Print artikel

Parallelle liv

Scene fra den gamle souk i Damaskus
Artikel
10.09.13
For tre år siden var de så godt som ens, selvom de to fætre boede i henholdsvis Syrien og Danmark. Nu går den ene på CBS og den anden er blevet et nummer i statistikken. Fortælling fra Syrien

I sommeren 2010 var jeg sidste gang i Syrien. Min familie og jeg var på vores sædvanlige 5-ugers rejse, hvor vi besøgte familie og venner i Homs. Dengang var Homs en ganske almindelig mellemstorby i Syrien. Gaderne var fyldt med liv, krydderiernes duft hang i gaderne, og politik var ikke noget, vi bekymrede os meget om. Det kunne selvfølgelig ikke undgås at se billeder af præsident Bashar Al-Assad på alle gader og stræder, men det var ikke noget vi engagerede os dybere i eller hæftede os ved. Så længe vi undgik at gøre grin med billederne offentligt, levede vi i fred.

Èn særlig person tilbragte jeg altid det meste af min tid i Homs med. Det var min fætter Fagr Attasi. Vi gjorde, hvad alle andre almindelige unge gør. Vi var på café, gik ture, snakkede og grinte. Selvom jeg har boet hele mit liv i Danmark og han sit i Syrien, var vi på de fleste måder ens.

Sommeren 2010 var hans sidste før den obligatoriske værnepligt i en stor militærlejr udenfor Damaskus. Det var bestemt ikke noget, som min fætter havde lyst til, men eftersom han hverken var enebarn eller under uddannelse var der ingen vej udenom. Alligevel var det ikke noget vi tog tungt i familien. Faktisk anså min faster det for et måde at disciplinere ham på. Selv drillede jeg ham med, at nu skulle ind og være hund for Assads store drenge. Det grinte vi alle af, for det var jo blot noget han skulle igennem, ligesom så mange andre unge gennem tiden.

Min faster ønskede nu alligevel, at han skulle have en god oplevelse i militæret, der er kendt for hårde disciplineringsteknikker. Hun bestak lederen af hans gruppe og min fætter stod de første fire måneder af værnepligten i køkkenet.

Halvvejs inde i hans værnepligt begyndte Det Arabiske Forår. Der var rygter om revolutionen i militærlejrene, men ingen fik noget officielt at vide. De var isoleret fra omverdenen. Telefoner og internet var forbudt, og skaffede man sig alligevel adgang medførte det hård straf. Det eneste medie, som soldaterne havde til rådighed, var den syriske statskanal Al-Dunya, der som bekendt er en ren propaganda kanal, sat på jorden for at hylde Assad-regimet.

Da revolutionen intensiveredes kunne nyhederne ikke længere holdes fra soldaterne. En mindre modstand begyndte og særligt sunnierne begyndte at flygte fra militærlejrene. Ikke blot til deres egen, men også deres venner og families fare.

Min fætter stod i et dilemma. På den ene side ville han for alt i verden undgå at kæmpe for den mand, der tyranniserede hans land. På den anden side vidste han, at en succesfuld flugt ville resultere i, at styrkerne bankede på hjemme hos hans familie og blot hentede hans lillebror ind.

Faqr overvejede længe, hvad han skulle gøre, og da kampene intensiveredes yderligere ved indgangen til 2012 og værnepligten så ud til aldrig at løbe ud, bestemte han sig for at påbegynde sin flugt. Uheldigvis flygtede et par af hans kammerater et par dage inden, og da det blev opdaget kom soldaterne til ham. De udspurgte ham om, hvor vennerne var flygtet hen, og da han ikke kunne svare, torturerede de ham og smed ham til sidst i militærfængsel, hvor han fik lov at blive de næste tre måneder.

Efter de tre måneder blev min fætter taget ud af militærfængslet og sat i køkkenet igen. I mellemtiden var hans familie flygtet til Jordan, og han kunne nu selv flygte uden frygt for konsekvenserne for familien. Med forhåbningen om at blive genforenet med sin familie i Jordan flygtede Fagr fra lejren.

de sidste tre år er han gået igennem mere lidelse end, hvad mine venner og jeg i Danmark, vil gå igennem hele vores liv

Ude i det virkelige liv så han imidlertid, hvordan regimets kamp mod oprørerne reelt gik til. Rasende og indebrændt over isolationen i militærfængslet de sidste måneder, tog min fætter en drastisk beslutning. Han opsøgte og tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær (FSA), men efter kort tid under FSA hvor han ikke fik lov at deltage i kampene, brød han op. Han var træt af det hierarkiske system, træt af ordrer, og vil nu selv være herre over sig selv. Han samlede nogle andre unge og startede sin egen gruppe.

I længere tid sendte hans familie penge til ham i Syrien, hvilket jeg også tilbød ham, men det nægtede han. Jeg troede det var til mad, varmt tøj osv. I dag har jeg fundet ud af, at de gik til finansiering af våben til min fætters gruppe. Måske var jeg bevidst naiv, men hvad gør man ikke for sin familie og landsmænd?

De startede deres rejse udenfor Damaskus med det klare mål om at komme tilbage til hjembyen Homs og forsvare den. Med lift fra biler og ellers på gåben begav de sig nordpå mod Homs. Undervejs ændrede de dog mål og besluttede sig for kæmpe for at åbne vejen, så flygtningestrømmene fra syd kunne søge mod Tyrkiet. Det lykkedes at åbne vejen efter gentagne kampe mod Assads check-points i byerne, der på det tidspunkt var svage og endnu ikke bakket op af Hizbollah-styrker. En stemning af håb bredte sig, indtil det forlød at Khaled Bin Al-Walid moskéen i Homs var blevet bombet af regeringsstyrkerne, og at Assad nu havde fuld kontrol over byen. Jeg tror ikke, at jeg behøver uddybe, hvor forfærdelig et slag det var for dem, at deres bys stolthed og religiøse center var smadret. Grædefærdige, ulykkelige og opfyldt af had ændrede de igen kursen og drog mod Homs for at kæmpe for deres by.

Den 22. august 2013 (dagen efter kemiangrebet) nåede de til provinserne udenfor byen Hama, der blot ligger 50 kilometer fra Homs. Her opstod sammenstød mellem dem og regeringsstyrker. Min fætters gruppe var blevet dygtige og veltrænede til tætte by-kampe, men nu var det en kamp på en åben mark. Regeringssoldaterne havde betydeligere tungere og stærkere våben og tromlede deres vilje igennem. Raketter og granater bliver affyret, og min fætter blev ramt af splinterne i brystet og faldt om. Gruppen flygtede med min sårede fætter.

Vennerne får søgt hjælp, og arrangerer transport til Al Raqqa i Nordsyrien, hvor han skal behandles. Men da midlerne på sygehuset ikke er gode nok, og det er farligt for oprørerne at blive behandlet i landet, må de søge videre. Fra Al Raqqa bringes han til byen Urfa i Tyrkiet, hvor det nu er 16 timer siden angrebet. Den endelige diagnose fortæller, at splinterne fra raketterne har nået hans lunge. Operationen mislykkedes og min fætter går bort d. 26 august kun 22 år gammel.

I al denne tid har jeg selv udviklet mig og er blevet ældre. Ved revolutionens start var jeg blot en gymnasiedreng, hvor jeg sidenhen har holdt et sabbatår, været ude at rejse, og nu som 2.års studerende på Copenhagen Business School. Synkront har min fætter været gennem det stik modsatte. Sidst jeg så ham mindede vi om hinanden, ved revolutionens start var han soldat for Assad, da revolutionen eskalerede blev han frihedskæmper, og i dag er han væk.

Tanken om, at vi sidder i trygge Danmark med en kæmpende fætter i Syrien har fyldt meget, sommetider når jeg havde det godt, slog mine tanker pludseligt over til min fætter, og jeg tænkte om han havde det på samme måde.

Da Faqr var i fængslet, gik vi i panik. Ingen vidste hvor han var, og jeg kan tydeligt huske hvor glad jeg blev da vi fik kontakt til ham igen, han grinte i telefonen og sagde at han nu var fri fra Assad og hans regime.

Min families liv har været meget præget af situationen i Syrien, specielt da vores eget hjem i Homs blev bombet, og da resten af familien begyndte at flygte til nabolandende og til emiraterne. I mellemtiden har jeg mistet to mostre. Familien er for første gang blevet splittet, og intet tyder på at vi bliver samlet igen lige foreløbig, alle befinder sig i forskelige lande, hvor de nu havde mulighed for at flygte hen. De arabiske nyheder har fyldt meget i vores hjem, vi har siden revolutionens start ventet på slutningen. Det eneste nyhederne har bragt os er alle de mennesketab og blodige kampe, som med tiden desværre er blevet til dagligdag.

Sidst vi var i kontakt med min fætter var under den muslimske højtid, Eid den 8. august, hvor vi ønskede hinanden glædelig Eid, og siden hørte vi ikke fra ham længere. Dette er historien om et menneske, som jeg for bare få år siden, under somrene i Homs, var så godt som ens med. De sidste tre år er han gået igennem mere lidelse end, hvad mine venner og jeg i Danmark, vil gå igennem hele vores liv. Nu er han væk. Endnu et tabt menneske, endnu et nummer.