbnede, men det var ikke et sted, hvor du ville føle dig tryg, for der var meget kriminalitet i det område, og folk var uden arbejde og uden penge. Alle rystede på hovedet af Pruitt-Igoe. Selv politiet var bange for at gå derind,« siger Dale London.

Han husker blandt andet, hvordan nytårsaftener udviklede sig fra affyring af nytårsfyrværkeri først på aftenen til ved midnatstid at være centrum for voldsomme skyderier. »Det var ligesom Vietnam. Det var ligesom en krigszone,« siger Dale London.

Tomme bygninger tiltrak kriminalitet

Det store spørgsmål synes at være, hvordan et prestige-byggeri til 36 millioner dollars på blot få år udviklede sig til at være et berygtet sted, ingen udefra turde bevæge sig ind i. Det spørgsmål behandler Chad Freidrichs i sin dokumentar. Han mener, at svaret ligger i forlængelse af de mange lejligheder, der fik lov til at stå ubeboede og tomme hen.

Han forklarer, at Pruitt-Igoe ofte blev nævnt i forbindelse med kriminalitetshistorier, selv om den kriminelle handling var foregået flere blokke væk. Det sociale boligbyggeri blev af medierne udlagt til at være et sted, der fostrede kriminalitet, og som inficerede andre kvarterer med kriminalitet. 

»Faktisk var det den modsatte konklusion, vi kom frem til i filmen. At Pruitt-Igoe, snarere end at sprede kriminalitet, tiltrak kriminalitet, fordi der ikke boede mange mænd der, og der var bare mange tomme bygninger. Så det blev det her sted, hvor kriminaliteten kunne gå hen snarere end et sted, hvor kriminaliteten spredte sig fra,« siger Chad Freidrichs. 

Han forklarer, at der ligesom mange andre steder, hvor der bor mange mennesker, selvfølgelig også boede kriminelle i Pruitt-Igoe, men kriminaliteten knyttede sig først og fremmest til folk, der kom udefra. 

»Jeg tror ikke, de fleste af de mennesker, der boede i Pruitt-Igoe til det sidste, var dårlige mennesker. De var bare mennesker, der boede et sted, der blev hærget af kriminalitet udefra netop på grund af de faktorer, der trak dem ind – det faktum, at Pruitt-Igoe ikke havde særlig mange beboede lejligheder,« siger han.

Desperation

Den betragtning står Chad Freidrichs ikke alene med. På en stol oppe ved alteret i Grace Missionary Baptist Church sidder pastor Joel Davis med det ene ben over det andet og et glas juice inden for rækkevidde. Han fylder 101 til påske og kender Pruitt-Igoe bedre end de fleste. Da han stiftede sin kirke i 1956 havde han brug for en menighed, han kunne prædike for, og det fik han ved at gå over og banke på dørene i Pruitt-Igoe.

Pastor Joel Davis bankede på dørene i Pruitt-Igoe for at få beoberne til at komme til gudstjeneste, da han i 1956 stiftede Grace Missionary Baptist Church. I dag kommer tidligere Pruitt-Igoe beboere stadig til gudstjeneste om søndagen. Foto: Anders Dall

»Det, jeg husker bedst, er, at størstedelen af dem, der boede der, var venlige. Det er noget, de fleste mennesker ikke lægger nok vægt på. Jeg plejede at gå derind for at få folk til at komme i kirke, mens de spiste aftensmad, og så ville de sige: Kom og få noget mad med, og så endte de med at komme i kirke. Jeg møder stadig folk, som siger: Jeg mødte dig i Pruitt-Igoe,« siger Joel Davis.

Ligesom han husker, hvordan folk tog godt imod ham, oplevede Joel og og hans søn Jonathan Davis også beboernes desperation. I 1969 var Jonathan Davis kun et barn, da en gruppe Pruitt-Igoe beboeres frustration over, hvad de følte, var uretfærdige levevilkår, gik udover en lokal købmand, som fik sin butik sat i flammer af en molotovcocktail. Den blev kastet ind gennem vinduet i vrede over, at indehaveren solgte dårlige madvarer til overpris. Det efterfølgende scenarie, der udspillede sig på Cass Avenue på den anden side af fortovet fra Pruitt Igoe bygningerne, husker Jonathan Davis tydeligt.

»Jeg kan huske, jeg så en folkemængde med løftede knytnæver, der råbte: We want Keller! We want Keller! (købmanden, red.) Han var bange for at komme ud, fordi de allerede havde brandbombet hans forretning, og han troede, at de var ude efter ham, men det, de ville have fat i, var maden og alle varerne, som de kunne bruge til at forsørge deres familier. De ville have, at han skulle forlade forretningen, så de kunne komme ind og få fat i alle tingene, og så sagde han: Jeg kommer ikke ud med mindre pastor Davis følger mig ud. Det var det eneste, han følte sig tryg ved, og jeg kan huske, hvordan min far gik derind og fulgte ham ud, og så snart han havde fulgt ham ud, stormede de forretningen. Du kunne se mødre og bedstemødre og børn tage alt det, de kunne bruge,« siger Jonathan Davis. 

Grace Missionary Baptist Church ligger på den anden side af vejen ind til Pruitt-Igoe skoven. Foto: Anders Dall

Dette er første del af to artikler om Pruitt-Igoe. Anden del kan læses her