Print artikel

Kun Gud har en redningsplan

Hjælpecenteret Caritas Diocesana omdannes hver søndag til en kirke. En af de bådflygtninge, som kommer her, er Samuel Daniel
Madkø ved hjælpecenteret Caritas Diocesana. Her udleveres dagligt flere hundrede måltider mad til immigranter og fattige lokale
Palmesøndag er en stor religiøs begivenhed i Italien - også for landets mange kristne bådflygtninge.
Catanias gader er fyldt med hjemløse bådflygtninge. De finder ly i forladte bygninger, på togstationen eller under åben himmel
Reportage
04.05.15
Tro er for mange bådflygtninge, det eneste de har med sig efter rejsen over Middelhavet. Én af de få ting, de har at holde fast i, når de fanges i et italiensk asylsystem, der har store problemer med at tage sig af dem. Men der, hvor staten svigter, træder kirken til. Og lige nu kæmper katolske hjælpeorganisationer på Sicilien som aldrig før for at hjælpe immigranterne på vej mod et bedre liv i Europa.

CATANIA. Hver eneste lille plastiktaburet i det nedslidte lokale er i dagens anledning blevet udstyret med et palmeblad. Middagssolen skinner ind ad tremmevinduerne på de himmelblå vægge og oplyser det provisoriske alter, som Fader Don Pietro Galvano netop har stablet på benene. Alteret består i dag af et bord med en broderet dug, en nadverkalk i form af en ølflaske, et lille udvalg af forskellige palmeblade samt et krucifiks. Fader Don Pietro Galvano har sirligt placeret det lige i midten af det hele.  

Hver eneste søndag er hjælpecenteret Caritas Diocesana i den sicilianske kystby Catania forvandlet til en kirke. Men i dag er det ikke nogen helt almindelig søndag. Det er Palmesøndag, og omtrent 100 kirkegængere er ved at indtage rummet og hver deres plastiktaburet, hvorfra de skal være med til at fejre Jesu indtog i Jerusalem.

På en af de forreste taburetrækker sidder 25-årige Samuel Daniel fra Eritrea. Han er velklædt med stramme jeans og sort læderjakke og holder sin bibel og sine palmeblade i hænderne. Om halsen bærer han to kors. Det ene er et tætsiddende sølvkors, som han har fået af en venlig sjæl på Lampedusa; det første sted han satte sine ben i Europa. Det andet er et mørkt krucifiks i træ, som er en gave fra en af Catanias præster.

Samuel er en af de faste kirkegængere i hjælpecenteret. Og så er han én af de tusindvis af bådflygtninge, der er ankommet til Sicilien inden for de seneste år, og som har slået sig ned i Catania. Han flygtede fra sit hjemland Eritrea på grund af politiske uroligheder og har i dag været i Europa i et år og otte måneder.

»Jeg har ikke noget med mig fra Afrika, kun min krop og mine øjne,« fortæller Samuel.

Og så én anden ting, som han klamrer sig fast til: Troen på Gud.

Med troen som følgesvend

For de tusindvis af bådflygtninge, der hvert år ankommer til Sicilien og bliver en del af det italienske asylsystem, er mødet med Europa langt fra nogen opmuntrende oplevelse. De venter i primitive modtagelseslejre i over et år, før deres asylsag bliver behandlet. Og hvis de endelig får deres opholdspapirer, er det nærmest umuligt at finde et job og et sted at bo.

For hvordan skulle de kunne finde noget at lave i »Italiens Grækenland«, som medierne ynder at kalde Sicilien? Øen, der i forvejen lider under en arbejdsløshed på over 22 procent og en ungdomsarbejdsløsheden, der har rundet de 57 procent. Øen, der sidder på en tom pengekasse, og som ikke engang kan tage sig af sine egne fattige italienske indbyggere.

Der befinder sig lige nu over 14.000 immigranter på Siciliens modtagelses- og asylcentre; samt på bed & breakfasts og hoteller, som på grund af krisens omfang er taget i brug som midlertidige opholdssteder. Dertil kommer alle dem, som allerede har været igennem systemet. Dem, som nu er overladt til sig selv, ligesom Samuel.

Troen bliver derfor i mange tilfælde det eneste faste holdepunkt i immigranternes hverdag. Dét, som de håber, der på den ene eller anden måde kan hjælpe dem frem til et bedre liv i Europa.  

Madkø ved hjælpecenteret Caritas Diocesana. Her udleveres dagligt flere hundrede måltider mad til immigranter og fattige lokale

Samuels rejse til Europe blev mere dramatisk, end han havde regnet med. Han var lige ved aldrig at nå frem. Den lille fiskerskude, som han steg om bord på, lækkede midt ude på Middelhavet. De var omkring 80 unge mænd i båden, der var bygget til maksimalt 20, fortæller han. Flere af hans medpassagerer druknede i det store hav, men Samuel var heldig, og han blev reddet af kystvagten og bragt i land på øen Lampedusa. Herefter blev han sendt til Sicilien og Catania.

Han har gennem hele sit liv levet en kristen tilværelse med sine forældre hjemme i byen Tokombia. Han er glad for at være nået frem til Europa, men ikke for at være havnet i Italien. Han er uddannet maskiningeniør, men kan ikke finde arbejde. Derfor har han heller ingen penge og intet rigtig sted at bo. Og uden de rigtige papirer fra de italienske myndigheder har han lige nu heller ingen muligheder for at tage andre steder hen for at prøve lykken.

Bare i Catania, Siciliens næststørste by med 300.000 indbyggere, er cirka 10 procent af befolkningen immigranter, når man medregner både de illegale og legale. I nogle kvarterer udgør immigranterne helt op til 25 procent af populationen.

»Jeg forlod Eritrea for at få et bedre liv, men det har jeg ikke fået her. Jeg beder hver dag Jesus om, at det skal blive bedre. At Jesus skal komme og redde mig,« lyder det fra Samuel.

Indtil dette sker, forsøger han blot at få dagene til at gå. Han vandrer rundt i Catanias gader, hænger ud, kommer i byens hjælpecentre for at spise eller få et nyt sæt tøj, vandrer derefter rundt i byen igen. Han ryger mellem fem og 15 cigaretter om dagen. Det kommer lidt an på, hvor mange han kan skaffe gratis. Den eneste dag, han har et fast program, er om søndagen, hvor han skal i kirke.

Pasta på bordet

Under palmesøndagens gudstjeneste er Fader Don Pietro Galvano i strålende humør. Han synger højt, og de små 100 taburetsiddende kirkegængere synger energisk med, mens de løfter palmebladene i vejret på præstens angivelser.

En ung, hjemløs mand, som har formået at slæbe sin kæmpestore sportstaske med ind i lokalet, sidder med blikket begravet i sin mobiltelefon. Han virker ikke synderligt interesseret i præstens ord, men er nok nærmere tilstede for at deltage i dét, der venter efter gudstjenesten. En sødlig duft af hvidløgsfyldt tomatsauce har længe sivet ud fra køkkenet og ind i kirkelokalet, og efter en lille time er hans ventetid ovre. Gustjenesten er færdig, og påskefrokosten kan begynde.

Som altid er der kun én slags spise på menuen: Pasta. Og sammen med revet ost og tomatsaucen serveres den på hvide plastiktallerkner ledsaget af et ordentligt stykke kridhvidt brød. Mange immigranter kan ikke klare mere hvidt brød. De foretrækker til nøds at sulte, hvis det er det eneste, de får udleveret på hjælpecentrene. Deres maver er ikke vant til at fordøje den form for hurtige kulhydrater.

Palmesøndag er en stor religiøs begivenhed i Italien - også for landets mange kristne bådflygtninge.

20-30 mennesker står i kø ved hjælpecenterets indgang og venter på at komme ind og spise med. Når hjælpecenteret ikke er transformeret til en kirke, fungerer det som en kantine, hvor byens mange fattige og hjemløse immigranter kan komme forbi og få et måltid mad to gange om dagen. På én dag udleverer det lille hjælpecenter typisk omkring 400-500 varme pastamåltider og små hundrede sandwichs. Da centeret åbnede i 2006, lød tallet på cirka 30 måltider om dagen.

Manglende medmenneskelighed

Samuel har sat sig ved ét af de fold ud-borde, der nu er blevet slået op i lokalet. Bordet er beklædt med en blomstret voksdug, og sammen med sine bordherrer sidder han nu med en plastiktallerken pasta foran sig. Alle omkring bordet er unge, mørkhudede fyre; alle bådflygtninge. De siger ikke rigtig noget til hinanden, mens de sidder der og spiser.

En af Samuels bordherrer er 24-årige Kevin Elu fra Nigeria. Han er ikke glad for vores besøg. Han hidser sig op over, at vi kommer her i hjælpecenteret og skriver om, at de får mad og bliver hjulpet godt på vej af det italienske samfund. Men det er ikke hele sandheden, mener Kevin, der har levet på Sicilien i to år.

»Den italienske regering stiller intet op og giver mig intet. Det er kun kirken, der hjælper. Det er det eneste sted, jeg kan komme og få noget at spise. Italienere er ikke kristne, de opfører sig i hvert fald ikke sådan », siger Kevin frustreret og henviser til, at italienerne ikke efterlever den medmenneskelighed, som kristendommen foreskriver.

Italien har dog givet Kevin én ting: Opholdspapirer, der gælder i fem år. Men det nytter ikke meget, når landet hverken kan hjælpe ham med at finde arbejde eller et ordentligt sted at bo. Kevin sover lige for tiden på gaden, og det er ikke noget særsyn. Hundredevis af hjemløse immigranter har disse år gjort Catanias gader til deres soveplads.

En nedlagt og forladt betonbygning, der ligger et lille kvarters gang fra hjælpecenteret, fungerer også som sovesal. Her overnatter over hundrede mennesker hver eneste nat, mens bunker af gammelt tøj, brugte vandflasker, forladte sko og madrester flyder omkring dem, som var det en vild losseplads.

»Jeg troede, at Europe var et bedre sted, men mit eget land (Nigeria, red.) er bedre. I hvert fald når der ikke er krig,« lyder det fra Kevin.

Han bærer rundt på en bibel, som kirken har givet ham. Rejsen til Europa har gjort ham mere religiøs, end han var tidligere, fortæller han.

»Only God knows, hvad der kommer til at ske med mig i fremtiden. Men Gud hjalp mig hertil og hjælper mig med at kæmpe videre,« siger han med en snært af stolthed i stemmen

’Vi glemmer Gud’

Klokken nærmer sig tre om eftermiddagen, og det lille hjælpecenter er så småt ved at være tomt for mennesker. Samuel er for længst vandret ud i Catanias gader, og Kevin er smuttet op i den anden ende af byen for at hænge ud i en afrikanershop, hvor han ofte mødes med nogle af sine venner. Mange af dem er ligesom han nigerianske bådflygtninge.

Catanias gader er fyldt med hjemløse bådflygtninge. De finder ly i forladte bygninger, på togstationen eller under åben himmel

 

Også fader Don Pietro Galvano har forladt stedet. Den 60-årige præst har arbejdet i hjælpecenteret et års tid, og det har ikke været noget nemt embede for den mangeårige præst, der har mærket krisen tage til. Da han fik tildelt posten, bad han sig faktisk fri for den. Men hans overordnede, sognepræsten, insisterede, og derfor blev det selvfølgelig sådan.

Don Pietro Galvano har det dårligt med, at samfundet er ved at udvikle sig i en forkert retning.

»Det er vanskeligt at ændre, den måde mennesker tænker og lever sammen på. Vi er i færd med at glemme Gud, glemme vores tro, og det er den væsentligste årsag til, at vi ikke længere deles om verdens goder og tager os ordentligt af hinanden,« lyder det fra præsten.

Han mærker dog alligevel en snært af håb hos de mange bådflygtninge, som han møder i hjælpecenteret, og som stadig har troen med sig.

»Bådflygtningene kommer fra krige og andre dramatiske situationer, og de har ofte mistet alt, når de kommer hertil. Alligevel mærker jeg en form for tro på noget bedre. De forlanger ikke meget, lever på må og få og vil gerne klare sig selv,« lyder det fra præsten.

 Som så mange andre italienere, alverdens humanitære hjælpeorganisationer og ikke mindst immigranterne selv venter fader Don Pietro Galvano dog stadig på én ting: at resten af Europa kommer Sicilien til undsætning.

»Det her er ikke kun en krise i Italien, men i hele Europe. Catania er en generøs by, og indbyggerne viser stor solidaritet, men det er ikke nok. Alle burde hjælpe noget mere til,« siger præsten.

I morgen fyldes det lille hjælpecenter ved Catanias banegård og rummet med de himmelblå vægge og tremmevinduer atter med duften af pasta, smeltet ost og hvidt brød. Og af hundredevis af fattige immigranter, som endnu engang skal klare sig igennem en hverdag med troen som det eneste håb.