Print artikel

På besøg i et ikke-land

Reportage
09.05.16
Transnistrien er et land, der ikke eksisterer. Men grænseovergangen synes virkelig nok. Det samme gør sundheds- og uddannelsesvæsenet, ligesom de krøllede lokale pengesedler. Udenrigsministeren smiler indbydende og snakker demokrati. Alt imens kaster lyssky forretninger lange, sorte skygger.

TIRASPOL/CHIȘINĂU – Full stop står der på skiltet. Tre soldater står og ryger under en presenning dækket af et camouflagenet. De bærer maskinvåben og småsnakker afslappet. Bilen sætter langsomt i bevægelse og zigzagger gennem afspærringerne. »En bufferzone,« hvisker chaufførren og smiler beroligende.

»Zdravstvujtye,« siger grænsevagten idet chaufføren ruller vinduet ned i en rolig bevægelse. Grænsevagten spørger om noget. Han ser ud, som han skal. Med hans varme russiske pelshue af astrakan og den lange mørke frakke. »Zhurnalist,« siger chaufførren med et henkastet nik. Grænsevagten peger mod kontoret. Efter et par opkald og en række undersøgende blikke triller bilen igen videre. »Velkommen til Den Pridnestroviske Moldaviske Republik,« står der med kyrilliske bogstaver på et indbydende banner. På dansk: velkommen til Transnistrien.

Grænselandet mellem Moldova og Ukraine fremstår mindst ligeså orgniseret og officielt som det dansk-tyske. Men nummerpladen foran bilen er imidlertid hverken ukrainsk eller moldovisk. Den tilhører udbryderrepublikken Transnistrien, der siden Sovjetunionens opløsning har snoet sig i intetheden mellem de to lande.

Statsbesøg

På udenrigsministerens kontor klikker fotografen løs. De officielle billeder. Ministeren knuger ATLAS' udsendtes hånd, vender blikket og smiler skarpt ind i linsen. »Jeg har en gave til dig,« siger han og rækker en bog. Den er sort, kun dekoreret med håndjern. Politically motivated criminal prosecution of Transnistrian citizens by Moldova hedder den.

»Criminal cases«, siger ministeren på et middelmådigt engelsk: »Jeg håber, at den hjælper dig til at forstå vores situation bedre.« Han begynder mekanisk at recitere nogle af overgrebene: »Ulovlige sanktioner og anklager om afpresning, bestikkelse og smugling. De har endda indledt en sag imod vores statsminister.« Vitaliy Ignatiev har været udenrigsminister i snart et år. En utaknemmelig opgave skulle man tro, da Transnistrien og dets omkring 440.000 indbyggere ikke er anerkendt af noget andet land i verden. Området er officielt en del af Republikken Moldova. Europas fattigste stat.

Konflikten mellem de to lande har været fastfrossen, siden udbryderrepublikkens erklærede selvstændighed i 1990. Det tog en kortere krig mod moldoviske styrker i 1992 at fastslå den status. I dag – 26 år efter uafhængighedserklæringen – er grænsen intakt, men konflikten forværret, fortæller udenrigsministeren.

Han sidder tilbagelænet med korslagte ben og snakker, som ministre oftest gør – instrueret med punktopstillinger, alt imens pressefotografen skyder billeder til de statsejede medier. Hans guldur glimter ligesom manchetknapperne og det spejlblanke mahognibord. De høje vinduer, barokmøblerne og den romantiske kunst på væggene udstråler statslig pomp. Eneste afvigelse er computerens baggrundsbillede, der viser en kampvogn i tilfælde af, at man skulle have glemt de ydre rammer for den ikke-anerkendte stat.

Siden krisen i Ukraine er situationen i Transnistrien eskaleret. Nabolandene fører, med ministerens egne ord, »en hybridkrig« mod landet. Ukraine har lukket deres grænse og indsat deres militær på den, mens Moldova har besværliggjort Transnistriens handelsmuligheder. I halvandet år har de diplomatiske forbindelser været afskåret. En bevidst strategi fra moldovernes side, insisterer ministeren.

»Hvis du sammenligner os med Moldova, vil du se, at vores levestandarder er meget højere. Vi giver 100 dollars i pensionssats om måneden, hvilket er dobbelt så højt som Moldova. Og så længe vores borgere har det bedre end moldoverne, vil Moldova aldrig være attraktiv. Det ved de godt – og der har du svaret på handelssanktionerne – de er nødt til at forværre vores levestandarder for at skabe social ustabilitet. Jeg er ikke naiv. Vi er i krig. Ikke med våben, men med andre værktøjer,« fortsætter ministeren sin dundertale.

I begyndelsen af marts skrev det statsejede nyhedsbureau Novosti Pridnestrovya, at landets pensionister med tilbagevirkende kraft igen ville få udbetalt deres pensioner gennem såkaldt humanitær assistance fra Rusland.

»Vi stoler på Rusland og ser det som vores moderstat,« siger ministeren og fastlår, at alle landets etniciteter deler det synspunkt. Landet består af en tredjedel russere, ukrainerne og moldovere.

Ved en folkeafstemning i 2006 stemte 90 procent af befolkningen for selvstændighed eller frivillig indlemmelse i Rusland – hvilket Rusland prompte afviste. Efter Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen i 2014 luftede politikerne i Transnistrien påny idéen om en føderal union med broderfolket. Igen for døve ører.

Zoo Sovjet

»Man kalder ofte Transnistrien for en sovjetisk zoologisk have,« siger professor John O’Loughlin fra Colorado Universitet. Han er en af de få forskere, der har undersøgt nationalidentiteten blandt indbyggere i ikke-anerkendte stater i det tidligere Sovjet – deriblandt Transnistrien.

»Det er også svært at komme Sovjetunionen nærmere i dag – særligt i forhold til den politiske og demokratiske indretning,« siger forskeren og peger på, at landet eksempelvis ikke besidder nogen reel opposition. Det er rettere en magtkamp blandt en snæver elite: »Lederne repræsenterer godt nok et parti, men det er snarere en persondyrkelse, som vi kender det med Putin eller sovjetlederne.«

Nostalgien er til at føle på i hovedstaden Tiraspols brede gader. Tiraspols kommunebygning omhylles af to betonvægge med billeder af unge og gamle. Milie Reutskaya står der under en rødhåret midaldrende kvinde. Hun er maler. Ved siden af hende kigger mestersvømmeren Tatiana Pecstineova bestemt. Månedens mønsterborgere, står der. Foran statsbygningerne ses Lenin-statuer og -buster. Gadenavne og parker er alle opkaldt efter de gamle koryfæer med enkelte undtagelser som Sejrsparken, der ligesom tanks og andre krigsmonumenter minder befolkningen om fortidens krige og fremtidens kamp. Det er forår. Unge ryger og flirter, og motionisterne løber i tights. Tuborg står der på caféparasollerne. Nostalgien brydes. Først Lenin og Marx, så tights og Tuborg.

»Selvfølgelig!« griner Katerina Alexeeva, der guider ATLAS omkring i det ikke-eksisterende land. »Hvad havde du regnet med?« spørger hun retorisk og forklarer, at Transnistrien ikke er totalt afskåret fra omverdenen: »Det er jo ikke Sovjet,« som hun konstaterer.

Alexeeva er født og opvokset i Moldovas hovedstad, Chișinău. Hun betegner sig selv som russisk-moldover, hvilket er særegnet på de her kanter. Man er enten-eller, siger hun, og omtaler sit eget land som dybt polariseret. Hun forstår, hvorfor Transnistrien ikke vil indlemmes i hendes hjemland, hvor russerne og det russiske sprog ligesom andre minoriteter ifølge hende diskrimineres.

»Jeg nyder at være i Tiraspol,« siger Alexeeva lidt forlegent. »Jeg nyder stoltheden. Her er folk i det mindste ranke og stolte over dem selv og deres nation. Det er der ingen, der er i Moldova.«

Man kalder ofte Transnistrien for en sovjetisk zoologisk have

Professor John O’Loughlin genkender stoltheden i sine forskningsresultater:

»Omverdenen må ikke undervurdere Transnistriens kamp for identitet. Der eksisterer en identitet, og magthaverne søger hele tiden at styrke den. Befolkningen besidder både deres oprindelige etniske herkomst og samtidig en identifikation med Transnistrien. Man er dermed transnistrier uanfægtet sin etniske baggrund. Det vil sige, hvad enten man er etnisk moldover, ukrainer eller russer. Transnistrien er et multietnisk samfund, der gør meget for at beskytte sine minoriteter. Eksempelvis er alle offentlige dokumenter og deres grundlag oversat til både russisk, moldovisk og ukrainsk. Transnistrien forsøger intensivt at opbygge en identitet, og det har de gjort siden 1992 med rimelig stor succes.«

Grænsen mellem to civilisationer

Det er første gang, at udenrigsministeren tøver. Som om spørgsmålet bryder det interne manuskript, der foreløbigt har handlet om demokratisk vilje og beskyttelse af minoritetsrettigheder. Og så selvfølgelig de modsatte adjektiver om Moldova. Som om ministeren for første gang må veje sine ord. Han læner sig tilbage i den bløde barokstol, men fastholder blikket bag de uindfattede briller. »Det er et sociologisk og filosofisk spørgsmål,« siger han og gentager det: »hvad betyder det for et folk ikke at være anerkendt.«

»Jeg er kandidat i sociologi, så jeg ved, at identitet er en afgørende følelse for et menneske og et folk.«

Ignatiev holder en ny pause inden blikket pludselig ændres, og udenrigsministeren vender tilbage og genfinder sin indarbejdede protokol. Han taler hurtigt igen:

»Vores selvstændighed handlede aldrig om at give vores folk en bestemt etikette, men jeg vil påstå, at vi har opbygget en særlig identitet ligesom andre lande,« siger han og påbegynder en længere historisk opremsning for at stadfæste landets berettigelse og ikke-eksisterende relation til Moldova. »Vi ser ingen grund til at vende tilbage til de føderale sovjetiske grænser. Vi har aldrig eksisteret sammen med Moldova eller Rumænien, vi deler intet fælleskab med dem, og vi forstår ikke, hvorfor de europæiske lande støtter den tilfældige inddeling.«     

Moldova har en nøgleposition i bestræbelsen på at bremse en eventuel NATO- og EU-udvidelse. Modsat kan Moldova og EU ikke sige farvel til området, for det vil samtidig destabilisere hele den europæiske sikkerhed – særligt med henblik på Ukraine

Den inddeling forstår Ernest Verdanean, lektor og ph.d. i statskundskab og internationale relationer ved Moldovas Statsuniversitet, til gengæld udmærket. Han har i årevis fulgt konflikten og kalder den »et civilisationsvalg«:

»Stridigheden er ikke kun et spørgsmål om landegrænser og territorier. Det er et spørgsmål om civilisation. Moldova udgør forreste parket mellem to dominerende verdensopfattelser. Den vestlige verden på den ene side og den russiske og pro-russiske på den anden, og begge civilisationer har brug for Moldova,« siger Verdanean og uddyber den nuværende situation:

»Tro mig – Rusland har ikke brug for Transnistrien alene – de vil kontrollere hele Moldova. For Moldova har en nøgleposition i bestræbelsen på at bremse en eventuel NATO- og EU-udvidelse. Modsat kan Moldova og EU ikke sige farvel til området, for det vil samtidig destabilisere hele den europæiske sikkerhed – særligt med henblik på Ukraine. Situation er fastlåst, og stormagterne er i bund og grund tilfredse med det faktum.«

Lektorens synspunkt bekræftes af en højtstående forhandler, der ikke ønsker sit navn gengivet i ATLAS af hensyn til fredsprocessen. Forhandleren oplever ingen eller ringe politisk velvilje fra særligt den moldoviske side og fortæller, at det værste scenarie vil udspille sig den dag, Transnistrien pludselig melder sig klar til forhandlingerne om en autonomiordning inden for Moldova. Hvis den dag kommer, siger forhandleren, vil centralregeringen i Moldova være rådvilde – de har simpelthen ingen plan eller model for en eventuel genforening.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Moldovas Bureau for Reintegration, der varetager de moldoviske interesser i konflikten, om det vitterlig er tilfældet.  

Skyggerne

Den stille, uofficielle accept af status quo fra moldovisk side kan skyldes den uregulerede handel mellem Moldova og Transnistrien. Som ikke-anerkendt land er Transnistrien et vakuum fri af internationale handelsaftaler – og dermed også kontrol. Det har tidligere fået en delegation fra Europa-Parlamentet til at kalde området for et »sort hul med ulovlig våbenhandel, hvidvaskning og trafficking.« Ligesom Wall Street Journal i 2005 beskrev Transnistrien som et fristed for våben- og kvindesmugling. De seneste år har EU og OSCE, der agerer mægler i fredsprocessen, imidlertid neddroslet kritikken og kaldt beskyldningerne for »sandsynligvis overdrevne.«

»Meget af Transnistriens økonomi er sort,« bekræfter professor i ikke-anerkendte stater John O’Loughling. Men påpeger samtidig, at smuglingen har været nedadgående, efter Ukraine forseglede områdets østgrænse som svar på Ruslands annektering af Krim. Til ærgrelse for både Transnistrien og Moldova, mener han:

»Moldova er ikke afvisende over for indretningen. Uofficielt selvfølgelig – de har et slags falsk ægteskab, hvor statslederne snakker om løsninger og selvstændighed, men i virkeligheden er det i begge landes interesser at holde grænserne åbne og sikre den uregulerede handlen.«

På Transparency Internationals årlige opgørelse over landes korruption placerer Moldova sig i hælene på lande som Bolivia og Mexico og langt efter samtlige EU-lande. Kun Rusland og Hviderusland overgår, ifølge rapporten, Moldova i Europa.  

 

 

Ifølge lektor i statskundskab Ernest Verdanean fra Moldovas Statsuniversitet minder Moldova og Transnistrien på den måde om hinanden. Han kalder samfundets mest betydningsfulde lov for telefonloven. Den går i sin enkelthed up på, at oligarker kan ringe til en dommer, en politiker, en embedsmænd og udstikke sine ordre.

»Det er en junglelov og fjernt fra et demokratisk system,« siger han og fastslår, at konflikten aldrig vil finde en løsning, så længe Moldova ikke har styr på sit eget regime.

Mens telefonloven indirekte dikterer samfundsudviklingen, bekriger de to lande hinanden på overfladen. Anholdelser og sanktioner det ene sted modsvares tilsvarende det andet. En realitet Verdanean selv måtte indse, da han for nogle år siden blev idømt 15 års fængsel for spionage i Transnistrien. En dom der senere blev omstødt. Organisationen Freedom House, der overvåger demokratiske rettigheder i verdens lande, betegner i deres 2015-rapport Moldova som delvist frit og Transnistrien for ikke-frit.

Ingenting

Tilbage i det ikke-eksisterende Udenrigsministerium lakker interviewet mod enden. Udenrigsministeren er en travl mand til trods for manglende diplomatisk anerkendelse. I går kom der en større russisk delegation, men han vil ikke fortælle, hvad mødet drejede sig om. Ifølge Ernest Verdanean finansierer vennerne i Kreml Transnistriens budgetunderskud på 80 procent af bruttonationalproduktet. »It’s obvious – den som betaler regningen, dikterer spillets regler,« siger han. Måske handlede mødet netop om spillets regler. 

Det mener udenrigsministeren ikke, selvom han bekræfter, at Rusland yder økonomisk støtte. Han giver tydeligvis ikke meget for Freedom House’-rapporter. Demokratiet sejrer til sidst, siger han uden at fremstå videre idealistisk. Nej, nærmere realistisk:

»25 års uafhængighed viser realisme. Jeg ved godt, at vi befinder os i en svær situation. Jeg ved godt, at der er intet, der tyder på, at vores selvstændighed sker hurtigt. Og selvstændigheden er ikke kun op til os selv desværre. Den kræver konsensus fra andre aktører og større lande. Det eneste, vi selv kan gøre, er på demokratisk vis at presse på for en løsning. Folkeafstemninger er den eneste måde at kende folkets ønsker på. Det ved Moldova og vores internationale partnere godt, og det er derfor, de ikke ønsker én. De kender resultatet på forhånd.«

Langs Tiraspols hovedgade svajer flagene fra byens få ambassader. Transnistriens flag med hammer og sejl ved siden af andre ikke-anerkendte stater som udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien i Kaukasus. De blev begge anerkendt af Rusland og en håndfuld andre lande som modsvar på Vestens anerkendelse af Kosovo. Den skæbne er endnu ikke overgået Transnistrien. De er alene, mens sondringen mellem krig og fred synes udvasket. Som om konflikten hverken er det ene eller det andet, men på tærsklen af begge dele. Transnistrien, der har en numerisk større militær styrke end Moldova, ønsker ikke en situation som i Østukraine, siger udenrigsministeren, men fastslår samtidig, at krig kan være uundgåeligt, hvis aggressionerne fortsætter. Adspurgt om, hvorfor Rusland anerkender andre ekssovjetiske områder og ikke hans eget land, konstaterer han blot, at han ikke ønsker at sammenligne situationerne.

Udenfor lever de omkring 600.000 indbyggere en dag ad gangen. »Vi glemmer jer aldrig«, står på en banner med to krigsveteraner, der hænger ned fra et højhus. Officielt er indbyggerne moldovere, men de indgår ikke i folkeregistrene. De kan rejse frit til øst og vest. For de tilhører ingen. Sådan vil det blive ved med at være. Ingen krig. Ingen fred. Ingen anerkendelse.