Print artikel

Og livet fortsætter i Istanbul

Omar, syrisk dreng går i skole og arbejder på tekstilfabrik i Kurtulus i Istanbul/Fotograf Martin Thaulow
Irakisk ung mand og mor venter på lægetid på syrisk hospital i Istanbul
Lejlighedkompleks hvor flygtninge bor i bydelen Sulukule, Istanbul
Syrisk dreng sælger vand udenfor Fatih Moskeen i Fatih Kvarteret i Istanbul
Reportage
14.07.17
I Istanbul tyder det ikke på, at de knap en million flygtninge står til en bedre hverdag. EU og Tyrkiets aftale fra 2015 har nok skabt succeshistorier, men de mange flygtninge uden for flygtningelejrene kæmper med uoverskuelige udfordringer for at etablere et liv i et politisk og økonomisk anspændt Tyrkiet.

ISTANBUL Ramadanmiddagen står klar midt på stuegulvet. Haifa glæder sig til at spise, nu hvor solen endelig er gået ned. Hendes søn Yasin på fire år og 12-årige Omar, der er en ven af familien, sidder tålmodigt og venter på, at det bliver deres tur. Griffin med det amerikansk klingende navn er der også. Han flygtede fra Damaskus for tre år siden, da regimet begyndte at fængsle hans venner. Haifa er fra Deir Ez-Zor i det østlige Syrien, et af de få steder Islamisk Stat (IS) stadig delvist administrerer. I 2014 da IS belejrede byen, valgte hun at flygte med sine to børn. Haifas far var inden da blev slået ihjel af regimet, og rygterne begyndte at gå i byen, at hun stod for tur. Haifa er muslim, politisk aktivist, højtråbende og har intet tilovers for hverken Assad-regimet eller Islamisk Stat.

Stemningen i lejligheden varierer mellem at være rolig og anspændt. Siden klapjagten gik i gang mod en stor del af de oppositionelle kræfter i Tyrkiet sidste sommer efter det mislykkedes militærkup i juli, møder man i stigende grad folk i Istanbul, som er bekymrede over, hvad der kommer forbi statens ører – også syriske dissidenter. Vores tolk snakker lavt og påpeger ofte, før han siger noget, at efterretningstjenesten måske lytter med. Det virker Haifa dog ret ligeglad med og råber højtlydt:

»Vi har intet at tabe - livet for os i Istanbul er ikke et værdigt liv«

Det er Griffin enig i, men påpeger med et smil på læben, at tilværelsen i et tyrkisk fængsel nok ikke er bedre. 

Vi befinder os i Istanbul-bydelen Kurtulus, tidligere område for armenske tilflyttere, men også kendt for at være hjemsted for bevægelsen “de grå ulve” og deres hårdkogte tyrkiske nationalisme. I dag gør bydelen sig dog umiddelbart mere bemærket ved at være midlertidig opholdssted for flygtninge fra især Syrien. Det ikke fordi, deres kommende paradis befinder sig her, men fordi et hav af tekstil- og syfabrikker hører til her. Kurtulus er en af mange bydele i Istanbul fra Fatih over Aksaray til Sultanbeyli, hvor især syriske flygtninge har slået sig ned, siden krigen begyndte i Syrien i 2011. 

Får ikke et stykke af kagen 

Det startede med lidt over 20.000 i slutningen af 2011. I dag er et forsigtigt skøn, at over 3,5 millioner mennesker er flygtet på grund af borgerkrigen i Syrien, men også fra især Mosul i Irak, og nu har slået sig ned i Tyrkiet. Op mod 400.000 af dem bor i flygtningelejre, de fleste af dem tæt ved den syriske grænse. Tilbage er der over tre millioner flygtninge i landet, hvor mange af dem i stedet er tvunget til at slå sig ned i opsatte lejre, i opgange, i kældre, på gaden, i små lejligheder, i parker, hos en ven eller bekendt osv. I Istanbul nærmer tallet sig en million. Den tyrkiske regerings tilgang har i lang tid været, at syriske flygtninge kun skulle være her midlertidigt. Derfor eksisterer der mangel på ekspertise indenfor integration og asyl, fordi det tyrkiske samfund egentlig ikke er omstillet til det. I stedet træffes mange beslutninger ad hoc.

Vanskeligt er det især for syriske børn i Tyrkiet, som allerede er blevet døbt “den tabte generation”. Selvom over 300.000 syriske børn ifølge regeringen og Røde Kors har fået skoleadgang i de såkaldte midlertidige skolecentre, så er der ifølge den anerkendte organisation International Crisis Group op mod 350.000 skoleparate børn, som ikke går i skole. Hvis det problem ikke løses, kan det ifølge International Crisis Group medføre endnu flere gadebørn end i forvejen, kriminalitet og i værste tilfælde radikalisering. 

Omar på 12 år virker mere moden end de fleste drenge på hans alder. Omar er ikke søn af Haifa, men hjælper ofte til i lejligheden. Han går i tyrkisk skole sammen med 11 andre syriske børn, men er også ofte tvunget til at arbejde på tekstilfabrikken i Kurtulus, hvor hans fætter også arbejder. Der skal skaffes penge til familien, for ingen andre hjælper dem. Nogle dage arbejder Omar 14 timer om dagen til 40 kr. per dag – andre dage tager han derhen efter skole og kommer først hjem ved midnat. Og gentager det samme dagen efter. »Jeg savner nogle venner,« siger Omar, mens Haifa fortæller, at venner er der desværre ikke tid til. Omar er en del af den omfattende skyggeøkonomi for børnearbejde, hvor de arbejder på tekstil- og sy-fabrikker, de såkaldte sweatshops. 

Omar er samtidig en af de få, der går i tyrkisk skole, men er ligesom andre syriske børn røget ind i det komplekse skolesystem, hvor de kastes rundt imellem skoler. Indtil i år var der cirka 50 syriske midlertidige skoler i Istanbul, men dem er regeringen i gang med at lukke ned for i stedet at integrere syriske børn i tyrkiske skoler. Det er for at forhindre, at parallelsamfund blomstrer op i fremtiden. Haifa påpeger, at den proces er uden struktur og bæredygtighed. I stedet bliver de revet væk fra deres normale hverdag og skal ofte starte forfra. 

Da tallerknerne er ved at være tomme, er alle enige om, at det sværeste for flygtninge i Tyrkiet er, at ingen af dem modtager støtte til at holde hverdagen kørende. Den tyrkiske regering lancerede ellers, at op mod en million flygtninge fra 2017 skulle modtage bankkort, hvor et par hundrede kroner bliver betalt ind hver måned. Haifa fortæller, at hun har hørt om børn i skoler, hvis familier modtager støtte – især ved grænsen. Men selv har de aldrig set skyggen af det.

Syrere i Istanbul har ellers forsøgt at råbe op om de mange problemer for flygtninge i landet. Haifa var med til at starte initiativet Crossing No More, hvor hun og en række venner satte sig på Istanbuls centrale Taksim-plads og demonstrerede mod forholdene. Hurtigt blev hun talsperson, men regeringen blev efter hendes ord trætte af at høre på hende, og smed hende sammen med hendes to børn henover otte måneder rundt i tre forskellige deportationscentre. Til sidst lykkedes det med hjælp fra Amnesty International at komme ud. Opholdet i deportationscentre har sat sine spor, og i dag udtrykker Haifa udmattelse og ingen mod på at kæmpe videre for sine landsmænds rettigheder i Tyrkiet.

»I Syrien var jeg upopulær hos regimet. I Tyrkiet er staten heller ikke glad for mig,« siger hun.

Klemt fast i flygtningeaftalen 

»Vi føler os som robotter,« siger Griffin, der havde et reklamefirma med sin far i Damaskus. Men da krigen for alvor begyndte at ramme Damaskus’ forstæder, valgte han at flygte. Resten af familien blev tilbage, da forældrene var for gamle til at rejse. De befinder sig stadig i Damaskus. I dag sælger Griffin kaffe på en trendy café, der ligger i Karaköy ned til Bosporusstrædet på den europæiske side. Et område, der har oplevet en markant gentrificering over de senere år, hvor gamle bygninger er revet ned til fordel for smarte Paris-inspirerede cafeer. Gentrificering i flere områder har været en af det tyrkiske regeringsparti AKP’s mange neoliberale initiativer i Istanbul, hvis byggeboom er et af partiets stærkeste politiske varemærker. 

Griffin arbejder fra kl. 10-22 hver dag - undtagen søndag - og tjener cirka, hvad der svarer til 1600 danske kroner om måneden. Det er langt fra nok til at være selvkørende i Tyrkiet. Nu drømmer han om en fremtid i Europa og om anerkendende flygtningestatus. For her i Istanbul er han gæst uden rettigheder. I Tyrkiet er syriske, afghanske eller irakiske flygtninge ikke anerkendt under flygtningekonventionen (Geneve-konventionen), som Tyrkiet har underskrevet. Samtidig har landet nemlig bevaret en geografisk begrænsning, så mennesker på flugt udenfor Europas grænser ikke er omfattet af konventionen. I stedet kaldes de for gæster. 

Griffin er klar over, at mulighederne er indskrænkede, efter at Europa og Tyrkiet indgik en omfattende flygtningeaftale i marts 2015. Her lykkedes EU med at få lukkede flygtningeruterne over de græske øer samt balkanruten over Bulgarien, mens Tyrkiet efterfølgende har glædet sig over en bunke milliarder fra EU for at forstærke grænsekontrollen og bygge flere flygtningelejre. Det er på nuværende tidspunkt hovedingredienserne i aftalen, som lider en formel stilstand. For EU vil på grund af utilfredshed med Tyrkiets gummiparagraffer i deres antiterror-lovgivning ikke give Tyrkiet den visum-liberalisering for tyrkiske borgere, der ellers også er med i aftalen.

Især Amnesty International har ellers håndhævet, at aftalen beror på retslige problemer. EU bryder nemlig med internationale retslige forpligtigelser, da Tyrkiet på nuværende tidspunkt ikke er et såkaldt ”sikkert tredje land” at sende flygtninge hen til, da Tyrkiets forværrede retstilstand ikke garanterer flygtninges sikkerhed. Det er en advarsel, som EU indtil videre har trodset og begrundet med, at Tyrkiets nationale lovgivning giver en lignende beskyttelse til flygtninge.

Aftalen har i nogle sammenhænge faktisk medført dårligere muligheder for os

Europæiske regeringer har sidenhen kaldt aftalen en succes, da antallet af ankomne flygtninge til Europa er faldet drastisk. Tal fra FN viser, at der indtil videre i år er ankommet cirka 8300 flygtninge til de græske øer. Det er markant mindre end i hele 2016, hvor antallet af ankomne lød på næsten 177.000, og endnu mere markant i 2015 hvor tallet lå på over 800.000.

Samtidig har den tyrkisk regering indtil videre vurderet, at de vinder mere politisk ud fra deres filantropiske tilgang, hvor de beskriver de over tre millioner flygtninge i landet som en succeshistorie. Og som bevis på et Tyrkiet, der ikke lukker øjnene for brutaliteten i Syrien og Irak, modsat Europa.

En gæstetilværelse

Det er ikke fordi, aftalen slet ikke er synlig i Istanbul. En række initiativer er finansieret gennem aftalen mellem EU og Tyrkiet, såsom de velfungerende Community Centres for flygtninge rundt i landet. Der eksisterer tre af dem i Istanbul, men det er på nuværende tidspunkt en brøkdel, der får glæde af dem. Pengene og ressourcerne går ofte til flygtningelejrene eller etableringen af nye lejre tæt ved den syriske grænse og i mindre grad til Istanbul, påpeger Haifa: »Aftalen har i nogle sammenhænge faktisk medført dårligere muligheder for os«. Hun uddyber, at aftalen har gjort det sværere at komme rundt i landet, da det kræver et identifikationskort (Kimlik), som en stor del stadigvæk ikke har fået. 

»I Syrien havde vi drømme, det har vi ikke længere,« siger Griffin, imens han detaljeret beskriver den delelejlighed, han bor i sammen med fem andre unge syriske mænd. Her har de 30 kvadratmeter i to rum tilsammen. Hans bofæller arbejder på tekstilfabrikker og fortæller, at flere af arbejderne sover ved siden af deres arbejdsbord. Arbejdstilladelse til flygtninge blev først mulig i 2016. Ifølge web-mediet Al-monitor arbejder cirka en million syrere i Tyrkiet, men få af dem har fået arbejdstilladelse, så de arbejder sort fra hånd til hånd. Det har startet en uoverskuelig paralleløkonomi, som er drevet af helt andre lønninger og arbejdsregler, og som udfordrer det tyrkiske arbejdsmarked.

Sidste optælling fra januar 2017 lyder på lidt over 10.000 flygtninge med arbejdstilladelse. Tallet er højere i dag, men ikke meget. Det er alt for omstændeligt at anskaffe tilladelse til at arbejde på det tyrkiske arbejdsmarked. For at søge om arbejdstilladelsen skal man have haft et kimlik mere end seks måneder, men for at modtage et kimlik skal man have forskellige identifikationspapirer heriblandt en lejeaftale fra sin bopæl.

Da mange ikke bor officielt et sted, er det næsten umuligt at få. Og dem, der har råd til det, oplever ofte, at lejeren ikke vil give dem en kontrakt. For så kan de altid smide dem ud, påpeger Griffin. Ligeledes lyder omkostninger for en arbejdstilladelse ofte på op mod 6.000 kr., og så skal arbejdspladsen også sørge for sygeforsikring for sine ansatte. Sidste forhindring er, at minimumslønnen med en arbejdstilladelse er på omtrent 2.600 kr., som de fleste ikke har lyst til at betale, da mange flygtninge ofte nøjes med en løn på imellem 1.000 og 1.500 kr. om måneden.

Haifa bryder ind og fortæller, at hun har mødt flere unge fyre, som i stedet er endt i prostitution. En barsk underverden, der kommer frem om aftenen i områder som Fatih, Sulukule og Tarlabasi med overvejende syriske, afghanske og irakiske prostituerede.

De fleste frygter fremtiden

Præsident Recep Tayyip Erdogan har dog også opnået stor popularitet blandt flere syrere i Tyrkiet. Her spiller især deres fælles sunni-muslimske identitet ind, som ofte lovprises af Erdogan. Da militærkuppet fandt sted i juli, gik flere syriske mænd med skudsalver i luften og et klingende “Allah Akbar” på gaden og lagde sig på vejen for at forhindre kupmagernes kampvogne i at komme forbi.

Flere syrere nævner, at den simple grund til at støtte Erdogan, er frygten for, hvad der i stedet vil dukke op, hvis han ikke længere er ved magten. Får man så en ny politisk leder, som ofrer syrerne og sender dem tilbage? Den frygt var en af grundene til, at størstedelen, som tæller flere tusinde, men som stadig er et fåtal af flygtninge med opholdstilladelse, ved forfatningsvalget stemte ja til flere magtbeføjelser til Erdogan. 

Det snævre ja ved valget på “kun” 51,6 % procent af stemmerne har dog givet mange syrere rynker på panden, siger den syriske journalist Yassin Swehat, der bor i Istanbul, hvor han har startet det anerkendte syriske online magasin Al-Jumhuriya. Yassin anerkender de uoverskuelige problemer for flygtninge i landet, men mener stadigvæk ikke, at det er i nærheden af rædslerne for flygtninge i Libanon og Jordan: »Jeg kan ikke se så abstrakt på det, når vi lige nu bare må glæde os over, vi ikke bor der«.

Yassin mener desuden, at der er gode grunde til, at Erdogan for øjeblikket har sin kærlighed især til syriske flygtninge. For det har sat gang i en hel ny arabisk turisme, drevet af syrere der kan kommunikere med det stigende antal arabere i landet. Derfor er syrere ifølge Yassin heller ikke så stort et problem for økonomien, som mange påstår. Ofte er det de syriske forretninger, der ansætter syrere, og det truer ikke arbejdsmarkedet, men gør det mere fleksibelt. »I mange tilfælde er der endda syriske arbejdsgivere selv, der er med til at undergrave lønningerne, fordi de ansætter syrere langt under tyrkisk minimumsløn,« erfarer Yassin.

I begyndelsen af sidste år snakkede Erdogan sågar om at gøre tre millioner syrere til tyrkiske statsborgere, men det blev ikke taget godt imod blandt befolkningen, hvor hashtagget #IDontWantSyriansInMyCountry florerede på de sociale medier. Men efter det fejlslagne militærkup har Erdogan bragt ideen på banen igen, da der her eksisterer en ny politisk mobiliseringsgruppe til parlaments- og præsidentvalget i 2019. Den plan afhænger dog af, hvordan den politiske vind blæser på det tidspunkt. Bliver flygtninge i længden for stort et pres for økonomien, infrastrukturen og hverdagen i landet, så lyder en ofte anvendt påstand blandt befolkningen, at flygtninge vil blive ofret.

Mange af de syrere, som ofte ikke ser negativt på Erdogans stigende magtbeføjelser, har i overvejende grad kapital med sig til Tyrkiet. Her eksisterer stadigvæk nogenlunde muligheder for at investere og starte firma op. En stor del af dem er bosat i det enorme Fatih-kvarter – kendt for at være en konservativ bydel og tro AKP-støtter, men som med overraskende 51 % stemte imod Erdogans forfatningsændringer i april. Her møder jeg Ayman, som har overtaget sin families restaurant med arabiske retter to minutters gang fra den førhen stærke turistmagnet Sultanahmet Pladsen. I dag står pladsen tom. 

»Erdogan har åbnet sit hjem for os, mens Europa har lukket deres. Det skylder vi ham vores taknemmelighed for,« siger Ayman, men erkender dog, at tingene ikke altid er sort-hvide.

En stigende del af den tyrkiske befolkning er oprevet over, at syrere kommer og tager deres job, deres børns skolepladser og undergraver økonomien med lavere lønninger

»Jeg håber ikke, han (Erdogan, red.) glemmer os, nu hvor økonomien for alvor er svækket, for alle i Tyrkiet lider lige nu,« siger han og hentyder til de stigende problemer med økonomien i landet. En dårlig økonomi er uvant for Erdogan, som indtil for et par år siden var vant til imponerende vækstrater. Men voldsomme terrorangreb både fra den militante kurdiske bevægelse PKK og Islamisk Stat, et kortvarigt uvenskab med Ruslands præsident Vladimir Putin i 2015, samt det blodige militærkupforsøg i sommer har medført, at turister og investeringer holder sig væk. Det har ligeledes ført til masselukninger af forretninger og firmaer, der lever af turismen. Arbejdsløsheden er på cirka 13 % og blandt unge på 20 %.

Dette hjælper ikke ligefrem flygtninge, da en stigende del af den tyrkiske befolkning er oprevet over, at syrere kommer og tager deres job, deres børns skolepladser og undergraver økonomien med lavere lønninger. Flere syrere beretter om hadforbrydelser og vold, hvor spændingerne mellem lokalbefolkningen og flygtninge er anspændte. Det har både ført til masseslagsmål i gaderne, knivstikkeri og i nogle tilfælde drab. Noget som den tyrkiske regering ikke gør nok for at forhindre gennem forebyggelse eller kampagner imod hadangreb. 

Få Europa på banen 

Selvom om det tyrkiske samfund både er politisk og økonomisk presset, støder man på et hav af initiativer, som forsøger at skabe bedre muligheder for flygtninge i Istanbul. I Fatih-kvarteret fører Haifa os hen til en klinik for flygtninge. Den styres af 22 syriske læger, og al konsultation koster cirka 40 kr. – omtrent en tiendedel af hvad de billigste tyrkiske hospitaler koster. Medicinen er gratis, doneret af blandt andet Istanbul Universitet. Regeringen er klar over, at klinikken eksisterer, og det er vigtigt, at regeringen kender til deres tilstedeværelse, for det sikrer deres eksistens gennem donationer, og sørger samtidig for, at de ikke skal operere under jorden, som andre klinikker drevet af syrere gør, forklarer initiativtageren Doktor Mehti.

På klinikken er der cirka 400 besøgende om dagen. Her tales både arabisk og tyrkisk, og skilte er på begge sprog. For Mehti er en af de sværeste udfordringer i Tyrkiet sproget. Alt for mange syrere kan ikke tale det tyrkiske sprog, og det har konsekvenser hele vejen rundt fra skolesystemet over hospitalsvæsen til arbejdsmarkedet. Han har opfordret regeringen til at starte mange flere sprogskoler og gøre det obligatorisk med sprogundervisning både på hospitaler, på fabrikker, i firmaer osv. Han anerkender, at det lige nu virker uoverskueligt. Presset på Istanbul er for voldsomt, og der er brug for økonomisk hjælp fra Europa til at bygge flere skoler, centre, og yderligere bedre infrastruktur. Men vigtigst af alt til at hjælpe med at modtage flere flygtninge.

»Istanbul er en kæmpe by, og hvis man oplevede større samarbejdsvillighed fra Europa i forhold til fordelingen, så vil I også møde en stærkere samarbejdsvillighed både fra den tyrkiske og syriske befolkning,« siger han og pointerer, at Istanbul faktisk kan kapere mere end man forestiller sig med sine over 17 millioner indbyggere. Lige nu er relationen med Europa dog alt for ujævn, og det skaber en uretfærdig relation, hvor selv civilsamfundet i Tyrkiet har givet op på Europa, nu hvor grænserne til Grækenland og Bulgarien er lukket. Dertil har det også vist sig, at EU ikke har levet op til aftalen endnu, og har taget væsentligt færre ind end hvad oprindeligt var aftalt. Det lave antal flygtninge, EU er villig til at tage ind, gør ifølge Mehti, at den tyrkiske regering for nemt negligerer at engagere sig i flygtninges rettigheder: »I den sammenhæng er aftalen (mellem Europa og Tyrkiet, red.) en katastrofe, og aftalen vil kun blive en succes, hvis Europa viser villighed og åbner portene lidt mere«.

Turen var støttet af Danidas oplysningslegat, og reportagen blev skabt i samarbejde med fotograf Martin Thaulow.