Print artikel

Palæstinenserne er fanget i Syrien

Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk har været under belejring i over halvandet år. Nu er IS også en faktor. Foto: UNRWA
Artikel
10.04.15
Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus er klemt mellem Assads granater og soldater fra Islamisk Stat. Men også resten af de over en halv million palæstinensiske syrere er særlig hårdt ramt af konflikten i landet. De er belejret på flere niveauer.

I 1948 flygtede Nael Bitaries bedstefar fra Nazareth i Palæstina til Syrien. Han var ikke alene. For med oprettelsen af staten Israel, fik omkring 800.000 palæstinensere revet deres liv op med roden og blev på få dage gjort til flygtninge. Det har de været lige siden. Naels bedstefar havnede i flygtningelejren Yarmouk i Damaskus. Han var en af de heldige. Yarmouk blev hurtigt en integreret del af den syriske hovedstad og var på mange måder symbolet på palæstinensernes styrke og sammenhold uden for deres tabte hjemland. Det var også her, Nael blev født, og her han boede de første 25 år af sit 29 år lange liv. Men så kom krigen.

»Før krigen tænkte jeg altid på retten til at vende tilbage til Palæstina som en ulogisk ret. Men efter jeg nu har set den ekstreme lidelse, palæstinensere udsættes for i Syrien, er jeg begyndt at tænke, at vi skal kæmpe for retten til at vende tilbage. Vi har ingen, der taler vores sag,« siger Nael med højere stemme, end han normalt lader sit usikre engelske runge i Malmø, hvor han i dag bor.

Konflikten i Syrien er netop gået ind i sit femte år, og man kan roligt gamble hele sin friværdi på, at man ikke kan finde én person i landet, der er upåvirket af den. Men krigen har ramt palæstinenserne særlig hårdt. For selvom Nael aldrig rigtig havde tænkt på det før den dag i 2012, hvor han pakkede sine ting og hoppede på en bus til Beirut i nabolandet Libanon, så var han flygtning. Og nu blev han flygtning igen. Nael og resten af de 560.000 registrerede palæstinensiske flygtninge fra Syrien har intet pas. For det kræver et statsborgerskab at få et pas, og det kræver en stat at få et statsborgerskab. Og sådan en har palæstinenserne ikke. I stedet har de et midlertidigt syrisk opholdsbevis.

Afvist ved grænsen

I starten af 2013 lukkede Jordan officielt sin grænse for palæstinensiske flygtninge fra Syrien. Jordan frygtede, at de statsløse palæstinensere ville slå sig ned i landet permanent. I maj sidste år fulgte Libanon trop og stoppede indgangen af palæstinensiske flygtninge.

At skelne mellem egnede og ikke-egnede flygtninge er et klart brud på princippet om non-refoulement i FN’s flygtningekonvention. Hvis en flygtnings liv eller frihed er i fare, i det land han flygter fra, må han ikke afvises ved grænsen. Men det gør Syriens nabolande.

»Der er helt klart en væg mellem de to grupper, og det er diskrimination af flygtninge. Hvis en syrer og en palæstinenser bor i samme by, side om side og er ramt af det samme humanitære problem, så lukker nabolandene kun syreren og ikke palæstinenseren ind. Der er helt klart tale om diskrimination,« siger Karim Makdisi, professor i mellemøstlig politik ved American University of Beirut.

Da Libanon lukkede sine grænser for palæstinensiske syrere i maj sidste år, var Nael Bitarie tilfældigvis på et kort studieophold i Sverige. Da han prøvede at komme hjem til sit nye hjem Beirut, blev han nægtet adgang til Libanon, fordi han var palæstinensisk syrer. Siden da har han boet i Sverige. Nael siger det selv. Han er en af de heldige. En af de få.

Fanget i Syrien

De palæstinensiske syrere, der stadig bor i Libanon og de andre nabolande, skal hele tiden forny deres visum og lever i konstant frygt for at blive sendt tilbage til Syrien. Nabolandene har ved gentagne lejligheder arresteret palæstinensiske syrere og sendt dem tilbage til Syrien. Flere er efterfølgende blevet dræbt. Den regionale chef for den internationale organisation Human Rights Watch, Nadim Houry, har kraftigt kritiseret dette og kaldt nabolandenes diskrimination af palæstinensiske flygtninge fra Syrien for en »stor elefant i rummet, som ingen vil adressere.«

De omkring 480.000 palæstinensiske flygtninge, der stadig bor i Syrien, er dog dem, der har det allerværst. Alle 12 palæstinensiske flygtningelejre i landet er hårdt ramt. Yarmouk-lejren i Damaskus, Naels barndomshjem, er et af de værste steder man overhovedet kan befinde sig i det krigshærgede land. Lejren har i halvandet år været under mere eller mindre konstant belejring. Folk spiser katte og hunde for at overleve og koger suppe på blade, fordi der i lange perioder er lukket for udefrakommende nødhjælp. Og så er de fanget.

»Mine gamle venner er belejret på tre niveauer. De er fanget i Yarmouk, i Damaskus og i Syrien,« siger Nael. Når der er elektricitet i lejren, snakker han i telefon med dem.

»Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til dem. Det føles faktisk rigtig skidt.« Naels store brune øjne mister et øjeblik deres fokus, mens han presser sine læber sammen.

»Altså jeg føler mig nok lidt genert egentlig. Når jeg spørger dem, hvordan de har det, mens jeg sidder her og har det så godt. Det er et dumt spørgsmål, jo. Men hvad skal jeg ellers sige?«

D. 1. april fik IS, ifølge nogle kilder, kontrol med hele Yarmouk-lejren og gjorde om muligt situationen endnu mere desperat for de godt 18.000 mennesker, der stadig lever i den.

»Yarmouk plejede at være en slags hovedstad for alle os palæstinensere. Måske er det derfor, den er blevet så hårdt angrebet under krigen. For at ødelægge konceptet med palæstinensiske flygtningelejre og selve idéen om, at vi er palæstinensere, og har en ret til at vende hjem.«

Mine gamle venner er belejret på tre niveauer. De er fanget i Yarmouk, i Damaskus og i Syrien

 

Syrien var safe haven

Der er ikke noget nyt i, at palæstinensiske flygtninge har en særlig udsat position i de arabiske lande. Under den libanesiske borgerkrig blev palæstinensiske flygtninge hårdt ramt af krigshandlingerne med massakren på flygtningelejrene Sabra- og Shatila i 1982 som værste eksempel. Palæstinenserne blev af flere grupper set som en, i hvert fald indirekte, årsag til konflikten. Senest blev palæstinensiske flygtninge i Irak diskrimineret efter Saddam-regimets fald i 2003, da de af nogle blev opfattet som regimets allierede, fordi det havde beskyttet dem. Mange flygtede til Syrien.

»Den palæstinensiske sag er ikke lige så vigtig, som den var for 10-20 år siden, hvor de arabiske regeringer nærmest sloges om at være mest solidarisk med palæstinenserne. Der er kommet nogle andre konfliktlinjer, nogle andre sager, og så ryger palæstinenserne simpelthen naturligt længere ned på dagsordenen i de arabiske lande,« siger Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Samtidig er det første gang, et af de mest velfungerende palæstinensiske eksilsamfund er blevet fuldstændig opløst. Indtil 2011 var Syrien nemlig et af de lande, hvor palæstinensiske flygtninge generelt havde det bedst. Syrien repræsenterede en mellemgrund mellem næsten fuld juridisk integration i Jordan og en meget lav grad af integration i Libanon. Sammenlignet med Libanon havde de palæstinensiske flygtninge i Syrien god adgang til arbejdsmarkedet, bedre boligforhold og tidlig adgang til det offentlige sundheds- og undervisningssystem. Da borgerkrigen brød ud i 2011 levede den almene palæstinensiske flygtning i Syrien derfor langt hen ad vejen som sin syriske nabo. Det gjorde Nael også. »Når folk ser på mig her i Sverige, ser de en flygtning. Sådan var det ikke i Syrien.«

Dårlige fremtidsudsigter
Men fundamentet for den gode integration af palæstinensere i Syrien er sammen med resten af Syrien, blevet fuldstændig smadret af den fire år lange konflikt i landet. En netop offentliggjort rapport fra the Syrian Centre for Policy Research viser, at landet er truet af et økonomisk kollaps. Landet har tabt 206,6 milliarder US-dollars, 58 % af den syriske befolkning er arbejdsløse og to ud af tre syrere lever i ekstrem fattigdom. Og det er et kæmpe problem for palæstinensernes chance for at blive reintegreret i Syrien, når krigen en dag er slut.

»Jeg tror aldrig, at det kommer til at blive, som det var. Selv når konflikten en dag slutter, kommer der til at være så meget elendighed blandt syrerne selv. Det bliver forfærdeligt. Tilføj over 500.000 palæstinensere til den ligning - hvor skal det overskud komme fra?« siger Karim Makdisi.

Han tilføjer: »Jeg tror, at det bliver meget nemt at vende sig mod dem, der ikke er dig. Ikke at majoriteten af syrerne vil se sådan på det, men en minoritet af befolkningen vil, være meget fremmedfjendsk og anti-alting. Det bliver meget nemt at bebrejde dem, der kommer udefra ens egen elendighed.«

Det centrale spørgsmål bliver, om det også bliver den mainstream holdning i Syrien. Det tror Helle Malmvig ikke. »Palæstinenserne har altid spillet en vigtig rolle for det syriske regime, fordi de var deres ”claim to fame” rent udenrigspolitisk. Hvis alliancen mellem Hizbollah, Iran og det syriske regime holder, vil dette stadig gøre sig gældende. Og jeg tror, den holder.«

En ny drøm

Nael ved ikke, hvad fremtiden bringer for de palæstinensiske syrere, men han frygter for den. Han gengiver sin bror Nidal Bitaries ord, fordi han endnu har svært ved selv at finde dem på engelsk.

»Vi blev opdraget med idéen om retten til at vende tilbage til Palæstina, men samtidig var vores liv sammen med syrerne, i Syrien. Vi følte os som en del af det land, og vi følte aldrig en modsætning mellem at være en del af Syrien og at være palæstinenser. Nu er der en følelse af at være blevet forældreløs. En følelse af, at noget er slut, der ikke kan fikses. Samtidig har vi opdaget, hvad det vil sige at være palæstinenser, at være statsløs.«

Om Nael vender tilbage til Syrien, når krigen en dag er slut, ved han ikke. Han tror det ikke. I stedet har han fået en ny drøm. Drømmen om at vende tilbage til det Palæstina, hans bedstefar flygtede fra for 67 år siden. »Det kunne bare være fedt at se det egentlig.